Hvordan tackler vi ulighed i sundhed?

ULIGHEDEN I SUNDHED står højt på den politiske dagsorden. Alle er enige om, at der skal gøres noget ved den, men det hjælper ikke, lød det nedslående budskab fra professor Finn Diderichsen, da han gik på scenen foran de 1300 deltagere i Fagkongressen for at blive udspurgt af tv-vært Kim Bildsøe Lassen.

”Det er vigtigt at have det perspektiv, at det hverken er særlig dansk eller særlig nyt, at der er ulighed i sundhed. Men efter en lang årrække, hvor vi er blevet økonomisk mere lige, så er sundheden ikke fulgt med,” sagde Finn Diderichsen.

Når det gælder fysioterapeuters rolle i at gøre noget ved uligheden, så pegede han på to ting. For det første, at kommunikationen er afgørende: ”Mange kontakter i sundhedsvæsnet er jo en forhandling. Det her med at være aktiv og fastholdende er en vigtig del. For det andet; Hvis vi ser på fysioterapeuters ydelser, så er det dem med de laveste indkomster, der har det største behov, men dem med de højeste indkomster, der bruger ydelserne mest”.

Men kan man gøre noget uligheden i sundhed, ville Kim Bildsøe Lassen gerne vide?

”Økonomisk ulighed tjener måske nogle formål i forhold til for eksempel at få folk til at tage en uddannelse. Ulighed i sundhed er ikke til gavn for nogen – det er sådan set kun dyrt og uretfærdigt,” slog Finn Diderichsen fast. Han understregede, at ulighed i sundhed er et strukturelt problem, og at det er begrænset, hvor meget der kan flyttes på det store billede ved at sætte ind på individbasis.

Gør en forskel

At man som fysioterapeut kan gøre en forskel for den enkelte er der dog ingen tvivl, og Fagkongressen præsenterede i den sammenhæng en række små film, der blandt andet viser, hvordan projekter som fodbold for hjemløse, boksetræning for psykisk syge og træning for kræftramte mænd har gjort en forskel ved at tage udgangspunkt i patienternes behov og ønsker og ikke i fysioterapeutens egen opfattelse af, hvad sundhed er.

Fysioterapeuternes opfattelse af sundhed er grundlagt allerede inden, de træder ind ad døren til uddannelsesstederne, fortalte Louise Søgaard Hansen, som har skrevet kandidatspeciale om fysioterapeut-studerendes sundhedsopfattelse.

”De studerende oplever sig som sundhedsrepræsentanter, der ikke må veje for meget, skal træne, ikke må ryge og ikke må drikke. Det er hårdt arbejde at opføre sig fuldstændig anderledes end andre studerende,” konstaterede Louise Søgaard Hansen.

Det er fint nok at gå op i sin egen sundhed, mente hun, men det er vigtigt, hvor fokus ligger: ”Man er nødt til at interessere sig mere for det menneske, der sidder over for en end for sin egen krop”.

Dum, uambitiøs og langsommelig

Samme budskab gik igen på Fagkongressens symposium ”Fysisk sygdom hos patienter med psykisk sygdom”.

Mennesker, der har været indlagt med psykisk sygdom, har en betydeligt større risiko for at dø tidligere end andre mennesker. Og selv hvis man renser statistikkerne for selvmord og ulykker, er der en betydelig overdødelighed blandt mennesker med psykiske lidelser.

Finn Breinholt Larsen fra Folkesundhed og Kvalitetsudvikling i Region Midtjylland gennemgik data, der viser en øget forekomst af livsstilssygdomme blandt mennesker med psykisk sygdom, men også data, der viser, at det er mennesker, der rent faktisk gerne vil leve sundere og udtrykker ønske om at ændre livsstil i endnu højere grad end den øvrige befolkning.

Hans gennemgang af statistikkerne blev bakket op af Lene Nyboe fra Aarhus Universitetshospital, Risskov, der har undersøgt forekomsten af metabolisk syndrom blandt nydiagnosticerede med skizofreni og efter et års follow up, hvor forekomsten har vist sig at være endnu større. ”Der er en stor opmærksom på medicinske bivirkninger, men patienterne bliver stadig metabolisk syge. Her har vi en vigtig rolle at spille, for det er noget, vi ved noget om”, sagde Lene Nyboe og stillede spørgsmålet: ”Hvordan kommer vi fra et meget lavt aktivitetsniveau til noget, der bare ligner Sundhedsstyrelsens anbefalinger?”.

Pres giver modpres

Søren Drivsholm fra projekt ”Change – det gælder livet” gav et bud. ”Fysioterapeuten skal være dum, uambitiøs og langsommelig”, fastslog han.

Dum som i modsætning til bedrevidende, og uambitiøs forstået som, at man skal lade være med at have ambitioner på patientens vegne, fordi pres giver modpres. ”In true dialogue both sides are willing to change”, som han citerede en unavngiven kilde.

”Fysioterapeuter har tendens til at slæbe af sted med folk, så snart de øjner det mindste spor af motivation, i stedet for at underbygge motivationen og få et godt fundament for forandringen”, lød hans opsang.

Se filmene:

Fodbold for hjemløse

Den første case handler om fysioterapeutstuderende fra professionshøjskolen Metropol, der som frivillige hjælper i Ombold, der er et fodboldhold for hjemløse.

Til at uddybe, hvordan fysioterapeuter ser på sundhed om Louise Hansen på scenen. Hun har skrevet kandidatspeciale om fysioterapeut-studerendes sundhedsopfattelse.

Kim Bildsø spugte om de studerende har et andet sundhedsideal.

”De har i hvert fald større fokus på kroppen end deres patienter,” konstaterede Louise Hansen tørt – med udbredt latter til følge.

I case filmen problematiserer lektor Jannick Marshall, at fysioterapeuter opfatter sig selv som repræsentanter for det sunde liv.

Boxercise i psykiatrien

Næste case var OK Centret Enghaven, der er et bosted for mennesker med blandt andet mennesker med svær psykisk sygdom.

Til at uddybe, hvad der skal til for at nå den gruppe var fysioterapeut Lone Langsted, der også optræder i filmen, på scenen.

Mænd og kræft

Den sidste casefilm handlede om, hvordan Kræft og Sundhed i København har fået flere mænd til at komme til genoptræning.

Til at uddybe den problemstilling kom Charlotte Handberg på scenen. Hun er uddannet sygeplejerske og har siden skrevet Ph.D. om kræftramte mænd og deres rehabilitering.  

Hun understregede, at tilbud som det i København er rigtig gode for dem, der deltager, men at der er en stor gruppe af kræftramte især mænd, der har det svært med rehabilitering.

 Det handler blandt andet om, at de ikke vil ikke sidde i rundkreds. Samtidig er de bange for at miste kontrollen og vil nødig stille deres kop til skue – især fordi kræften ofte har betydet store kropslige forandringer.