Politik for ledelse
Princip
Danske Fysioterapeuter mener, at god og professionel ledelse er afgørende for faget, for virksomheden, for den enkelte leder og medarbejder og for patienterne (1).
God ledelse er en forudsætning for høj faglig kvalitet, målrettet faglig udvikling og gode arbejdsvilkår for fysioterapeuter.
God ledelse skal desuden skabe og udmønte visioner for den enkelte virksomhed samt sikre klarhed og ejerskab omkring mål, prioritering og daglig opgaveløsning.
Endelig er god ledelse afgørende for kvalitet og sammenhæng i ydelser og patientforløb, der krydser faglige og organisatoriske grænser.
Danske Fysioterapeuter mener:
- At fysioterapeuter på ledende og strategisk vigtige poster bidrager positivt til fremtidens sundhedsvæsen, fordi de har en særlig sundhedsfaglig indsigt
- At lederne er strategiske samarbejdspartnere for Danske Fysioterapeuter i forhold til fagets og professionens udvikling samt i forhold til at skabe et godt og stimulerende arbejdsmiljø for fysioterapeuter
- At lederne, sammen med tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter skal sikre medarbejderne medbestemmelse og medindflydelse, relevante rammer for opgaveløsning, faglig udvikling og gode løn- og arbejdsvilkår
- At en forudsætning for professionel ledelse er, at lederne har adgang til, og til stadighed udvikler, deres ledelsesfaglige kompetencer
- At etablering, drift og udvikling af privat og offentlig fysioterapivirksomhed forudsætter ledelsesmæssige og forretningsmæssige kompetencer
- At der på hver enkelt større virksomhed skal udarbejdes en ledelsespolitik med henblik på at skabe gode vilkår for en professionel ledelseskultur
- At klinikejere sammen med selvstændige lejere skal sikre velfungerende og professionelt drevne klinikker
- At lederne har et stort ansvar for sikre, at patienterne møder et sammenhængende og velfungerende sundhedsvæsen
Danske Fysioterapeuter arbejder for:
- At Danske Fysioterapeuter er en attraktiv faglig organisation for ledere i private og offentlige virksomheder
- At lederne har kendskab til Danske Fysioterapeuters politikker og strategier og har adgang til dialog med Danske Fysioterapeuter om alle relevante områder
- At motivere og støtte flere fysioterapeuter til tidligt at søge ledelse som karrierevej
- At motivere og støtte flere ledere til at stræbe efter ledelsesposter på højt strategisk niveau
- At lederne har gode rammer og vilkår for at kvalificere sig ledelsesmæssigt og forretningsmæssigt
- At lederne sikres bedst mulige honorarer, løn- og arbejdsvilkår, og at der er fokus på ledernes arbejdsmiljø
- At der skabes en netværkskultur for, at ledere på tværs af organisationer og sektorer kan drøfte og hente inspiration til ledelse samt organisations- og forretningsudvikling
(1) Fysioterapi udfoldes i dag i forhold til såvel syge som raske og i forhold til mennesker i alle aldre. Politik for ledelse anvender for ensartethedens skyld begrebet ”patient” om alle modtagere af fysioterapi.