Fysioterapeuter skal have øje for depression hos lænderygpatienter

Man ved, at en række psykosociale faktorer kan føre til kronificering hos patienter med lænderygbesvær. Senere års forskning har fundet, at patienter, der udvikler en alvorlig depression i de tidlige stadier af sygdomsforløbet, er i høj risiko for ikke at komme sig.  Ud over depression er blandt andet smerter, søvnproblemer, sygdomsopfattelsen og fear avoidance-adfærd psykosociale faktorer, der har betydning for, om man kommer sig efter rygsygdom.  Det fortalte den engelske psykolog og forsker, professor Tamar Pincus, da hun holdt oplæg for de mere end 500 danske og udenlandske fysioterapeuter, der i begyndelsen af september deltog i den 13. internationale konference i Mekanisk Diagnostik og Terapi i København.

Tamar Fincus har gennemført flere studier af de psykosociale faktorer hos patienter med smerter og lænderygbesvær og har i den forbindelse blandt andet samarbejdet med fysioterapeuter. I sit oplæg på konferencen understregede hun betydningen af at identificere evt. depressive tendenser hos patienterne, og kom med sit bud på, hvordan fysioterapeuter kan identificere og tackle dem.

Depressionen skal identificeres i tide

De færreste patienter giver af sig selv udtryk for, hvor meget rygsygdommen påvirker deres dagligdag, og ofte underdriver de problemets omfang. Konsultationen hos den praktiserende læge er alt for kort til, at patienterne opnår den fortrolighed, der skal til, for at komme ind på de psykosociale faktorer, forklarede Tamar Fincus.

”Fysioterapeuterne har til gengæld mere tid med patienten, og det giver dem en enestående mulighed for at finde ud af, om patienterne er ved at udvikle en alvorlig depression. Men det kræver, at fysioterapeuten ikke bare undersøger og behandler patienten ud fra nogle fasttømrede teorier og metoder, men også giver sig tid til at lytte til det, patienten prøver at fortælle indirekte”, uddybede Tamar Pincus i et interview efter sit indlæg på kongressen.

Hun understreger, at det selvfølgelig er helt naturligt, at man bliver bekymret og ked af det, når man får ondt i ryggen og må indse, at det, man kunne før, kan man ikke længere. Men når denne bekymring og nedtrykthed udvikler sig til en egentlig depression, der påvirker forholdet til familie, venner og arbejde, er der grund til at gøre noget ved det.

”Lænderygproblemerne hos disse patienter fylder hele deres liv og de forventer ikke, at man kan hjælpe dem. De svarer typisk, ”Ja men, det dur ikke for mig”, når læger og fysioterapeuter prøver at skitsere nogle måder at tackle smerterne på”, siger Tamar Pincus.

Hvordan skal man spørge patienterne

Tamar Pincus har i sine undersøgelser fundet, at en del af dem, der aldrig kommer sig over rygsygdommen, lider af alvorlig depression. Det er en lille gruppe, men sygdommen har store omkostninger for dem og for sundhedsøkonomien.

Men hvordan kan fysioterapeuten finde frem til dem, der er ved at udvikle en depression?

”Stil åbne spørgsmål. Spørg patienterne, hvad smerterne betyder for deres liv, deres forhold til partneren og på jobbet. De har ikke brug for gode råd, men at nogen lytter til dem”, mener Tamar Pincus.  Hun henviser også til screeningsredskaber som The StarT Back Tool, der kan hjælpe fysioterapeuter med at identificere patienter med en dårlig prognose og råder desuden fysioterapeuter til at bruge deres intuition. At lytte til patienterne og se på deres kropssprog kan ofte være tilstrækkeligt til at opdage, at der ligger mere bag det, patienten siger, end blot bekymring.

Tamar Pincus understregede, at den depression, der ses hos lænderygpatienter, er en følge af smerter og nedsat funktion og ikke en psykiatrisk diagnose. Det er vigtigt at spørge ind til de psykosociale faktorer, men lige så vigtigt er det at lade være med at lede efter en psykosocial komponent, hvis der ikke er nogen. Det sidste kan nemlig også føre til kronificering, fortæller hun.

I England har hun været med til at efteruddanne fysioterapeuter, så de har de fornødne redskaber til at identificere de psykosociale faktorer hos patienterne.  Men behandlingen af gruppen af højrisikopatienter, mener hun ikke kan klares af fysioterapeuter alene, men i et samarbejde i en tværfaglig gruppe. 

Tamar Pincus advarer mod, at det øgede fokus på psykosociale faktorer får fysioterapeuter til at afholde sig fra at behandle patienterne med for eksempel manuel terapi.

”Vi ved, at hands on gør patienterne trygge, skaber høj tilfredshed og en vilje hos patienterne til at samarbejde omkring behandlingen. Berøring og manuel behandling har så mange positive sideeffekter og er en af fysioterapeutens kernekompetencer, at det vil være dumt ikke at udnytte det”, siger Tamar Pincus.