Her er det normalt at halte

Mange har en mening om, hvor ansvaret for ordningen om vederlagsfri fysioterapi skal ligge, og hvad den skal koste, men færre har beskæftiget sig med, hvad patienterne rent faktisk får ud af ordningen. Det har to sociologistuderende, Sofie Ilsvard og Iben Christensen, søgt at råde bo på med deres kandidatspeciale, som er en kvalitativ undersøgelse af patienters oplevelser med træning på hold.

De to har valgt emnet, fordi opmærksomheden omkring kronisk sygdom meget er rettet mod livsstilssygdomme som for eksempel diabetes og KOL, og mennesker med varige handicap og funktionsnedsættelser risikerer derfor at blive trængt i baggrunden, forklarer Sofie Ilsvard.

”Politisk taler man meget inden for en livsstilsdiskurs og om, at man skal tage ansvar for sit eget helbred. Man bruger penge på adfærdsregulerende kampagner, men risikerer at overse hele gruppen af mennesker med varige funktionsnedsættelser. Det er derfor, vi har syntes, at det har været interessant at beskæftige sig med denne gruppe lige nu”.

Oplægget til de to sociologers kandidatspeciale er formuleret af Dansk Sundhedsinstitut og en tidligere praksiskonsulent, der selv ar ansat på den klinik, hvor observationerne i specialet er foregået.

Sofie Ilsvard og Iben Christensen har observeret blandt andet gruppedynamikken og fysioterapeutens rolle på tre hold på klinikken og efterfølgende haft individuelle interview med i alt 12 patienter i alderen 39 til 75 år.

Forskellige forventninger
Blandt andet har de hæftet sig ved patienternes forskellige måde at forholde sig til den tid, de bruger på træningen. Fra Bente, der ser træningen som noget, der stjæler tid fra andre aktiviteter, til Rasmus, der betragter træningen som noget, der kan få tiden til at gå. På tilsvarende vis har patienterne forskellige forventninger til, hvad de skal have ud af træningen foruden det rent fysiske. I specialet deler Sofie Ilsvard og Ida Emilie Christensen patienterne i fire typologier:

Den fysisk orienterede, der endnu ikke oplever sin funktionsnedsættelse som begrænsende for andre aktiviteter i hverdagslivet, og som udelukkende oplever træningen som et middel til at holde handicappet i skak så længe som muligt. Fællesskabet på holdet opleves som noget sekundært; det er ikke derfor, man kommer.

Den begrænset fællesskabssøgende, der ønsker et godt forhold til de andre patienter, men det skal ikke være for personligt, og sygdom skal ikke være omdrejningspunktet. At træne på holdet er kun en ud af mange andre hverdagsaktiviteter.

Den fuldt fællesskabssøgende oplever derimod træningen som en mulighed for samvær med andre mennesker i samme situation og får en følelse af at indgå i et fællesskab og være en del af samfundet. Den normalitetssøgende har oftest levet med sin diagnose længe og er meget begrænset af sin funktionsnedsættelse og afhængig af hjælpemidler. Følelsen af at være anderledes mindskes i miljøet, hvor hjælpemidler er mere reglen end undtagelsen, og normalitetsfølelsen bliver stærkere af at tænke på træningen som et arbejde, der skal passes.

Selvom de fire typologier er konstruerede, og ingen patient passer præcis i hverken den eller den anden kasse, opfordrer Sofie Ilsvard til, at fysioterapeuterne i deres tilgang til patienterne tager udgangspunkt i patientens typologi, og at man på klinikkerne forsøger at matche patientens behov med en bestemt type fysioterapeut .

”Patienterne var overordnet meget tilfredse med både ordningen, og de fysioterapeuter, de har mødt. De var meget taknemmelige”, pointerer Sofie Ilsvard, inden hun fortsætter: ”Vi ved godt, at et match i forhold til patientens diagnose og fysioterapeutens speciale nok vil blive prioriteret først, men ud fra vores observationer, synes vi, at man i det mindste skal være opmærksom på det andet aspekt. Vi havde nok slet ikke tænkt på, at man er en type ikke kun som patient, men også som fysioterapeut. Den fuldt fællesskabssøgende patient har brug for, at fysioterapeuten ikke kun er super faglig, men også er i stand til at facilitere til fællesskab på holdet. Det kan hun gøre ved for eksempel at bruge patienternes navne, så de lærer hinandens navne at kende, og ved at small talke lidt om ting uden for træningssalen. De her patienter er måske på hold sammen i årevis, og mange af dem vil gerne vide lidt om hinanden for at kunne snakke om mere end blot deres sygdom, men de vil gerne have lidt hjælp”.

For Sofie Ilsdal og Iben Christensen har det været overraskende, at patienterne ikke kun havde deres sygdom i fokus, når de var til træning fortæller Sofie Ilsvard. ”Vi tænkte umiddelbart, at når man kom i fysioterapien, blev man mindet om, at man var syg. Men det modsatte er i lige så høj grad tilfældet. Det er et frirum, hvor det ikke er unormalt at halte, og derfor er der måske også overskud til at tale om noget andet”.

Behøver ikke gå på kompromis
Og fysioterapeuten kan sagtens hjælpe den fællesskabssøgende uden at intimidere dem, der kun kommer for træningen, mener Sofie Ilsvard. ”Der er ingen i vores undersøgelse, der har givet udtryk for, at de ikke vil fællesskabet. Det er ikke alle, der efterspørger det og har brug for det, men hvis det er der, er det fint”.

De to har også spurgt fysioterapeuterne, hvordan de ser deres egen rolle, og dette citat illustrerer meget godt den generelle opfattelse blandt de interviewede fysioterapeuter: ”Det er en bonus, når det lykkes at lave en god stemning, men det må aldrig blive det primære”.

At skrue op for rollen som facilitator af et fællesskab, er da heller ikke det samme som at skrue ned for den faglige rolle, mener Sofie Ilsvard. ”Nogle patienter har netop brug for fællesskabet som motivation for at komme igen og igen gennem mange år. For dem betyder det noget for udviklingen af deres funktionsnedsættelse, hvad de får med sig fra træningen ud over det rent fysiske”.

Patienterne i de to sociologers undersøgelse vil gerne have den samme fysioterapeut hver gang, men ikke nødvendigvis gennem alle årene. En stabil vejleder er en fordel, men det kan også være rart at blive set på med andre øjne oplever de.

Sofie Ilsvard og Iben Christensen beskriver selv, hvordan de oplevede, at en træningssession med en vikar var frustrerende for nogle patienter, fordi man ikke nåede hele programmet igennem, men at det på den anden side var befordrende for fællesskabet, fordi der pludselig var noget nyt at snakke om, da alle redskaberne ikke stod parat fra begyndelsen, og vikaren måtte have hjælp til, hvad det var, der skulle stilles frem.

Læren er, mener de, at den enkelte fysioterapeut har langt større betydning for patientens oplevelse af træningen, end fysioterapeuten ofte selv er klar over, og udbyttet af træningen er afhængig af mere end blot sammensætningen af øvelser .

Læs specialet