Langtidsholdbare tillidsrepræsentanter

”Det er ikke sikkert, vi får ret, men vi bliver i hvert fald hørt”

Kun 14 procent af Danske Fysioterapeuters tillidsrepræsentanter er mænd. En af dem er Bo Saarde, der er tillidsrepræsentant for de 18  i Arbejdstilsynet, Tilsynscenter Øst.

”Jeg sprang til, fordi kom en del oplæg til ændringer i vores arbejdsforhold, jeg syntes var ret problematiske. Forandringerne er lige nu skudt til hjørne, men vi ved, de kommer. Nu sidder jeg i lokaludvalget og har mulighed for at give mit besyv med. Det er ikke sikkert, vi får ret, men vi bliver i hvert fald hørt”, mener han.

Bo Saarde har hurtigt fået lov at prøve sig selv af i mange af tillidsrepræsentantens opgaver og var ikke mange dage gammel på posten, da han deltog i ansættelsessamtaler, og lige så hovedkulds blev han kastet ud i lønforhandlinger:

”Jeg havde lige overstået grundkurset for tillidsrepræsentanter og kom hjem fra første del af forhandlingskurset om torsdagen, og så startede lønforhandlingerne om mandagen. Det var fantastisk! Forhandlingerne forløb, nøjagtigt som vi havde fået at vide, de ville, og jeg fik afprøvet det hele i praksis”.

Selvom Bo Saarde kun har siddet på tillidsrepræsentantposten siden januar i år, stiller han sin plads til rådighed, når der er valg til oktober. ”Men jeg har da taget mig den frihed at melde mig til et TR-kursus, der ligger efter valget”, griner han og afslører dermed, at han på dét punkt ikke afviger fra flertallet: Bo Saarde bliver, hvis det ellers er noget, han selv får lov at bestemme.

”Jeg synes, det er spændende at få en større indsigt i, hvordan tingene kører. Som tillidsrepræsentant kommer jeg helt ned i motorrummet”

”Det er vigtigt og interessant at beskæftige sig med kollegernes arbejdsglæde”

Stine Holm var på barsel, da hun blev valgt som tillidsrepræsentant for de 25 fysioterapeuter på Furesø Kommunes Genoptræningscenter, ovenikøbet efter et kampvalg.  Det er fire år siden, og hvis nogen i den tid skulle have fået lyst til at udfordre hende på posten, når der er valg til oktober, er hun klar til at tage et kampvalg igen.

”Jeg synes, det er både vigtigt og interessant at beskæftige sig med arbejdsmiljø og kollegernes arbejdsglæde”, erklærer hun.

Det seneste år har både kollegernes og hendes egen arbejdsglæde været udfordret i forbindelse med bygningen af plejehjem og genoptræningscenter i Furesø Kommune.

”Det er endt som en bygningsmasse, der ikke er egnet til genoptræning. Genoptræningscenteret er for lille til, at vi alle sammen kan flytte med, så vi skal være spredt på fire forskellige adresser. Loftshøjden så lav, at der er en maskine, vi ikke har plads til, og borgere, som vi må træne i et andet lokale, fordi de er højere end gennemsnittet og støder mod loftet, hvis de løfter armene”.

Stine Holm har et godt samarbejde med sin nærmeste leder, men der bliver ikke altid lyttet længere oppe i systemet, mener hun. På trods af det, eller måske netop derfor, overvejer hun at bejle til en post, der står til at blive ledig i det øverste samarbejdsorgan, Hoved-MED, hvor hun i dag er suppleant.

”Hvis ikke, vi siger noget, er der ingen der ved, hvad vi mener, og så får vi i hvert fald ingen indflydelse. Men meget af det, der foregår på møderne er spil for galleriet, og jeg tror, der er en del ledere, der ikke har været på MED-kursus for nylig, og som simpelthen har glemt, hvad meningen er med møderne og kun holder dem, fordi de skal”.

Stine Holm sætter sin lid til, at det kan blive bedre, for det er det blevet i det lokale Center-MED, hvor samarbejdet i dag kører fint, og hvor en vigtig opgave venter forude, når genoptræningscenteret skal have ny leder.

”Ansættelsen af en ny leder er en af grundene til, at jeg gerne vil fortsætte og sikre, at vi beholder alt det, vi synes er godt, og udvikler det, vi mener, skal udvikles”

”Jeg blev luret ind i det”

Pia Ramdal Kristensen havde ikke ambitioner om at blive tillidsrepræsentant. Men da den daværende tillidsrepræsentanten kom i januar i år og sagde, at det ville være rart med en suppleant, sprang hun til - ud fra betragtningen, at det kunne der vel ikke ske noget ved.

Men det kunne der. Et par dage efter opsagde tillidsrepræsentanten nemlig sin stilling, ”og så forstod man jo pludselig, at hun gerne ville have en suppleant”, som Pia Kristensen siger.

Selvom det var lidt som at blive taget på sengen, faldt Pia Ramdal Kristensen hurtigt faldet til i rollen som tillidsrepræsentant for de i alt fem fysioterapeuter på Voksenpsykiatrisk Afdeling på Sygehus Lillebælt. Kolding. Og hvis hun kunne, stillede hun gerne op til endnu en periode.
Men siden januar er de fem fysioterapeuter blevet til fire, og man skal være mindst fem for at have ret til at vælge en tillidsrepræsentant.

Pia Ramdal Kristensen mister derfor sin post, men kan se tilbage på en begivenhedsrig tid med bl.a. omlægninger af arbejdstiden.

”Jeg blev jo kastet lige ud i det, og selvom alt er foregået pænt og ordentligt, fylder det jo”, som hun siger.

Omlægningen af arbejdstiden er blevet, som ledelsen ville have det, men fysioterapeuterne har forsøgt at påvirke processen og eksempelvis argumenteret, at det ikke giver mening at lade en fysioterapeut indgå i vagtnormeringen, så hun møder, længe før patienterne er kommet ud af sengene.

”Men det kan være en udfordring, når ens leder er anden fra en anden faggruppe, og når fokus er på at få dækket driften fremfor at udøve god fysioterapeutisk behandling”, siger Pia Ramdal Kristensen.

Alligevel har hun ikke savnet opbakning til sit TR-arbejde fra hverken ledelse eller kolleger. ”Selvfølgelig er det gået ud over driften i perioder, og så har de savnet mig, men det ser jeg kun som noget positivt”.