Patienten motiveres med en godbid

Dalmatineren Nougat var under et år gammel, da hun en aften løb ud foran en bil, blev kørt over og blandt andet fik beskadiget plexus brachialis, hvilket medførte en lammelse af højre forben. Tidligere ville en hund med en sådan skade være blevet aflivet, eller den ville have været henvist til at humpe videre på tre ben og måske amputeret til sidst.

Men i dag ved man, at neurologiske skader kan genoptrænes, også på en hund, og Nougats ejer, Morten Weidemann, tager derfor tre gange om ugen turen ind fra Sejerøbugten til Universitetshospitalet for Familiedyr på Frederiksberg. Og selvom der går en halv arbejdsdag hver gang, er det turen værd, mener han og fortæller begejstret, hvordan Nougat her til morgen har gravet i haven - med begge forben vel at mærke!

Dyrlæge Anne Vitger og veterinærsygeplejerske Helle Nielsen er også enige om, at der er sket meget med Nougats måde at bevæge sig på og med muskulaturen i det skadede ben i de seks uger, der er gået siden påkørslen. Men Nougat bliver hurtigt træt og kan ikke træne ret længe, før det hele sitrer på hende – en sitren der dog let kan forveksles med iver, for trods træthed farer hun rundt som den glade hvalp, hun stadig er.

Dyrlæger har ikke lært at røre ved muskler
Anne Vitger er leder af dyrehospitalets fysioterapi. Hun er, foruden at være dyrlæge, certificeret dyrefysioterapeut fra Strömsholm Djursjukhus i Sverige.

”Jeg havde været praktiserende dyrlæge i mange år og har blandt andet arbejdet med ortopædkirurgi, hvor jeg har oplevet, at der blev udviklet stadigt mere avancerede teknikker til f.eks. korsbåndsoperationer, mens der ikke var megen interesse for det postoperative forløb. Så jeg syntes, at det var på tide at sætte fokus på betydningen af genoptræning”, fortæller Anne Vitger, der tilhører en generation af dyrlæger, der som hun siger ”ikke har lært at røre ret meget ved muskler”. Det lærer dyrlægerne til gengæld i dag, hvor fysioterapien siden 2009 har været en del af Universitetshospitalet for Familiedyr på det Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.

”Der er sket meget inden for smådyrsveterinærverdenen, og vi kan tilbyde højt specialiserede medicinske og kirurgiske behandlinger. Det betyder, at flere dyr lever længere, og derfor er det også ekstra vigtigt at få genoprettet optimal funktion efter en operation eller en skade, så kompensatoriske bevægelsesmønstre og fejlbelastninger undgås. Det handler om mest mulig livskvalitet og smertefrihed, også når dyret bliver ældre”, mener Anne Vitger.

Dyrefysioterapi er forholdsvis nyt i Danmark og er som så meget andet kommet fra udlandet, blandt andet USA, men det betyder ikke, at vi er ved at få amerikanske tilstande med hunde i kørestol eller med rollator, mener hun.

”Men grænserne har nok rykket sig lidt, efterhånden som dyrenes plads i familien er blevet større. I dag vil man acceptere et større handicap, for eksempel efter en amputation, men det er også fint nok, hvis dyret stadig har et værdigt liv. Det er jo altid dyrlægens pligt at rådgive om det etiske i at lade dyret levet videre”.

Et fag i sin vorden
Dyrlægen har altid givet råd om den postoperative behandling, men hvor det før mest var noget med at holde hunden i ro, er det nu blevet et fag med en mere nuanceret og videnskabeligt underbygget tilgang til tingene. Men det er stadig et fag i sin vorden, hvor man prøver sig frem, og hvor man har taget, hvad man kunne bruge fra humanfysioterapien, forklarer Anne Vitger.

Dette gælder tilsyneladende også på udstyrssiden. Nougat kommer op på et balancebræt, der ligner noget, man kunne have fundet på et menneskehospital – dog større, så der er plads til alle fire ben. Herefter kommer Bobathbolden i brug. Små hunde kommer helt op at stå på bolden for at træne proprioception, men større hunde som Nougat må som regel nøjes med to ben på bolden. Det lykkes ved hjælp af en hel del godbidder at få Nougat til at lægge begge forben på bolden, men kun for en meget kort bemærkning.

Så går det bedre med den slalombane, Helle Nielsen stiller op med en række neongrønne kegler på gulvet. Igen med godbidder som den store motivator lokkes Nougat ud og ind mellem keglerne og udfordres derved på sin vægtbæring, proprioception og koordination. På samme måde er Nougats familie blevet instrueret i at lade hunden gå i cirkler med det dårlige ben inderst som en del af de øvelser, de skal lave med hende derhjemme.

Hvad familien derimod ikke kan hjemme er at træne Nougat i det bassin med gangbånd, hun nu kommer ned i med vand op til midt på lårene. Sidst forsøgte Helle Nielsen sig med at fylde mere vand i bassinet, fortæller hun, men så blev det for hårdt for Nougat at arbejde sig fremad. For lidt vand kan omvendt give for lidt støtte, men i dag ser det ud til, at både tempo og vandstand passer til Nougats formåen, og både sygeplejerske og ejer enige om, at hendes bevægemønster er blevet meget bedre.
”Når man har fire ben, er det for let bare at bruge de tre”, forklarer Anne Vitger. Lader man bare tiden gå og håber på, at en hund med et skadet ben kommer sig efterhånden, vil resultatet ofte være, at hunden lærer at klare sig på tre ben med alt hvad det medfører af fejlbelastning på resten af kroppen.

Akupunkturnåle i pelsen
Patienten efter Nougat er den otte år gamle Molly, der med sin gigt tilhører en af de store patientgrupper i fysioterapien. 20 procent af alle voksne hunde har gigt.

”Nu kan vi hjælpe dem mere, end vi har kunnet før, både medicinsk med nye kombinationer af præparater og med andre modaliteter”, fortæller Anne Vitger, mens hun roder rundt i Mollys tykke pels for at finde de akupunkturnåle, hun har placeret rundt omkring på hunden. Molly får behandling hver anden måned, og det skal hun blive ved med resten af sine dage, konstaterer hendes ejer Carsten Halleby. Han regner ikke med, at Molly bliver en gammel hund, men med medicin, akupunktur og regelmæssig træning i vand, har Molly det - i hvert fald i øjeblikket - så godt, at det er etisk forsvarligt at nyde hende lidt endnu.

Foruden de mange hunde med gigt, især i albuer og hofter, er det hunde, der skal genoptrænes efter operation for f.eks. korsbåndsskade, diskusprolaps og amputation, eller hunde med neurologiske skader som Nougat, der kommer i fysioterapien. Men enkelte har også bare en dårlig motorik og bevæger sig forkert eller for lidt.

Det er stort set kun hunde, der kommer her. Indimellem dukker der også en kat op, men de er selvsagt svære at få til at lave øvelser, fortæller Anne Vitger, som sagtens kan forestille sig, at der vil komme flere katte, og at patientgruppen udvides til for eksempel kaniner, efterhånden som kendskabet til dyrefysioterapien breder sig. Til gengæld har hun svært ved at forestille sig, at humanfysioterapeuter med efteruddannelse skulle brede sig til dyreklinikkerne, som man har set på de store dyrehospitaler i for eksempel Sverige.

”I Danmark har vi ikke den samme tradition for store dyrehospitaler, og på en mindre klinik er det praktisk, at en person kan varetage flere funktioner, for eksempel som veterinærsygeplejerske og -fysioterapeut. Og at leve som privatpraktiserende dyrefysioterapeut vil være svært, gætter hun.
”Det tager meget tid at have en hund til genoptræning. Man kan ikke bare træne intensivt i 20 minutter; den skal først være tryg, den skal drikke, og den skal lege, og så der går hurtigt en time. Hvis det skal løbe rundt for terapeuten, bliver det meget dyrt for ejeren. Så genoptræningen vil også fremover være en tilkøbsydelse i klinikker, hvor man samtidig kan give den specifikt dyrlægefaglige vurdering og behandling som en del af indtjeningen”, gætter hun

Dyrlæge Anne Vitger behandler hunde

Både balancebræt og bobathbold er en udfordring for Nougat, der dog vil strække sig langt for en godbid.

Nougat får strakt musklerne for at bibeholde fleksibiliteten på trods af paresen. Familien er også blevet instrueret i at gøre det hjemme.

Schæferhunden Molly kommer hver anden måned for at få akupunktur som supplement til sin gigtmedicin. Dyrlæge Anne Vitger (th) er certificeret dyrefysioterapeut og certificeret dyrekiropraktor og har desuden taget kurser i akupunktur.