Biokemiske forklaringsmodeller skiller vandene

”NOGLE AF DE vigtigste gå-hjem-budskaber inden for rygbehandling fra denne kongres er, at vi skal se på andre stressorer til smerterne end blot de biomekaniske. Vi er alle enige om, at det gælder om at finde det dominerende problem i patientens samlede billede. Hvis der er frygt for smerter, så skal vi starte dér. Og her har vi som fysioterapeuter nogle gode redskaber, fordi vi efter tolkning af patienternes smertesvar under undersøgelsen kan afbekymre dem og give dem en forklaring på, hvilke mekanismer der vedligeholder problemet”.

Således siger seniorforsker Tom Petersen efter tre dages Fagkongres, der har afsløret både enigheder og forskelle blandt de forskellige forskere, der holdt oplæg på kongressen.

Fysioterapeuter optimerer patienternes mestringsstrategier. Det var både den australske kliniker og rygekspert Trish Wisbey-Roth, den australske professor Peter O’Sullivan, den danske forsker, fysioterapeut Bjarne Rittig-Rasmussen og Tom Petersen selv enige om.

”Patienter med langvarige rygsmerter vil få tilbagefald, og så skal de vide, hvad de skal gøre for ikke at blive modløse”, siger Tom Petersen.

Men når det handler om klassifikationsmodeller og biomekaniske forklaringsmodeller skilles vandene. En af hovedoplægsholderne inden for rygområdet var Peter O’Sullivan fra Australien, der i sit keynote oplæg gennemgik baggrunden for sin biopsykosociale tilgang til behandling af rygproblemer. Et oplæg, som Tom Petersen overværede med stor interesse, selvom han ikke var enig i alle budskaberne.

”Peter siger, han ikke kan lide kasser, så på det punkt er vi ikke enige. Enhver genkendelse af bestemte mønstre hos patienten handler om at klassificere. Men jeg ser ikke selv en modsætning mellem hans biopsykosociale tilgang bygget op omkring smertelettelse ved at ændre patientens bevægemønster og den mobiliserende klassifikationsmodel, som bliver benyttet inden for MDT (Mekanisk Diagnostik og Terapi) bygget op omkring smertesvar ved gentagne bevægelser. Modellerne fanger forskellige typer af patienter, og de supplerer hinanden, når de søger efter genkendelige mønstre, som skal normaliseres for at bringe patienten ud af sine fejlstillinger. Kompleksiteten i tilgangen til patienter med kroniske smerter kan let betyde, at fysioterapeuterne farer vild, så hvis vi kan ændre en smertefuld bevægelse til at være mindre smertefuld efter korrektion, er det et godt sted at starte. Så kan vi tackle de andre faktorer i den biopsykosociale model hen ad vejen”, mener Tom Petersen.

Gode mestringsstrategier og kortical reorganisering

Fysioterapeut, ph.d. Bjarne Rittig-Rasmussen havde i sit keynote oplæg om smerter fokus på reorganiseringen af den kortikale hjerne som en vigtig komponent i behandlingen af smerter. ”Det ser ikke ud til, at der er en systematisk øvelsesstrategi, der er bedre end andre”, sagde Bjarne Rittig-Rasmussen blandt andet i sit oplæg. ”Patienten skal derfor have at vide, at selv om en bevægelse gør ondt, så er den ikke farlig. Hjernen skal genopdrages til at tolke nociceptionen korrekt”, forklarede han.

”Netop dette er på linje med den australske rygforsker Paul Hodges. Som jeg udlægger det, er én af grundene til, at der ikke er så stor forskel på effekten af de forskellige systematiske måder at træne på, at de alle ændrer opmærksomheden og repræsentationen af kroppen i hjernen. Hjernen bliver opmærksom på, at noget er galt i et bestemt område, og vores øvelsesterapi bidrager til at normalisere tolkningen af input fra noci- og proprioceptorer”, forklarer Tom Petersen.