Jeg fik udvidet mine grænser

Center for specialterapi i Gentofte er et kombineret bosted og aktiveringscenter, hvor fysioterapeuter og andet personale behandler borgere med et bredt spektrum af diagnoser. Her er unge, voksne og ældre med bl.a. cerebral parese, Downs syndrom og hjerneskade. Nogle bor fast på stedet, andre kommer kørende i handicapbiler til dagtilbuddene. Mange er fuldkommen lammede og skal have hjælp til alt. En del har heller ikke noget talesprog.

Det blev en stor udfordring for fysioterapeutstuderende Jonas Gertsen, som var i ni ugers klinisk undervisning på stedet på modul 9. Han havde godt nok mødt borgere før, som var lige så udfordrede, i sit arbejde i hjemmeplejen. Men han havde aldrig stået alene i en situation, hvor han skulle behandle mennesker, der hverken kan give udtryk for ønsker, glæde, smerte eller forventninger.

”Vi studerende blev rigtig godt klædt på til arbejdet, både af vores kliniske underviser og de andre ansatte på stedet. Vi havde også haft relevant teori på skolen. Men at stå derude i praksis, tror jeg ikke, man kan forberede sig på. Man er nødt til at opleve det,” fortæller Jonas Gertsen.

Gik ind i private hjem

Arbejdet gik typisk i gang kl. otte om morgenen, hvor Jonas Gertsen bankede på hos beboerne for at behandle dem. Her måtte han krydse sin første grænse.

”Man går bare ind ad døren og hen til dem og går i gang, stille og roligt, for der er ikke nogen, der svarer. Det føltes meget grænseoverskridende, for det var jo deres private hjem, man gik ind i,” fortæller han.

Arbejdet gik bl.a. ud på at mobilisere beboernes led, så de blev mindre kompakte og stive, med færre smerter til følge.

”De fleste havde ikke noget sprog og kunne hverken bevæge arme, ben eller hoved, men lå bare passivt i sengen. Vi havde fået at vide på forhånd, at hvis de gør sådan og sådan, så betyder det ja og nej, så jeg lærte virkelig at kigge efter tegn, mens jeg behandlede.”

Tegnene kunne bestå af bittesmå signaler, som et ansigt, der fortrak sig, muskler, der spændte op eller forskellige lyde.

”Efterhånden lærte jeg at aflæse dem. Man skulle virkelig være fokuseret, og mens man behandlede en arm, skulle man kigge på borgerens ansigt for at se, om det var ok. Hvis hun trak sig, så betød det måske, at hun ikke havde lyst til træning den dag.”

Det medførte usikkerhed hos den fysioterapeutstuderende.

”I begyndelsen tænkte jeg, at de ikke brød sig om behandlingen. Men så fortalte de andre ansatte, at borgeren fx havde været syg om natten, så det var nok derfor, hun ikke var så oplagt.”

Gennembrud i behandling

Fire uger inde i forløbet oplevede den studerende et gennembrud med en mandlig patient. Det var under den obligatoriske midtvejseksamen, som består af en behandling under opsyn af vejleder og medstuderende.

”Da klikkede det pludselig. Behandlingen gik sindssygt godt, jeg kunne mærke, at han ikke spændte op på samme måde som før og han smilede stort gennem hele behandlingen. Jeg tror, han havde accepteret, at det var mig og ikke hans sædvanlige fysioterapeut, som var der, og at jeg havde fundet frem til de ting, han kunne lide. Vi havde fundet hinanden, og jeg fik fornemmelsen af, at han syntes, det var rart.”

Arbejdet har givet Jonas Gertsen indsigt i vigtigheden af kommunikation, kreativitet og fleksibilitet, når man har med denne type borgere at gøre.

”Det kan godt være, at du kommer ind med en plan for den næste times tid. Men du er nødt til at være 100 procent åben og klar over, at alt kan ske. Jeg har også lært at italesætte det, jeg gør. De har måske ikke lyst til at modtage behandling i dag, og så kan man sige: `jeg kan mærke, at du trækker dig. Jeg tror måske, du ikke har lyst til fysioterapi i dag. Det er fint, så ses vi i morgen.´ På den måde viser man, at man lytter til dem og at man kommer ind med det formål at gøre noget godt for dem. Og ikke bare fordi man er studerende og skal prøve så meget af, som muligt.”