Overenskomst- og aftalepolitik
Læs Danske Fysioterapeuters overenskomst- og aftalepolitik.
Princip
Danske Fysioterapeuter skal sikre fysioterapeuter attraktive lønforhold, honorarer og arbejdsvilkår, der afspejler deres betydning for sundheden.
Det er værdifuldt med mangfoldighed i arbejdsmuligheder for fysioterapeuter, da det bidrager til udvikling af det fysioterapeutiske arbejdsfelt og give flere muligheder for den enkelte.
Politik for løn og ansættelse for offentligt og privat ansatte
Danske Fysioterapeuter mener:
- At det er afgørende, at fysioterapeuter i arbejdslivet har medindflydelse og medbestemmelse, en kontinuerlig kompetenceudvikling og et sundt arbejdsmiljø.
- At fysioterapeuter skal have en betaling for arbejdet, som generelt modsvarer den høje værdi af den fysioterapeutiske indsats.
- At alle medlemmer af foreningen skal være omfattet af en kollektiv overenskomst eller en individuel ansættelseskontrakt baseret på kollektive rettigheder.
- At alle medlemsgrupper, studerende, erhvervsaktive, ledige og pensionister, skal sikres gode økonomiske vilkår.
- At fysioterapeuter skal sikres rammer for at kunne kombinere arbejdsliv, familieliv og fritid – det hele liv.
- At der påhviler Danske Fysioterapeuter en forpligtelse til at sikre, at ansættelsesforhold mellem klinikindehavere og ansatte fysioterapeuter er ordnede samt at tilbyde upartisk mægling ved tvister vedr. ansættelsesforholdet.
Derfor arbejder Danske Fysioterapeuter for:
- At overenskomst-/aftaledækning af løn-, arbejds- og pensionsvilkår for alle fysioterapeuter sker i det stærkest mulige forhandlingsfællesskab med andre lønmodtagerorganisationer.
- At udbygge og udvikle gennemskuelige lønmodeller som både skal udvikle lønnen for basisgrupper og skabe rammer og muligheder for særlige stillinger og ledere.
- At fysioterapeuter på private virksomheder er overenskomstdækkede eller har en individuel ansættelseskontrakt baseret på kollektive rettigheder.
- At medlemmerne har gode muligheder for at forhandle attraktive individuelle løn- og ansættelsesvilkår udover kollektive vilkår. I det omfang, at der er en tillidsrepræsentant sker det i samråd med denne.
- At udligne den lønforskel, der er imellem fysioterapeuter og privatansatte faggrupper med samme uddannelseslængde.
- At der ved enhver indgåelse af overenskomst og aftaler indarbejdes aftaler om medindflydelse og medbestemmelse.
- At skabe rammer og vilkår for faglige udfoldelsesmuligheder og selvstændighed i arbejdet, så fysioterapeutisk kvalitet, udvikling og forskning bliver integrerede dele af fysioterapeuters hverdag.
- At forebygge og løse tvister mellem medlemmer på baggrund af uoverensstemmelser omkring ansættelsesforholdet.
- At der skabes et godt og rummeligt arbejdsmarked for de fysioterapeuter, hvis ressourcer er begrænset for eksempel af helbredsmæssige grunde.
- At fysioterapeuter har pensionsordninger, som giver et økonomisk sikkerhedsnet, når de forlader arbejdsmarkedet.
Politik for honorar og aftalevilkår for selvstændigt erhvervsdrivende
Danske Fysioterapeuter mener:
- At det er afgørende, at selvstændige fysioterapeuter har selvbestemmelse i tilrettelæggelsen af arbejdet, en kontinuerlig kompetenceudvikling og et sundt arbejdsmiljø.
- At fysioterapeuter, der er selvstændige skal have en betaling for arbejdet, som generelt modsvarer den høje værdi af den fysioterapeutiske indsats.
- At fysioterapeuter, der er selvstændige skal være omfattet af en kollektiv overenskomst eller på anden måde sikres en indtjening, der er aftalereguleret.
- At det er vigtigt at have fokus på gode økonomiske vilkår for den selvstændige både i arbejdslivet og som pensionist.
- At fysioterapeuter, der er selvstændige, sikres rammer, der kan kombinere arbejdsliv, familieliv og fritid – det hele liv.
- At der påhviler Danske Fysioterapeuter en forpligtelse til at sikre, at kontraktforhold mellem selvstændige medlemmer er ordnede samt at tilbyde upartisk mægling ved tvister vedr. kontraktforholdet.
Derfor arbejder Danske Fysioterapeuter for:
- At skabe gode erhvervsmuligheder gennem indgåelse og udvikling af kollektive aftaler på vegne af foreningens selvstændige.
- At skabe aftaler, der modsvarer den selvstændiges erhvervsansvar og risiko.
- At skabe aftaler og vilkår for faglige udfoldelsesmuligheder og selvstændighed i arbejdet, så fysioterapeutisk kvalitet, udvikling og forskning kan blive integrerede dele af fysioterapeuters hverdag.
- At skabe aftaler, der understøtter den selvstændiges pensionsopsparing og økonomiske tryghed.
- At selvstændiges muligheder for at prioritere familieliv er foreneligt med opretholdelsen af erhvervsmulighederne.