Det kræver et vågent øje

“Puls 132? Efter at du har gået 6,8 km/t med maxpuls? Du er i god form, Inger!”

Fysioterapeut Thomas Lau Rimmen giver skleroseramte Inger Mortensens skulder et klem. Han har lige sluppet knapperne på løbebåndet: Aftalen er, at han styrer tempoet under pulstræningen, så Inger Mortensen kan koncentrere sig om at gå så hurtigt, hun kan, mens hun holder på armstøtten.

Thomas Lau Rimmen lytter til føddernes lidt klaskende lyd mod løbebåndet: Hvis hendes højre fod med dropfodstendens og dictusbånd svigter, skal han være klar til at gribe hende og afbøde et fald. Det er dog ikke sket endnu.

60-årige Inger Mortensen træner hver mandag på det ene af Thomas Lau Rimmens to sklerosehold på Charlottehøj Fysioterapi & Træningscenter i Aarhus. Hun har trænet regelmæssigt i ti år, de sidste fire på mandagsholdet HIIT: Styrke- og cardiotræning med høj intensitet. Desuden træner hun hver onsdag og fredag.

“Træningen har gjort en kæmpe forskel for mig. Jeg kan mere, og jeg er blevet meget stærkere. Nu kan jeg gå knap 2 km på en god dag uden hjælpemidler – tidligere var det ca. 200 meter. På løbebåndet er jeg næsten altid oppe på 6,8 km i timen i de hurtigste sekvenser,” smiler hun.

“Og så løfter træningen mit humør. Det er lige så vigtigt. Jeg aflyser sjældent min træning.”

Et vågent øje på deltagerne

For Thomas Lau Rimmen er der en god faglig udfordring i skleroseholdene. Ganske vist har deltagerne nogenlunde ens funktionsniveau, men han ved aldrig, hvor mange der er i stand til at møde op, eller hvordan dagsformen er. I dag er de fire på holdet, andre gange op til ni.

Når personer med multipel sklerose træner, kræver det et ekstra vågent øje fra fysioterapeuten. De fleste bliver påvirket af den varme, der opstår i kroppen, og det kan give forværrede symptomer: De kan miste balancen, få føleforstyrrelser, miste styrke i benene og blive ramt kognitivt, så de er langsomme til at lære nye bevægelser eller forstå beskeder.

“Det går over igen efter træningen, men jeg skal have et øje på hver eneste, og jeg kan ikke tage udgangspunkt i, hvordan de havde det for en halv time siden. Det kræver nærvær. Mange skal have en hånd og hjælpes over til en stol i pauserne, selv om de til daglig går udmærket,” forklarer Thomas Lau Rimmen.

“Det kan godt være lidt af et cirkus, hvis der er flere, der dingler rundt. Men vi kender jo hinanden godt, og patienterne kender hinanden. Mange kommer her i årevis. Træningen hjælper, uanset funktionsniveau. Det kan virkelig svare sig for dem at træne – og det motiverer også mig.”

HIIT-træningen består af let opvarmning, 30 minutter med styrkeøvelser og 30 minutter med cardiotræning. I første halvdel vælger deltagerne fire styrkeøvelser, som udføres i fire runder, 45 sekunder til hver, i alt 16x45 sekunders træning. Inger Mortensen foretrækker planken – og de andre øvelser bliver mavebøjninger, rygbøjninger og ‘the downward dog’, hvor deltagerne skiftevis står i et omvendt V og fører kroppen ned over gulvet.

“Ja, kom så, ti sekunder tilbage, I kan godt!” lyder det fra Thomas Lau Rimmen. Hans baggrund som befalingsmand i Forsvaret fornægter sig ikke – kommandoerne gjalder ud over de svedende deltagere.

Fik diagnosen som nybagt mor

Inger Mortensen fik symptomer på multipel sklerose som 35-årig, tre måneder efter hun havde fået tvillinger.

“Jeg er uddannet læge, og da jeg fik føleforstyrrelser i benene, vidste jeg, at noget var helt galt,” husker hun. To måneder senere havde hun fået en rygmarvsprøve og en scanning, der viste mange angrebne områder, plaks, i hjernen.

“Det var hårdt. Tanken om, at jeg måske ikke ville kunne passe mine børn, kunne ingen tage fra mig. Jeg troede, jeg kunne arbejde som læge på nedsat tid, men året efter fik jeg førtidspension.”

Det var formentlig Inger Mortensens held, at hun blev så hurtigt diagnosticeret og kom i gang med medicinen Rebif. Hun har ikke haft særlig mange motoriske attakker, men hun har bl.a. oplevet, at hun pludselig ikke kunne løfte den ene fod, og ved et andet attak blev hun halvdøv, fordi hørenerverne blev påvirket. Det har heldigvis delvist fortaget sig.

Medicinen stoppede hun med i 2012, fordi de influenzalignende bivirkninger blev for belastende, og der var nogenlunde ro i sygdommen. Efter et ophold på sklerosehospitalet i Ry begyndte hun at træne.

“Mit råd til andre er: Tag stilling til medicinsk behandling i samråd med lægen på skleroseklinikken. Tag et ophold på et af sklerosehospitalerne. Og gå i gang med at træne hurtigst muligt. Det hjælper virkelig,” siger hun.

På landets to sklerosehospitaler kan patienterne få vejledning om alt, der har med sygdommen at gøre, bl.a. om den træthed, fatigue, der følger med.

“Jeg kunne godt have brugt de gode råd, da børnene var små. Trætheden rammer som en forhammer – bum, så er du slået ud,” siger hun.

“I dag er børnene voksne, og jeg er selv mere afklaret. Jeg har fået gode venner på træningsholdene, og vi snakker om alt muligt.”

Inger Mortensen træner hver mandag på det ene af Thomas Lau Rimmens to sklerosehold på Charlottehøj Fysioterapi & Træningscenter i Aarhus. Foto: Thomas Søndergaard.

Korte, letforståelige beskeder

Tilbage i træningssalen på Charlottehøj Fysioterapi &Træningscenter er Thomas Lau Rimmen i gang med anden del af træningen, pulsdelen, hvor han bruger 30-20-10-sekvenser. Inger Mortensen bruger først løbebåndet og senere boksebolden og romaskinen.

“30 sekunder, moderat tempo – 20 sekunder, højt tempo – og 10 sekunder med spurt! Kom så!”

Thomas giver ultrakorte kommandoer. Deltagerne er trætte, så de skal have enkle, letforståelige beskeder. Inger Mortensen knalder til boksebolden det bedste, hun kan.

“Jeg anede ikke, jeg ville blive så glad for at bokse! Det er dejligt at få lov at banke igennem,” puster hun.

Den sidste 30-20-10-runde tager hun på romaskinen. Bagefter må hun tage fat om sine ben og løfte dem ud af maskinen, så hun kan sidde lidt og sunde sig.

“Jeg bliver mere usikker på benene i løbet af træningen, og jeg har tit svært ved at indlære nyt. Det betyder ikke noget – jeg kender mine grænser og ved, at det går rimelig hurtigt over. Men hvis man ikke vidste, at sklerose kan vise sig sådan, ville man blive forskrækket,” siger hun.

Kort efter sidder hun i bilen på vej hjem. Som regel er hun speedet et par timer efter træningen, men så kommer trætheden, og hun kan ikke lave andet den dag.