Guide: Sådan går du frem, når du skal behandle en patient med hjernerystelse

Hvordan skal man behandle en hjernerystelse?

Der findes ikke én standardbehandling, så prioriteringen af undersøgelse og behandling sker i samarbejde med patienten ud fra dennes aktuelle symptomer, funktionsnedsættelser, ønsker og mål. Der er i høj grad fokus på aktiv rehabilitering. Kommunikation og patientuddannelse udgør en stor del af behandlingen, ligesom aflivning af myter og korrekt vejledning om gradvis eksponering, energiforvaltning, søvn og prognose er vigtige elementer. Og så selvfølgelig behandling, der er målrettet de symptomer og udfordringer, som patienten oplever.

Hvordan starter man?

Først skal man selvfølgelig sikre sig, at der er tale om en hjernerystelse. Derefter laver man en grundig anamnese, hvor man bl.a. spørger ind til, hvad der udløste hjernerystelsen. Hvordan havde patienten det til at starte med, hvilke indsatser har der været igangsat, og hvordan fungerer hun i sin hverdag? Hvordan går det med at arbejde, og er humøret påvirket?

Så ser man på, om der er noget fysisk, man skal tage fat på. Er der problemer med nakken, hovedpine eller svimmelhed? Er det ubehageligt at få pulsen op? Man skal også være opmærksom på patientens adfærd og opfattelse af tilstanden. Er de nervøse eller optimistiske ift. prognosen, undgår de aktiviteter, eller kører de på og overhører symptomerne? Og så spørger man naturligvis til hvilke forventninger og mål, patienten har til forløbet.

Hvilke redskaber kan jeg bruge?

Den fysioterapeutiske retningslinje er et rigtig godt sted at starte, da den giver et overblik over den fysioterapeutiske praksis til patientgruppen.

Man kan bruge et symptomspørgeskema, hvor patienten scorer sværhedsgraden af symptomerne, som man opdeler i fysiske, kognitive, psykiske symptomer og søvnproblemer. Man undersøger også graden af irritabilitet, altså hvor let symptomerne påvirkes, hvor længe forværringen varer, og hvad der lindrer. Man kan evt. også bruge specifikke spørgeskemaer til f.eks. hovedpine, svimmelhed og nakkeproblemer, selvom de ikke er validerede til patienter med hjernerystelse.

Hvor hurtigt kan man gå i gang med fysisk aktivitet og træning?

Man anbefaler let til moderat konditionstræning inden for symptomtolerancen, og det kan sættes i gang allerede inden for en uge efter skaden. Der findes en test på løbebånd eller cykel (Buffalo concussion treadmill/cycle test), som kan hjælpe med at målrette intensiteten af træning. Man kan også gå mere pragmatisk til værks og f.eks. træne med 55-70 procent af max-puls. Desuden er behandling og genoptræning af cervikal columna og det vestibulære-okulomotoriske system også gavnlig.

Skal man bede patienten træne benhårdt, som man gør i USA?

Det handler om, hvad det er for et menneske, du sidder overfor. Er det en, der har fightet og ikke kan mere, fordi personen har det for dårligt? Så skal vedkommende skære ned på nogle ting, så symptomerne kan falde til ro. Eller er det en, der har været mere forsigtig? Så skal personen guides til at skrue op.

Efter al omtalen i medierne oplever en del af patienterne nu, desværre, at omgivelserne siger: “Skal du ikke bare tage dig sammen og komme i gang?” Langt de fleste patienter gør faktisk det, de kan for at navigere i livet med følger efter hjernerystelse. Så mød patienten der, hvor vedkommende er, og hjælp derfra.

Kan det være farligt for patienten at overtræne?

Det er ikke farligt, det er bare uhensigtsmæssigt. Det er derfor, vi bruger pacing principper og gradvis eksponering. Hvad er baseline, og hvordan kan vi stille og roligt trappe op. Det samme gælder patientens arbejde og øvrige vigtige aktiviteter.

Der, hvor hjernerystelse adskiller sig fra andre lidelser er, at hjernen hurtigt bliver overstimuleret. Det er ofte udfordrende med pauser, fordi det ikke altid er en pause for hjernen at lægge sig på sofaen og scrolle på telefonen. En pause kan være skift af aktivitet fra noget hjernekrævende til noget mindre hjernekrævende, f.eks. fysisk aktivitet eller en hobby/aktivitet, der gør en glad.

Du skal også være opmærksom på, at patienterne ofte har begrænset energi til rådighed, så man må ofte, sammen med patienten, prioritere, hvad der er vigtigst. De kan ikke altid både lave øvelser 20 minutter om dagen, passe deres arbejde og samtidig få familielivet til at hænge sammen.

Er der tilfælde, hvor patienten rent faktisk skal rulle gardinerne ned og holde sig i ro?

Nej. Det er faktisk bedst, at man gør det, man kan, så længe man ikke får markant symptomforværring. Det handler om at veksle mellem at lave noget, der er meget hjernekrævende og ikke så krævende. Efter de første par dage må patienten f.eks. gerne scrolle på en telefon og arbejde ved en skærm, det handler om dosering.

Man anbefaler også tværfaglig behandling. Hvordan gør du det?

Jeg arbejder i en kommune, hvor jeg ser personer med følger efter hjernerystelse. I kommunen er der bl.a. ergoterapeuter, audiologopæder og socialrådgivere, som jeg arbejder tæt sammen med. Kommunerne har tit tilbud internt med både træning og patientuddannelse. Ofte vil hjernerystelses- eller hjerneskade-koordinatorerne vide, hvilke tilbud der er i den pågældende kommune. Egen læge er også en vigtig samarbejdspartner, for de kan sende videre. Vi kan med fordel byde ind med vores faglighed og hjælpe med at guide udredning og behandling i den rigtige retning.

Hvor langt er forløbet?

Jeg har som udgangspunkt folk i forløb i tre måneder, mens de er sygemeldt. Det er ikke usædvanligt, at forløbet forlænges, og at det tager både 3,6 og 9 måneder, før de er helt tilbage på arbejde. Nogle personer ser jeg 1-2 gange om ugen f.eks. på hold, andre gange har vi en telefonsamtale en gang om måneden. Det er individuelt. Langt de fleste (ca. 80 procent) er helt eller delvist tilbage på arbejde i løbet af 3-6 måneder, men der er også 10-30 procent, som ikke kommer sig helt.

Hvorfor kommer de sig ikke?

Der kan være barrierer for bedringen, f.eks. patientens sygdomsopfattelse, forventninger, self-efficacy, adfærd, og mestringsstrategier. Manglende afklaring af deres forsørgelse kan også forlænge forløbet. Nogle får det først bedre, når de har en afklaring af deres forsørgelsesmæssige fremtid, eller når forsikringssagen er afsluttet. Det er vigtigt at fortælle patienten, at prognosen er god, og langt de fleste kommer sig med den rigtige vejledning.

Hvordan gør vi det anderledes end i USA?

Rent fagligt kan vi fysioterapeuter det samme, som de gør derovre. Det, der er udfordringen, er, at der ikke er ret mange tværfaglige behandlingssteder herhjemme, at det kræver egenbetaling, og at det kan være svært at finde tilbuddene herhjemme..

Er behandlingen i Danmark lige så god som i USA?

Ja. Man behøver ikke tage til USA. Man kan lige så godt bruge de 70.000 kroner, som det koster at tage til behandling i Pittsburgh, på nogle dygtige fysioterapeuter, der er vant til at arbejde med hjernerystelse herhjemme.

Vi fysioterapeuter kan både behandle og genoptræne de fysiske ting og samtidig se på, hvad det er for et menneske, der sidder overfor os, og hvor belastet og hvilken adfærd, vedkommende har. Det psykosociale er lige så vigtigt som at behandle nakken. Derfor har vi en stor opgave i, som fag, at gøre opmærksom på, at vi har en central rolle i behandlingen af disse patienter.