Patienter med hoftebrud skal træne på sygehuset og efter udskrivelsen

Patienter med hoftebrud kan tåle at træne på et tidligt tidspunkt under indlæggelsen, de skal træne eksplosiv styrke og balance, og træningen skal fortsætte hurtigt efter udskrivelsen. Flere sessioner på Fagkongressen havde fokus på genoptræning efter hoftebrud og forebyggelse af fald.

Norden har en kedelig verdensrekord i antallet af hoftebrud i forhold til antal indbyggere. Hvert år får cirka 7000 danskere over 65 år en hoftefraktur, og især dem med en pertrochantær fraktur har en øget risiko for ikke at få en selvstændig gangfunktion efter bruddet, fortalte seniorforsker Morten Tange Kristensen fra forskningsenheden PMR-C på Hvidovre Hospital i et oplæg på et symposium om hoftebrud.

Den amerikanske læge og specialist i rehabilitering Jonathan Bean, der var en af keynote speakerne på kongressen, fremhævede i sit indlæg, at der er fire former for svækkelse hos ældre, som man i dag ved fører til tab af funktionsevne: styrke i UE, evnen til at aktivere musklerne hurtigt (power/ eksplosiv styrke), bevægelighed (ROM) og styrke i trunkus’ ekstensorer. Alle faktorer, der også gør sig gældende for mange med hoftebrud.

At kunne klare sig selv og have en selvstændig gangfunktion er ifølge Morten Tange Kristensen det højeste ønske hos de fleste patienter, og gangfunktionen er en væsentlig prædiktor for funktionsevnen på lang sigt. I den sammenhæng er det vigtigt, at patienterne hurtigt genvinder kræfterne i det opererede ben fortalte han i sit indlæg. Han fremhævede fysioterapeut, ph.d.-studerende Lise Kronborg et al.’s studie, der har vist, at styrketræning kan påbegyndes 2-3 dage efter operationen, og at træningen kan progredieres under indlæggelsen1.

I en af de korte sessioner præsenterede Lise Kronborg, også fra Hvidovre Hospital, et studie, hvor hun har monitoreret det fysiske aktivitetsniveau stående og gående hos 37 ældre indlagt med hoftebrud. Deltagerne var i gennemsnit 80 år og havde en selvstændig gangfunktion inden bruddet.

De fik tilbudt den vanlige behandling i hoftefrakturenheden på Hvidovre Hospital, som inkluderer fysioterapi de første tre dage efter operation og herefter 3-5 gange ugentligt på hverdage. Den gennemsnitlige indlæggelsestid var 12 dage. Døgnmobiliteten blev målt ved hjælp af en kropsbåren monitor, der kan måle aktivitet liggende/siddende og stående/gående.

”Desværre kunne man ikke med monitoren adskille liggende fra siddende. Det er ellers en vigtig information, da patienterne postoperativt gerne skal op at sidde for at forebygge respiratoriske komplikationer”, fortalte Lise Kronborg.

Patienterne i projektet fik vurderet basismobilitet med Cumulated Ambulation Score (CAS) og Timed Up and Go, og ganghastighed blev målt med 10-meters gangtest. Short Falls Efficacy Scale International blev brugt til at vurdere patienternes frygt for at falde.

”Frygt for at falde øger risikoen for at falde igen. Lige efter operationen kan det være svært at finde ud af, om det er den nedsatte funktion eller frygt for at falde, der får patienterne til at være mere inaktive, men under alle omstændigheder forstærker inaktiviteten tab af funktionsevne og påvirker mobiliteten negativ”, sagde Lise Kronborg.

Undersøgelsen viste, at den tid, patienterne var stående/gående steg frem mod udskrivelsen, og at det at opnå selvstændig basismobilitet vurderet med CAS så ud til at være en væsentlig faktor for at fremme mere tid på benene. Størstedelen af patienterne nåede at få en selvstændig gangfunktion inden udskrivelsen, og det var også dem, der var mest aktive under indlæggelsen.

”Fysioterapeuter har en vigtig rolle, når det handler om at holde fokus på mobiliteten. Vi skal være ambassadører for mere fysisk aktivitet både i forhold til patienterne og det tværfaglige personale”, mener hun.

”Når patienterne udskrives, kommer de måske hjem og venter 2-3 uger, inden de kommer til kommunal genoptræning, og hvis de ikke har en selvstændig gangfunktion på det tidspunkt, kan de risikere aldrig at komme op i funktionsniveau igen”, sagde Lise Kronborg.

Patienterne må ikke tabes

Ifølge Jonathan Bean vil patienterne få den største effekt ved at træne funktionelt med udgangspunkt i træningsfysiologien. Og der skal lægges vægt på progression, overload og træningsmængde. Den tilgang til genoptræningen har været udgangspunktet for et træningsstudie i Lolland Kommune, hvor udviklingsfysioterapeut Jan Overgaard sammen med Morten Tange Kristensen har undersøgt effekten af et intensiveret 6-ugers forløb i kommunale genoptræningscentre.

Genoptræningen bestod af progredieret styrketræning til det frakturerede ben suppleret med træning af balance og funktionel træning. Deltagerne styrketrænede i knæekstensormaskine og i benpres, hvor belastningen blev justeret i takt med, at de ældre blev stærkere. Der var efter træning en markant forbedring af styrke og funktion. De fleste borgere kunne gennemføre træningen, og hoftesmerterne var ikke en begrænsende faktor. Flere deltagere klagede dog over knæsmerter især i den sidste fase af genoptræningen, hvor belastningen var størst.

Jonathan Bean havde følgende gå-hjembudskaber, som på mange måder dækker budskabet i de forskellige indlæg om genoptræning efter hoftebrud: Sæt ind med tidlig genoptræning, behov for øget fokus på overgange, dual task-træning er relevant, undgå underdosering af træning og tag patienternes sundhedskompetence (health literacy) i betragtning i genoptræningen.