Portræt: Jeg var så langt ude, man kan være!

DER ER IKKE koldere på Antarktis end på Grønland. Anne-Mette Nørregaard har været begge steder og har også prøvet at stå i permafrosten og stege medisterpølse på en ramponeret benzinbrænder, der ikke gad brænde ordentligt. Så hun ved præcis, hvad hun taler om, både når det gælder kulden og andre udfordringer. Og jo, du risikerer at fryse både næse, tæer og fingre af på den slags ekspeditioner, erkender eventyreren, men kulden er en præmis, der kan håndteres med varmt tøj og en sovepose til polarklima. Det er straks værre, når man rammer sin mentale yderpol. For den 43-årige fysioterapeut skete det på ekspeditionen ’Verdens vakreste skitur’ i 2007-2008, hvor hun sammen med to norske, kvindelige bjergbestigere besteg Antarktis’ højeste punkt, Mount Vinson selveste nytårsaften.

”Det er sommer på Sydpolen på det tidspunkt, men stadig koldt selvfølgelig. Vi gik på isen med et sikkerhedstov imellem os, da jeg satte foden forkert, gled og faldt ned i en spalte i isen. Jeg kom op igen, men faldet var én af mange voldsomme oplevelser i løbet af de fyrre dage, vi var afsted sammen, og oveni de fysiske strabadser endte vi simpelthen også med at gå hinanden på nerverne”, fortæller Anne-Mette Nørregaard, som var done bagefter. Fra at være frygtløs og kun gå efter de højeste og hårdeste toppe over hele verden og krydse indlandsisen på Grønland, havde hun fået nok.

”Fra jeg var helt ung og cyklede rundt i Europa alene pige i sommeren 1992, har jeg haft behov for at prøve mig selv af på alle mulige måder. Mine forældre var ved at dø af skræk og prøvede sødt at køre efter mig i bil med campingvognen bagpå. Jeg har også kørt på landsholdet i mountainbikeorientering og deltaget ved både VM og EM, været dansk mester i fodbold, haft de vildeste jobs som fysioterapeut, rejst over hele verden og boet i Frankrig med en fransk kæreste. Jeg forstod ikke mennesker, der i mine øjne ’bare tog på tog på all inclusive’, opfattede dem som initiativløse og kedelige. Men da jeg fløj hjem fra Chile efter turen til Sydpolen, havde jeg lyst til leve livet på en anden måde. Jeg havde nået min grænse fysisk og psykisk og gad ikke flere bjerge på 4.892 meter som Mount Vinson eller det endnu højere Mount Elbrus, som jeg havde været på toppen af halvandet år tidligere. Jeg ville bruge tid sammen med min familie og mine venner. Min drøm var at købe en kolonihave og sidde og nyde et par øl og så for resten passe mit job som fysioterapeut og blive mor”, fortæller Anne-Mette Nørregaard, som havde finansieret den famøse ekspedition ved at tage lån på 300.000 kroner i sin lejlighed.

I dag bor Anne-Mette i Gamborg på Fyn, ikke i kolonihave, men i et lille hus med sin datter Edith på fem år. I 2010 solgte hun lejligheden i København med lidt af et underskud, og flyttede ’hjem til Fyn’ for at være tæt på sine forældre og sit gamle barndomshjem, hvor hun og hendes bror voksede op.

Forlod medicinstudiet

Anne-Mette Nørregaard blev færdig som fysioterapeut fra skolen i Odense i 1998, efter først at have været en tur rundt om medicinstudiet, som hun bestemt ikke brød sig om.

”Jeg opdagede ret hurtigt, at det akademiske miljø slet ikke var mig. Det virkede, som om de andre var meget mere optagede af, at de selv skulle være læger, end af de patienter, de skulle behandle. Det var et hårdt miljø, syntes, jeg, så kunne jeg bedre lide at arbejde i Aldi, indtil jeg tog beslutningen om at læse til fysioterapeut ligesom min mor”, siger Anne-Mette.

Hendes mor gik på pension for et par år siden, men de to taler stadig fag nærmest daglig.

”Det lyder storladent, men når du vælger en sundhedsfaglig uddannelse, har du truffet et valg. Så vil du bare tæt på og også helst hjælpe dine medmennesker, og det er altså ikke noget, man ser i så mange andre fag. Min mor og jeg har tit talt om, at når du lukker øjnene om aftenen som fysioterapeut og lader tankerne glide henover din dag, ved du – uanset, hvor besværlig den så har været - at du har gjort en forskel for andre. Sådan er det nok ikke, hvis du er bankdirektør”.

Forebyggelse af tvang

Det var oprindeligt Anne-Mettes mor, der fik hende til at søge væk fra det kliniske fysioterapeutarbejde og ind i en stabsfunktion i Region Syddanmark i 2013. I foråret blev Anne-Mette Nørregaard ’forfremmet’ til konsulent for et storstilet projekt i Region Syddanmark, som går ud på at løfte psykiatrien.

”Forebyggelse af tvang’ og ’Bæltefrit Afsnit Haderslev/Aabenraa’ er to projekter, som jeg står for som ansvarlig projektleder. Det betyder, at mit daglige arbejde handler om at forbedre vilkårene for ’de svageste i samfundet’ i psykiatrien”, siger Anne-Mette Nørregaard, der derfor tydeligvis slet ikke gider det her med at mødes med en journalist og fortælle.

Om grænser. Fysisk og psykisk. Om at gå i front og ud i stormvejr. Og om at stå som en lus mellem to negle.

Da hun fik jobbet som projektleder i maj, kom det, tænker hun, sikkert bag på nogle, at jobbet gik til en fysioterapeut og ikke til en akademiker, til gengæld kom det næppe bag på ret mange, der kender Anne-Mette fagligt og personligt, at det lige var hende, der fik det.

”Jeg har ry for at være en terrier, så det var nok det, de ville have til den position. I pressemeddelelsen, som Region Syddanmark sendte ud i forbindelse med min udnævnelse, pegede de udover mine faglige kompetencer netop på, at jeg var med i Kvindelige Eventyrers Klub, på min friluftsentusiasme og den entreprenante ledelsesstil, de forventede fra en type som mig. Det var meget rosende, faktisk lød det nærmest som om, jeg var den nye statsminister”, griner Anne-Mette Nørregaard og tilføjer så lidt mere alvorligt:

”Efter min mening er der skam ikke noget galt med at prale, hvis man har noget at være stolt af. I den forbindelse skal man så også lige huske, at når Regionen skriver pænt om mig, roser de indirekte også deres eget valg af kandidat, plus de brander samtidig sig selv big time. Men så længe det er reklame for forebyggelse af tvang i psykiatrien, vil jeg gerne være med til det”, siger hun.

At jobbet gik til en fysioterapeut er godt for faget, mener Anne-Mette Nørregaard.

”Jeg havde ikke de rigtige kvalifikationer, jeg havde eksempelvis aldrig arbejdet som projektleder eller haft job i psykiatrien før. Men jeg havde en bred faglig baggrund, den fysioterapeutiske tilgang om, at ansvarlighed og empowerment gør folk mindre syge, plus jeg havde ’evnen til at arbejde i modsatrettede felter, som de udtrykte det”.

”Det er godt for vores fag, at fysioterapeuter kommer ind og blander sig i de mere overordnede dispositioner og den praktiske udfoldelse. Det er en god chance for at vise, hvad fysioterapi og fysisk aktivitet kan i forhold til ikke bare det somatiske, men også psykiatrien. En af de planer, vi har, er at inddrage patienterne langt mere, end man gør i dag”.

”Ligesom man f.eks. hjælper folk til at klare sig selv bedre efter sygdom eller til at blive længere i hjemmet, kan man også hjælpe de psykiatriske patienter, mener jeg. De erfaringer, man har, kan man trække med over i psykiatrien. Vi fokuserer i øjeblikket på at involvere de bedste af de psykiatriske patienter, så de gradvist får mere og mere ansvar for deres sygdom og dermed også indflydelse på den og deres tilværelse. Det virker. Vejen frem er mere støtte, mere ansvar og mindre ’tvang’”.

’Tvang’ er et ord, der kan få en åbenlys frihedselsker som Anne-Mette op af stolen. Heldigvis er planen for hende og den danske psykiatri ret enkel. Det gælder om at halvere antallet af bæltefikseringer i Danmark inden 2020, og ’vi når det også før’, konstaterer hun. På det bæltefri afsnit i Haderslev skal bæltefikseringer helt ophøre.

Trives i spændingsfelter

”Med sådan et projekt vil der altid være bump på vejen, selv om vi godt ved, hvad kursen er. På den måde adskiller psykiatrien sig ikke fra andre arbejdspladser. Når der kommer en ind udefra og siger, at man skal gøre tingene på en anden måde, bliver folk usikre og kritiske over for den, der vil forandre”, siger Anne-Mette Nørregaard og tilføjer:

”Det oplever jeg selvfølgelig også. Men det er her, hvor jeg nok har det bedre end mange andre i min position, fordi det ikke går mig på; jeg trives i spændingsfelter og ser egentlig konflikter som konstruktive. Det er da langt værre med passivt aggressive mennesker, som siger ja eller ikke noget, men som modarbejder dig bag din ryg”.

For Anne-Mette Nørregaard er der lidt bjergbestiger over papirjobbet. For det gælder om at finde den bedste vej til målet og gerne i fællesskab.

”Det er jo ikke mig, der skal gøre arbejdet, men personalet. Min opgave er at formidle, hvad der er planen og hvorfor samt at sørge for, at det bliver formidlet pædagogisk og respektfuldt. Det vigtigste er, at medarbejderne på de psykiatriske afdelinger ikke opfatter de nye tiltag i psykiatrien som kritik af det arbejde, de hidtil har udført. De skal have overskud, så de har overskud til patienterne. Og det må jeg sige, de er sgu ret imponerende under arbejdsforhold, der i mange år har været ret besværlige.

Opmærksomhed og flere penge

715 bæltefikseringer på ét år i 2013 i Region Syddanmark. Nogle ville sige at bare én psykisk syg patient fastspændt mod sin vilje én er for mange. Anne-Mette Nørregaard synes, man skal vurdere hver sag for sig. Hun er stolt over, at der i projektperioden kun har været fem fikseringer på P2 i Haderslev ’heraf tre på somatiske afdelinger´. Det er et fremskridt, mener hun, som skyldes ressourcer – også kaldet mere opmærksomhed og flere penge.

”Personalet skal ændre mange procedurer og måder at agere på, og de har brug for at vide, at de kan regne med at få tilført de nødvendige ressourcer og støtte i form af blandt andet penge og videreuddannelse, så de kan løse problemer på andre måder, end de plejer, når det gælder vanskelige patienter”.

Efter Anne-Mette Nørregaards mening vil vi om ikke ret længe ’flove os’ over den måde, psykiatrien fungerer på i dag. Om 50 år vil vi ikke kunne fatte, at det her var den eneste løsning, vi kunne se på problemet. Og så er det jo ikke engang en løsning. Bæltefikseringer og frihedsberøvelse forværrer jo tværtimod ofte de psykiske symptomer, som hun siger:

”Vi har at gøre med de svageste i samfundet. De er ude i et misbrug eller en form for selvmedicinering, og er måske ustyrlige f.eks. på grund af abstinenser eller psykose. I et helt konkret tilfælde, som jeg hørte om for nylig, var der tale om en ung mand, som igennem perioder af sin barndom og opvækst havde været udsat for overgreb i familien, hvor han netop også havde været spændt fast. Heldigvis lykkedes det at undgå bæltefiksering af ham, for man behøver ikke at være psykolog for at se, at han naturligvis ryger direkte ind i sine gamle traumer, når han bliver udsat for tvang i psykiatrien. Vi gør ham i hvert fald ikke mere rask på den måde”.

Spanskrøret kunne også undværes

Anne-Mette Nørregaard bruger altid et særligt billede, når hun skal forklare, hvad tvang er og gør, og hvorfor det ikke holder i 2015.

”Jeg plejer at sammenligne det med dengang, man afskaffede revselsesretten i 1921 og indførte forbud mod stokkeafstraffelse blandt husbønderne. Det udløste nærmest panik hos bønderne, at de ikke måtte slå deres tyende. For ’hvordan skal vi så nogensinde få dem til at arbejde?’. Nøjagtig den samme historie udspillede sig i skolerne, da spanskrøret røg ud, hvor lærerne var bekymrede ’for nu har vi ingen måde at få børnene til at lære på’. Jamen, altså, ærlig talt”, siger Anne-Mette Nørregaard og holder en kort tænkepause, så man lige kan se, hvor meningsløst og sindssygt magtanvendelse er mellem mennesker:

”I dag kan man ikke forestille sig det modsatte. Hvem ville nogensinde finde sig i at gå på arbejde, hvis de blev truet med vold? Det er hele pointen med ordet samarbejde, at man sammen finder en løsning, og én, der fungerer for begge parter og ikke medfører magtanvendelse eller frihedsberøvelse. Det håber vi at nå frem til i psykiatrien, så vi kan nå målet, at få halveret antallet af bæltefikseringer inden 2020. Men det forudsætter, at politikerne har tålmodighed og forstår, at der er forskel på at få et hjernesammenbrud og at brække sin lårbensknogle”.

For lige at få den del på plads: Der skal ifølge psykiatriloven en psykiater til at ordinere en bæltefiksering, og det må kun ske, hvis en patient er til fare for sig selv eller andre, udøver voldsomt hærværk eller groft forulemper andre patienter.

Er altid i gang

Når Anne-Mette ikke arbejder, arbejder hun bare med noget andet.

Blandt andet er hun med til at arrangere højskoleophold for familier, hvor hun inspirerer til at bruge naturen. Hun har skrevet adskillige bøger, både om at ’bruge kroppen og naturen’ og om sine rejser. Og hvis man ikke gider købe bøgerne, kan man besøge hendes hjemmeside solonolo.com i stedet.

Hvorfor lige det navn?
”Nu er jeg jo ikke kendt som en, der gider gøre det samme som alle andre. Jeg synes, jeg er noget særligt – men det synes jeg også, at andre er. Derfor solonolo. Det er egentlig en udmelding i whist, som man kommer med, når man har så gode kort på hånden, at man bare spiller alene. Man behøver ikke spille med makker, ikke engang en blind makker, man har så gode kort på hånden, at man vinder alligevel”.