Mennesker med gigt skal træne hårdt og kan tåle det

FOR MENNESKER MED kroniske inflammatoriske lidelser som reumatoid artrit (RA) vil øget fysisk aktivitet ikke blot kunne nedsætte risikoen for livsstilssygdomme, men også bedre nogle af de symptomer, som sygdommen fører med sig. Træning er således en afgørende del af behandlingen til mennesker med gigt. Det er de færreste, der på egen hånd træner med en tilstrækkelig høj intensitet og fastholder træningen. Fysioterapeuter har en afgørende opgave med at lære patienterne at dosere træningen og hjælpe dem med at finde en aktivitet, de har lyst til at fortsætte med hele livet. Det var budskaberne på et symposium om gigt og træning på Fagkongressen fra den svenske fysioterapeut, ph.d. og adjunkt ved fysioterapiuddannelsen på Karolinska Instituttet Emma Swärdh, der i sin ph.d.-afhandling fra 2013 har beskæftiget sig med fysisk aktivitet, fastholdelse til et fysisk aktivt liv og træning til mennesker med gigt.

RA fører til inaktivitet

Tidlig diagnosticering og biologisk medicin gør, at mennesker med RA i dag har færre komplikationer og smerter end tidligere. I dag får patienterne en tidlig aggressiv behandling, der fører til færre smerter og mindre grad af leddestruktion.

Nu til dags er det især fatigue, en træthed der er svær at overvinde, og den psykiske belastning ved at få en kronisk sygdom, der fylder, når man får gigt, fortalte Emma Swärdh i sit indlæg. Det kan være en af forklaringerne på, at mennesker med gigt er langt mindre fysisk aktive end andre. I Sverige fastholder kun 11 procent af patienterne med en inflammatorisk gigtsygdom anbefalingerne for fysisk aktivitet. Hun mener, det er bekymrende, fordi denne patientgruppe har højere risiko for f. eks. kardiovaskulære lidelser, kakeksi (alvorlig afmagring med tab af skeletmuskulatur), osteoporose, depression og astma. Alt sammen følger af gigtsygdomme, hvor fysisk aktivitet har vist sig at have en god effekt.

”Patienterne har meget at vinde ved at være fysisk aktive. Vi ved at for eksempel, at styrke- og konditionstræning er med til at forbedre muskelstyrke og kondition. Mange af patienterne tåler desuden en højere intensitet, end de tror. Og de må godt træne under sygdomsaktivitet, blot de ikke har feber”, fortalte Emma Swärdh.

Fastholdelse til træning er en af de helt store udfordringer, når det drejer sig om mennesker med en kronisk sygdom. I den forbindelse er det vigtigt at finde den træningsform, som patienterne selv foretrækker.

”De fleste foretrækker at træne under supervision og gerne i varmtvandsbassin. Man kan forbedre konditionen, både når man træner i vand og på land, men den smertereduktion, de fleste oplever ved at træne i vand, er ofte med til at fastholde dem til træning”, forklarede Emma Swärdh.

Brug for hjælp til at træne hårdt nok

For at påvirke faktorer som kondition, styrke og aktivitetsbegrænsninger er det vigtigt, at der trænes tilstrækkeligt hårdt, flere gange om ugen i tilpas lang tid. Der skal trænes med moderat til høj intensitet, belastningen skal øges gradvist, og hvis patienterne har smerter i mere end et døgn efter træningen, skal belastningen sænkes. Der er flere gode RCT-studier, der har undersøgt effekt af specifikke træningsprogrammer på kondition, styrke og funktionsevne. Emma Swärdh anbefaler, at man bruger BORGRPE- skala, pulsfrekvens, pulsure og accelerometer til at opretholde den rette træningsintensitet og -dosis.

”Fysioterapeuten skal indarbejde nye rutiner hos patienter med gigtsygdomme, så de træner med en højere intensitet. Intensiteten skal være så indarbejdet, at patienterne overfører det til de daglige aktiviteter og træningen i fitnesscentre”, fortalte Emma Swärdh.