Man skal huske at fejre, når borgerne afsluttes

Hvis man får en kommunal ældrechef til bords ved et selskab, er det en god idé at bringe ordet ”hverdagsrehabilitering” ind aftenens small talk. Hverdagsrehabilitering gør nemlig kommunale ældrechefer glade, fordi det er så indlysende, at det er en god idé at træne borgerne til at kunne klare sig selv i stedet for år efter år at lade dem være afhængige af dyr hjemmepleje. En god idé, der i 2010 blev dokumenteret af Fredericia Kommune, som i et projekt med hverdagsrehabilitering af 404 borger havde opnået en besparelse på 13 millioner kroner.

Siden Fredericia lancerede hverdagsrehabilitering har kommuner landet over taget ideen til sig i et omfang, så KL vurderer, at 96 af landets 98 kommuner i dag har hverdagsrehabilitering, trænende hjemmehjælp, aktiv pleje - kært barn har mange navne - på menuen i en eller anden form. Men de seneste erfaringer fra Fredericia viser nu, at det ikke er ligegyldigt, hvilken model man vælger, hvis man vil fastholde de gode resultater og de gode medarbejdere. Erfaringerne er samlet i en rapport fra DSI, Dansk Sundhedsinstitut, der har fulgt projektet og løbende interviewet medarbejderne siden begyndelsen i 2007.

Bange for at overflødiggøre sig selv
Den oprindelige ’Fredericia Model for Hverdagsrehabilitering’ er en specialiseret hjemmeplejeenhed, oprettet til lejligheden, der arbejder med rehabilitering af nyvisiterede borgere og har en høj terapeutnormering. Siden starten i 2007 er den oprindelige model blevet ændret og er desuden blevet udvidet til også at omfatte modellen ’Trænende Hjemmehjælp’, hvor man har søgt at implementere det rehabiliterende fokus i den almindelige hjemmehjælp til borgere, der allerede er inde i systemet. DSI’s evaluering viser, at der er store forskelle på, hvor let man får succes med den valgte model.

Anbefalingen lyder, at en specialiseret enhed i højere grad sikrer det gode tværfaglige samarbejde, kontinuiteten i borgerforløbet og forankringen af det rehabiliterende fokus. Desuden er det en fordel ved den specialiserede enhed, at den er et attraktivt arbejdssted for terapeuter, og at sosuhjælpere og -assistenter er ansat specifikt som hjemmetrænere. Og ikke mindst er det en stor fordel, at enhedens økonomi og dermed overlevelse afhænger af deres evne til at rehabilitere. I modsætning til Trænende Hjemmehjælp, der blandt andet kæmper med den barriere, at medarbejderne frygter, at de kan komme til at overflødiggøre sig selv.

Den oprindelige model
Hverdagsrehabilitering har som eksplicit formål at rehabilitere og afslutte borgerne. Nye borgere, der henvender sig til kommunen med anmodning om hjælp og støtte, visiteres i stedet til hverdagsrehabilitering, hvis de vurderes at have et rehabiliteringspotentiale, og terapeuterne udvikler en individuel rehabiliteringsplan med udgangspunkt i borgerens ønsker og mål (COPM). Når borgerne er nået så langt, som det er muligt, afsluttes de til ingen hjælp, mindre hjælp eller samme hjælp, som de alligevel ville have fået i den almindelige hjemmepleje.

Indsatsen var i den oprindelige model organiseret i veldefinerede teams med én ansvarlig terapeut og 1-2 ansvarlige hjemmetrænere, og de to terapeuter, der var med i Hverdagsrehabiliteringen fra begyndelsen (en ergo- og en fysioterapeut), har været meget tilfredse med arbejdet og har oplevet, at de har skabt gode resultater for borgerne, og at samarbejdet internt i gruppen var rigtig godt. Også de 12 hjemmetrænere var glade for arbejdet. Efter hvert besøg rapporterede hjemmetræneren til den ansvarlige terapeut, og de to diskuterede den fremtidige strategi. Hjemmetrænerne oplevede at få ansvar og blive taget seriøst på en anden måde end tidligere.

Hverdagsrehabilitering anno 2010
DSI foretog sine observationer af den oprindelige model for Hverdagsrehabilitering i 2008, og da de kom tilbage i 2010 havde modellen ændret sig. Hvor alle medarbejderne til at begynde med sad i det samme rum med let adgang til tværfaglig sparring, har leder, terapeuter, sygeplejerske og hjemmetrænere nu hvert deres lokale - i samme kompleks som det lokale genoptræningscenter - og alle faggrupper oplever, at den teambaserede tværfaglighed, der har været til stede før, er blevet afløst af, at faggrupperne nu i højere grad har fået hver deres opgaver.

Terapeuterne er glade for at have fået et rum, hvor de kan få arbejdsro, men de orienterer sig mere mod deres kolleger på genoptræningscenteret end mod deres tidligere tværfaglige samarbejdspartnere. Desuden har de lidt mistet føling med, hvordan det går med borgerne i Hverdagsrehabiliteringen og er blevet afhængige af hjemmetrænernes skriftlige afrapportering; men det er ikke alle hjemmetrænere, der er lige gode til at skrive. Hjemmetrænerne oplever til gengæld, at samarbejdet med terapeuterne fungerer udmærket; de ved, hvor terapeuterne er, hvis de får brug dem.

De terapeuter, der var med fra starten, er blevet skiftet ud, og de nye terapeuter oplever det som et afsavn at skulle træne gennem andre og kun i mindre grad at have kontakten til borgerne. De foretrækker derfor en arbejdsdag, der er delt mellem opgaver i Hverdagsrehabiliteringen og opgaver på genoptræningscenteret. DSI konkluderer i rapporten, at det vil være en god idé at genindføre den oprindelige team-model. Det er en fordel, at terapeuterne har fået eget kontor med en dør, der kan lukkes, men det er ikke en fordel for samarbejdet om hverdagsrehabilitering, at terapeuterne er en del af det genoptræningscenteret og for eksempel foretrækker at holde deres frokost dér i stedet for sammen med hjemmetrænerne.

Fejrer bevidst ikke succeserne i Trænende Hjemmehjælp
I de mange oplæg, folkene bag Hverdagsrehabilitering efterhånden har holdt over det ganske land, er ofte blevet brugt udtrykket, at ”borgeren skal vendes i døren”. I Trænende Hjemmehjælp retter man fokus mod de borgere, der allerede er gået igennem døren og måske har været i systemet og har modtaget hjælp i flere år. I de distrikter, der kører Trænende Hjemmehjælp bliver samtlige borgere revurderet af visitatorerne, og formålet er at få hverdagsrehabilitering ind i plejen, så borgerne kommer til at kunne klare sig med mindre hjælp eller kan fastholdes på et funktionsniveau, så de ikke får behov for mere.

Den social- og sundhedshjælper, der i forvejen har opgaven med borgeren, får besked om, at den pågældende er blevet revurderet, og at hun i samarbejde med det tværfaglige team, bl.a. terapeuter, skal opstille nye, udviklende mål. Trænende Hjemmehjælp har ikke været i gang så længe som Hverdagsrehabilitering, så der er ikke så mange data. Da projektet gik i gang, var der tvivl om, hvor langt man kunne nå med borgere,der havde fået hjælp i årevis, men de foreløbige resultater har været overraskende gode. DSI hæfter sig dog først og fremmest ved det uudnyttede potentiale. Man kunne nemlig nå længere endnu, hvis ikke det var, fordi de ansatte i hjemmeplejen er formet af en pleje- og omsorgskultur, der gør, at de ofte opfatter det som ”synd” for de ældre, der får frataget hjælp, de har fået gennem længere tid.

DSI har deltaget som observatør ved flere møder i et distrikt, der har indført trænende hjemmehjælp, og hæfter sig her ved, hvor lidt af dialogen, der handler om rehabilitering. DSI’s interviewer har derfor efterfølgende spurgt distriktets leder, om man ikke fejrer succeser og fremgang, men fik det svar, at man bevidst ikke fejrer, når en borger afsluttes til mindre eller ingen hjælp, fordi projektet så kunne komme til at ligne et nedskæringsprojekt.

Der er to terapeuter tilknyttet det distrikt med Trænende Hjemmehjælp, som DSI har undersøgt, og det overordnede indtryk er, fremgår det af rapporten, at terapeuterne har svært ved at finde deres plads i projektet. De vil gerne med plejepersonalet med ud til borgerne og drøfte med dem, hvordan det rehabiliterende arbejde kan gribes an, men de føler, at plejepersonalet oplever det som en kritik af deres arbejde. De nye distrikter, der skal i gang med Trænende Hjemmehjælp har haft svært ved at rekruttere terapeuter.

Der er brug for terapeuternes faglighed
DSI anbefaler derfor af flere grunde, at modellen justeres, når nye distrikter skal i gang. ”Analysen viser klart, at der er brug for terapeuternes faglighed, hvis fokus i projektet skal fastholdes, og hjemmeplejens rutiner og incitamenter ikke bare skal tage over”, skriver DSI og anbefaler, at der etableres klart definerede, tværfaglige borgerteams som i den oprindelige model for hverdagsrehabilitering.

Desuden er det helt nødvendigt, mener DSI, med et vedvarende fokus på, at jo mindre man leverer til borgeren, jo større er succesen. Det skal måles, og det skal fejres. Men hvis succesen følges op af, at personalet i hjemmeplejen overflødiggør sig selv, er projektet dømt til at mislykkes, mener DSI, der minder om, at personaleoverskuddet er midlertidigt - i løbet af få år vil det være vendt til et underskud. Så i stedet for at have travlt med at skille sig af med folk i hjemmeplejen, kan man bruge de nogle af de ledige ressourcer aktivt i implementeringen af hverdagsrehabilitering, trænende hjemmehjælp, aktiv pleje, eller hvad det kære barn nu måtte hedde.