Lønnen er under pres – hvornår handler foreningen?

I Fysioterapeuten 06/16 skrev jeg et debatindlæg om min bekymring for en negativ, nedadgående spiral for løn- og arbejdsvilkår for fysioterapeuter. Lederen i samme blad havde overskriften: ”Ordentlig løn til nyuddannede” – og meget af bladets indhold handlede om emnerne løn- og arbejdsforhold i den private sektor.

I Fysioterapeuten 01/17 er resultaterne af seneste lønundersøgelse beskrevet. Her viser det sig, at man finder de laveste lønninger i det private (men dog også de højeste). Forhandlingschef Nicolai Robinson udtaler: ”… vi oplever, at især nogle af de nyuddannede på de ikke-overenskomstdækkede områder bliver tilbudt lønninger, der simpelthen er langt under lavmålet for en færdiguddannet fysioterapeut”.

Det er hermed tydeligt, at det er på det private marked, lønnen er mest under pres – ligesom arbejdsforholdene – hvilket jeg var inde på i mit debatoplæg i bladet 06/16. Dette faktum sammenholdt med, at kommuner i stigende grad vælger at udlicitere større eller mindre dele af genoptræningen til privatklinikkerne, øger min bekymring for ansatte fysioterapeuters fremtidige løn- og arbejdsforhold.

Skal f.eks. de 7 fysioterapeuter, der for nylig blev fyret i Mariager Fjord Kommune – fordi hele det ortopædkirurgiske område blev udliciteret – risikere at komme ud at arbejde til mindre løn og på dårligere vilkår i det private?

Der står ganske vist også i artiklen, som jeg citerer fra (”Største lønforskel i det private”, Fysioterapeuten 01/17) at ”Danske Fysioterapeuter vil nu lave en særskilt undersøgelse af de nyuddannedes lønninger med hjælp fra Danmarks Statistik”. Fint nok, men det har jo længe været lysende klart, hvilken vej det går. Vi behøver vist ikke at vente på analyser. Hvor længe vil foreningen vente med at handle? Hvornår kommer der overenskomster på det private område? Hvad sker der? Der er immervæk gået 6-7 mdr. siden blad 06/16 – og problematikken var som sagt langt fra ny da.

Jeg er meget interesseret i at høre om formandens/ HB´s tanker og planer – og ikke mindst handlinger – på dette vigtige område. Jeg synes jo, at det er min fagforenings absolutte kerneydelse at sikre ordentlig løn og arbejdsforhold for sine medlemmer.

Mvh. Gerda Nørgaard, fysioterapeut, Hjørring Kommune.

Kære Gerda

Tak for et relevant indlæg, som jeg ærligt skal indrømme, sætter fingeren på nogle ømme punkter. For du har helt ret i, at lønnen er under pres især for de nyuddannede, og at der er brug for ordnede vilkår i praksissektoren.

Lad mig starte med at understrege, at vores praksissektor er et godt sted at arbejde. Der er mange gode og meget spændende jobs, og langt de fleste fysioterapeuter i praksissektoren får en løn, der tåler sammenligning med fysioterapeuter i det offentlige og andre steder. I praksissektoren finder man de højeste lønninger: De 10 procent bedst lønnede ansatte i praksis tjener 46.000 kroner om måneden inklusiv pension – mens de 10 procent bedst lønnede kommunalt ansatte tjener 40.000 kroner. Men som vores lønundersøgelser også viser, er det i praksissektoren, man finder de laveste lønninger.

Siden sidste år har vi tegnet overenskomst med en række private selskaber, men der er lang vej igen. Det skyldes især, at der i dag ikke er en instans, vi kan forhandle overenskomst med, når det gælder praksisområdet, da både arbejdsgivere og ansatte er medlemmer af foreningen.

Som tidligere beskrevet her i Fysioterapeuten, så har det blandt andet været diskuteret på repræsentantskabet i efteråret, hvordan vi skal organisere os for at sikre ordnede forhold. Det har, som du ganske rigtigt peger på, taget sin tid. Det skyldes især, at vi i hovedbestyrelsen overvejer det her rigtigt grundigt. Der vil være store konsekvenser ved at splitte en del af foreningen ud som arbejdsgiverorganisation, alternativt dele foreningen op i en stands-, arbejdsgiver- og arbejdstagerforening, mens en mindre radikal model rejser spørgsmål om, hvordan vi sikrer en fornuftig varetagelse af interesser for både de ansatte og arbejdsgivere inden for rammerne af Danske Fysioterapeuter, som vi kender det i dag.

Det er ikke nogen nem diskussion. For uanset hvilken model vi ender med, vil det få store konsekvenser for vores fælles fag og forening. Men jeg er også helt enig med dig i, at der er grænser for, hvor længe man kan vente med at handle. For hver dag, der går, vokser presset på vilkårene for at udøve vores fag.

Du spørger også til udlicitering. Det er Danske Fysioterapeuter ikke imod. For det vigtige er, at opgaverne bliver løst med høj faglig kvalitet og på ordentlige vilkår. Men det siger sig selv, at vi ikke kan leve med, at det kan betale sig at fyre kommunalt ansatte fysioterapeuter, fordi lønningerne på det private område er for lave. Det er et område, hvor vi som forening vil blive udfordret de kommende år, fordi kommunerne lægger op til at udlicitere mere. Det er endnu en grund til, at jeg er helt enig med dig i, at det haster at skabe ordnede forhold.

Det er vigtigt for mig at understrege, at ordnede forhold ikke kun er til fordel for lønmodtagerne. Hvis vi ikke får lagt bund under lønningerne på det private område, så risikerer vi at ende i en konkurrence om at slippe afsted med de laveste lønninger. Det vil være en katastrofe for alle tanker om faglig udvikling af vores fælles fag.

Fysioterapi skal ikke være et discountfag. Det skal – for både vores og patienternes skyld – være et fag, som man bliver ordentligt betalt for at udøve og udvikle sig indenfor. Alle fysioterapeutiske arbejdsgivere har et ansvar for at tilbyde anstændige vilkår. Dels fordi det simpelthen er mangel på moral at udnytte nyuddannedes pressede situation, dels fordi de meget lave lønninger, vi desværre ser eksempler på, undergraver vores fælles fag.

Venlig hilsen
formand Tina Lambrecht