Psykologiske metoder skaber forandring

Fysioterapeut Henrik Christoffersen husker tilbage på en kvindelig klient, som var diagnosticeret med fibromyalgi og havde levet med smerter i mange år. Til den første samtale spurgte han, hvad der var vigtigst for hende i deres fremtidige samarbejde. Hun svarede: ‘Du skal lytte til mig, og du må ikke sætte mig i bås’.”

Kvinden satte ord på noget af det, som Henrik Christoffersen hele tiden gør i sit arbejde med sine klienter. At lytte. I dagligdagen hos FysioDanmark Skødstrup bruger han teknikker fra den kognitive adfærdsterapi, som han har taget en toårig efteruddannelse i.

“Jeg arbejder patientcentreret, og det betyder, at omdrejningspunktet for indsatsen er den forandring, patienten ønsker at bevæge sig henimod. Her er kommunikation et centralt værktøj,” fortæller han.

Som alle andre fysioterapeuter starter Henrik Christoffersen altid med en anamnese. Blot med den tilføjelse, at han anvender kognitive teknikker i sin undersøgende tilgang.

“Hvis du arbejder kognitivt adfærdsterapeutisk, arbejder du ud fra en grundlæggende filosofi, hvor det ikke nødvendigvis handler om at gøre folk raske, men om at øge deres handlemuligheder,” siger han og fortsætter:

“Det betyder f.eks., at personen kan lære at være til stede i en vedvarende smerteproblematik med en anden følelse. Eller at personen går fra at være ked af det, frustreret og vred til at finde fred med, at smerterne er der. Og samtidig åbner øjnene for, at det er muligt at gøre ting, som ellers var valgt fra,” forklarer Henrik Christoffersen.

“Vi ved også, at et følelsesmæssigt respons på smerte kan være med til at vedligeholde smerterne. På den baggrund er det naturligt at spørge ind til det følelsesmæssige, f.eks. hvilke tanker personen gør sig om en eventuel diagnose, og hvordan familien og arbejdsgiveren tager det faktum, at personen har smerter,” tilføjer han.

Tager noter bag computeren

Men en ting er teori, noget andet er praksis. Hvordan griber man en patientcentreret samtale an? Ifølge Henrik Christoffersen skal man først og fremmest være nærværende. Man skal sørge for at have øjenkontakt med patienten, og man skal være en aktiv lytter. Her vil mange fysioterapeuter indvende, at det gør de i forvejen, og at det er en del af det fysioterapeutiske grundarbejde. Men ifølge Henrik Christoffersen er det en sandhed med modifikationer.

“Det handler om, hvordan du lytter, hvordan du har øjenkontakt, og hvordan du er nærværende. F.eks. sidder mange og tager notater bag computeren, mens de taler med patienten, og det går ud over nærværet. Vi siger, at vi praktiserer biopsykosocialt, men i praksis er det ofte mere bio end psykosocialt,” siger han.

“Vi kan måske godt spørge ind til følelser og tanker, men når der skal planlægges interventioner, handler det om ledmålinger, styrketest og mobilisering af led. Det kan også være en vigtig del af en genoptræningsplan. Men vi risikerer at gå glip af vigtig information. For hvad fylder mest for patienten: at han har mistet styrke i musklerne omkring knæet, eller at patienten er bekymret for, om han nogensinde kan vende tilbage til sit normale liv? Det handler grundlæggende om at forstå det menneske, man sidder overfor, inden man begynder at planlægge intervention eller forandringer. Hvis jeg skal hjælpe et menneske, er jeg nødt til at vide, hvordan det menneske tænker.

Henrik Christoffersen understreger, at det er essentielt at skabe en stærk alliance med patienten, så patienten føler sig inddraget og involveret i alt det, der foregår i behandlingen. På den måde bliver fysioterapeutens rolle mere coachende fremfor behandlende.

“Det er der også meget evidens, der peger på. At når man skaber en stærk alliance, får man også et stærkt outcome. Hvis patienten bliver taget godt imod, føler sig hørt og anerkendt, får vi meget nemmere ved at komme igennem med vores behandling.”

Patient med løbeskade og depression

Som eksempel fra egen praksis nævner Henrik Christoffersen en mandlig patient, som kom til ham med smerter i baglåret. Smerterne betød, at han var begrænset i at løbe. I den fysiske undersøgelse fandt Henrik Christoffersen hverken tegn på skader i baglåret eller lænderyg-området.

“Som led i min undersøgelse spurgte jeg også ind til hans velbefindende i øvrigt. Hvordan har du det? Er du glad? Trives du på dit arbejde? Bor du alene? Det viste sig, at han led af angst og havde tendens til at blive deprimeret om vinteren. Han brugte motionsløb som behandling, og når han ikke kunne løbe, blev angsten voldsommere. Det var nogle meget vigtige informationer.”

Sammen besluttede fysioterapeuten og patienten, at han skulle fortsætte med at løbe i det omfang, han kunne acceptere de fysiske smerter. Så han i sidste ende kunne fortsætte med at dæmpe sin angst, og så depressionen ikke blussede op.

“Hvis det havde været en almindelig fysioterapeutisk tilgang, havde jeg måske sat ham i gang med strækøvelser og styrketræning for baglåret og foreslået, at han valgte en anden motionsform end løb. Mit fokus ville være på hans baglår. Men interventionen blev en anden, og den blev truffet som en fælles beslutning, baseret på hans eget valg.”

Tilbyd din behandling

Henrik Christoffersen har selv taget en toårig uddannelse i kognitiv adfærdsterapi, men han mener ikke, at alle fysioterapeuter bør gå så grundigt til værks.

“Man kan starte med at øve sig. Man kan f.eks. træne sig i at holde øjenkontakt med et menneske i to minutter, uden at gøre andet end at lytte. Man kan også lade være med at tage noter, mens patienten snakker, men vente til bagefter. Man kan også øve sig i at være i et rum, hvor der er tavshed. Det kan føles pinligt og akavet, men det skal man kunne være i. Det er ikke altid, der behøver være ord.”

Derudover peger Henrik Christoffersen på, at man skal undersøge, om patienten ønsker det, man tilbyder som behandling.

“Hvis man f.eks. vil patientuddanne indenfor rygsmerter, så start med at spørge, om patienten ønsker at blive patientuddannet af dig. Så du ikke bare sætter en plade på med patientuddannelse. For hvis patienten ikke ønsker det, har I spildt en halv time sammen. Det handler om, at man ikke pådutter patienten sin viden, men tilbyder den. På den måde er patienten med til at bestemme, hvad og hvor meget, der skal sættes i spil. Så det ikke kun er terapeuten, der er aktiv. Det er en anerkendelse af, at det er patientens liv, og at det er patienten, der ved, hvordan det er at være ham.”

Henrik Christoffersen foreslår, at man bruger en spørgende og undersøgende teknik i samtalen med patienten.

“Man kan afklare rigtig meget ved at have en god dialog. Det menneske, du sidder overfor, er den bedste kilde til information, så du skal bare spørge. Men det kræver, at du har modet til at reagere på din egen fornemmelse.”

Er der patienter, man ikke skal bruge teknikken på?

“Ingen patienter skal behandles ens. Men hvis du får en akut patient ind ad døren, som vred om på foden i går, så er det i første omgang andre parametre, der er vigtige. Hvis patienten har en vævsskade, så vil det til en start ikke fylde så meget. Men hvis man arbejder med mennesker, der har haft ondt i længere tid, er tilgangen ikke bare en god ide, så er det en nødvendighed. Det er jo op til den enkelte fysioterapeut at dosere, hvilke værktøjer der skal op af værktøjskassen i hvert tilfælde. Men alle patienter, uanset om det er en akut problematik eller kronisk, vil synes, det er fedt at blive lyttet til.”

Psyken påvirker opfattelsen af smerte. Har man ondt i ryggen, og er man samtidig midt i en skilsmisse og har mistet sit job, vil det påvirke følelsen af smerte. Hvis man er nyforelsket, føles holdet i ryggen mindre smertefuldt. Vi er nødt til at anerkende, at vi er et produkt af alt, der foregår omkring os og inde i vores hoveder, siger Henrik Christoffersen.