En opringning kan få flere patienter i gang med rehabilitering efter kræftbehandling

I takt med at kræftbehandlingen bliver bedre, lever flere mennesker med en kræftdiagnose eller lever videre som helbredt efter kræft. Mange har følger af sygdommen eller behandlingen. Forskning viser, at op til 63 procent har behov for rehabilitering efterfølgende, men at mange ikke får tilbuddet i dag. Det kan bl.a. skyldes, at patientens behov ændrer sig over tid og ved skift mellem sektorerne.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at behovet for rehabilitering vurderes gentagne gange i et behandlingsforløb for kræft. I Aarhus Kommune har man forsøgt at imødekomme dette ved at indføre telefonopfølgning til patienter, der efter kræftbehandling på hospitalet ikke er henvist til rehabilitering.

Formål

Forskergruppen ønskede at evaluere initiativet med telefonopfølgning til patientgruppen. De ville undersøge, hvor mange af patienterne, der havde behov for rehabilitering, og hvordan telefonkonsultationerne opleves af både patient og sundhedsprofessionel.

Metode

Deltagerne

Forskerne inkluderede 81 patienter til telefonopfølgning, som var afsluttet fra hospitalet efter kræftbehandling. De var enten blevet vurderet til ikke at have behov for rehabilitering, eller også kunne behovet ikke vurderes. Når behovet ikke kan vurderes på hospitalet, kan det f.eks. skyldes, at undersøgelsessvar eller behandling fylder i en grad, så rehabiliteringsbehov træder i baggrunden.

Deltagerne havde forskellige kræftdiagnoser. De største sygdomsgrupper var brystkræft (26 procent) og tarmkræft (18 procent). Hovedparten var kvinder (73 procent), og deltagerne var i gennemsnit 63 år.

Telefonsamtalen

Cirka en uge efter afslutning på hospitalet (gennemsnitligt otte dage) blev patienterne ringet op af en fysioterapeut eller sygeplejerske med specialviden inden for kræftbehandling. Samtalen havde til formål at afdække patientens behov for rehabilitering og starte rehabilitering op, når det var relevant. Hvis patienterne ikke havde behov for rehabilitering, blev de informeret om kommunens tilbud, så de kendte dem, hvis behovet skulle opstå senere.

Samtalen afdækkede patienternes behov via en gennemgang af fysiske, psykiske, sociale og eksistentielle udfordringer (se boks).

Interviews

Efterfølgende blev seks patienter og to sundhedsprofessionelle interviewet om deres oplevelse af telefonkonsultationen.

Resultater

Næsten alle deltagere (96 procent) gennemførte samtalen. De resterende tre patienter var det ikke muligt at få fat i. Efter samtalerne begyndte over halvdelen (54 procent) i rehabiliteringsforløb. De resterende patienter havde enten ikke behov for eller havde allerede deltaget i rehabilitering. To patienter havde for dårligt helbred til at deltage i rehabilitering.

De sundhedsprofessionelles tidsforbrug var i gennemsnit 44 minutter per samtale, hvoraf halvdelen var direkte kontakt med patienten og halvdelen administration, f.eks. forberedelse og ubesvarede opkald.

De sundhedsprofessionelles oplevelser

En fysioterapeut og en sygeplejerske blev interviewet og udtrykte, at telefonkonsultationen generelt fungerede godt. De vurderede, at samtalen handlede om behov for rehabilitering som planlagt, men de brugte derudover deres sygdomsspecifikke viden til at rådgive patienten. De vurderede, at timingen var god, da de, der ville starte i rehabilitering, var klar til at starte. Dog havde de enkelte betænkeligheder ved metoden. De fandt det sværere at mærke patienten og udvise empati over telefonen end ved et fysisk møde. Derudover oplevede de, at der blev brugt for lang tid på administration.

Patienternes oplevelser

Patienterne havde en positiv oplevelse af telefonopfølgningen. De syntes, det fungerede lige så godt med telefon som ved fremmøde, i hvert fald som en første kontakt. De vurderede, at samtalen var relevant, og de udtrykte forskellige behov, som de søgte hjælp til i samtalen, f.eks. ernæring, træning eller behov hos deres pårørende. Nogle havde ikke behov for rehabilitering, men fandt alligevel samtalen nyttig, fordi de fik information om mulighederne i kommunen fremadrettet. De oplevede en tryghed i at vide, at de kunne få hjælp, hvis behovet opstod.

Konklusion og perspektiver

Studiet har vist, at det er lykkedes at implementere opfølgende telefonsamtale efter kræftbehandling i Aarhus Kommune. Deltagerne var ikke henvist til rehabilitering fra hospitalet, men alligevel havde godt halvdelen behovet og ville gerne deltage i rehabilitering. Patienterne oplevede, at samtalen var relevant for dem.

Telefonopfølgning efter kræftbehandling fører til, at flere patienter tilbydes et rehabiliteringsforløb. Efter metoden er indført i Aarhus Kommune, er ca. hver fjerde deltager i rehabiliteringsforløb henvist via denne opfølgning. Forfatterne foreslår, at telefonopfølgning udbredes til andre steder for at finde patienter med et uopfyldt behov for rehabilitering.