Politik for forskning

Princip

Fysioterapi og fysioterapeuter er en central og anerkendt del af velfærdssamfundet. Fysioterapeuternes kernebidrag er sundhedsfaglige indsatser, som skal sikre borgerne[1] mest mulig sundhed, blandt andet ved at styrke deres kompetencer til at drage omsorg for egen sundhed.

Borgerne og borgernes velfærd er således i centrum for den fysioterapeutiske praksis. Det betyder konkret, at fysioterapeuten skal have kompetencer til – i et samspil med relevante samarbejdspartnere – at tilbyde borgerne optimal undersøgelse, diagnostik, behandling, træning, rehabilitering, sundhedsfremme og forebyggelse.[2]

Forskning i spørgsmål med relevans for den fysioterapeutiske praksis er en forudsætning for, at fysioterapeuter kan tilbyde relevante og effektive sundhedsfaglige ydelser af højeste kvalitet. Da fysioterapeuter typisk behandler borgere i samspil med andre sundhedsfaglige grupper og på tværs af sektorer, er det naturligt, at også forskningen og implementeringen af den sker i et samspil på tværs af sektorer og faggrænser. Det er til gavn for forskningen i fysioterapirelevante spørgsmål og for sundhedsforskningen som helhed.

Det er en offentlig opgave at sikre, at der er tilstrækkelige ressourcer til forskning i fysioterapirelevante spørgsmål. Til gengæld er det enhver fysioterapeuts pligt at handle i overensstemmelse med almindeligt anerkendte standarder for fysioterapifaglig virksomhed. Det indebærer blandt andet, at fysioterapeuter har pligt til at sætte sig ind i og bruge den viden, som forskningen tilvejebringer.[3]

Forskningen skal – i det omfang det er relevant – ske i overensstemmelse med Helsinki-deklarationens retningslinjer for god etisk standard.[4] Det vil blandt andet sige, at den enkelte borgers helbred altid kommer i første række, og at forskningen aldrig må foregå på en måde, hvor hensynet til forskningsresultater vægter højere end borgerens velbefindende.

Kompetente forskere

Danske Fysioterapeuter mener:
Danske fysioterapeuter skal bidrage til den samlede internationale forskning i fysioterapirelevante emner. Det kræver, at den nationale uddannelse i fysioterapi er forskningsbaseret og foregår på et højt fagligt niveau, så de danske fysioterapeuter, der måtte ønske det og har evnerne, får optimale muligheder for at kvalificere sig til at gennemføre en ph.d.

Derfor arbejder Danske Fysioterapeuter for:

• At uddannelse i fysioterapi varetages af landets universiteter og følger den sammenhængende og enstrengede struktur, der findes på universiteterne i dag. Dvs. bachelor, kandidat og ph.d.[5]
• At understøtte forskningsbaseringen af uddannelse i fysioterapi på landets professionshøjskoler, for så vidt, at uddannelsen foregår i det regi.

Tilstrækkelig finansiering

Danske Fysioterapeuter mener:
Der er ikke tilstrækkelige midler til forskning i fysioterapirelevante emner. Hverken når man anskuer midlerne fra et snævert fagligt synspunkt, eller når man ser på, hvordan de nationale forskningsmidler prioriteres i forhold til de sundhedsmæssige udfordringer, samfundet står overfor.

Derfor arbejder Danske Fysioterapeuter for:

• At styrke finansieringen af forskning i fysioterapirelevante emner. Blandt andet ved at sætte fokus på det samfundsøkonomiske potentiale ved forskningen.
• At understøtte forskning i fysioterapi gennem medfinansiering fra Danske Fysioterapeuters fond for forskning, uddannelse og praksisudvikling og Fonden til fremme af fysioterapeutisk forskning, uddannelse og information m.v. (Praksisfonden).

Konsekvent implementering

Danske Fysioterapeuter mener:
Det er afgørende, at resultaterne af den gennemførte forskning implementeres i praksis. Det er ikke kun til gavn for borgeren. Det er også afgørende for professionens legitimitet, autonomi og udvikling.

Derfor bør enhver institution og virksomhed, der arbejder med sundhedsydelser, etablere faglige udviklingsmiljøer, der muliggør implementering af forskning. Der påhviler således ledelsen et ansvar for at sikre implementering af resultaterne af forskningen i den kliniske praksis.

Implementering af forskningens resultater forudsætter desuden, at fysioterapeuterne har adgang til den nyeste viden og har kompetencerne til at omsætte den til praksis, hvor det er relevant. Det kræver blandt andet, at de kan forholde sig kritisk til nye teorier og nye forskningsresultater og på den baggrund kan tage stilling til, hvorvidt gældende praksis bør opdateres.

Derfor arbejder Danske Fysioterapeuter for:

• At alle fysioterapeuter har adgang til ny forskningslitteratur.
• Nationale og regionale tiltag, der sigter mod implementering af ny videnskabelig evidens.
• At understøtte formidlingen af nye forskningsresultater via Dansk Selskab for Fysioterapi.
• At styrke fysioterapeuters uddannelse i forhold til implementering af viden.
• At bidrage til ledernes understøttelse af forsknings- og udviklingsmiljøer samt implementering af forskningsresultater og ny praksis.
• At styrke udviklings- og forskningsansvarlige fysioterapeuters samarbejde om implementering af nye forskningsresultater.

[1] Modtageren af den fysioterapeutiske intervention omtales forskelligt afhængigt af konteksten, bl.a. borger, patient og kunde. Af fremstillingsmæssige årsager omtales de som borgere i denne politik.

[2] Af fremstillingsmæssige årsager omtales denne samlede indsats for den fysioterapeutiske intervention i denne politik.

[3] Det følger blandt andet af Autorisationslovens § 17, jf. også Autorisationsloven med kommentarer af Anna Murphy og Anne Mette Dons, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2011.

[4] Helsinki-deklarationen blev vedtaget i 1964 og er senest tilpasset i 2013. Helsinki-deklarationen fremgår af World Medical Associations hjemmeside,

[5] Jf. Danske Fysioterapeuters politik for uddannelse.