Ensomhed i alderdommen – hvad skal fysioterapeuten vide?

Denne artikel er en dansk version af fagkronikken "Ensomhet i alderdommen – hva må fysioterapeuten vite?", publiceret i det norske fagblad Fysioterapeuten og bringes med tilladelse fra forfatterne og fagbladet.

Aldersrelateret funktionstab øger risikoen for ensomhed. Fysioterapeuter kan behandle funktionstab. Hvad kan de gøre med ensomheden?

Det, at nå en høj alder, har visse omkostninger – helbredet svigter, nære og kære falder fra, og det sociale netværk skrumper ind. Sammenhængen mellem dårligt helbred og ensomhed i alderdommen er velkendt. Dårligt fysisk helbred kan gøre det vanskeligt at deltage i det sociale liv, med ensomhed som resultat. Samtidig ved vi, at ensomhed over længere tid kan føre til dårligt fysisk og psykisk helbred – og til højere dødelighed. Det er således ikke grebet ud af den blå luft, når vi ser avisoverskrifter, som fortæller, at ‘ensomhed dræber’.

Arbejdet med at reducere forekomsten af ensomhed overlades ofte til frivillige organisationer. Men hvis vi skal lykkes med at reducere ensomheden hos de allerældste, er vi nødt til at tage flere midler i brug – og her i denne fagkronik opfordrer vi fysioterapeuterne til at tage del i arbejdet. Dette kræver viden om, hvad ensomhed er, hvilke konsekvenser ensomhed kan have, og hvad der er god medicin mod ensomhed.

De allerældste

De ældre udgør ikke nogen ensartet gruppe – vi finder både mennesker i fuld vigør, 90-årige som ferierer i Spanien og 70-årige, som bor på plejehjem. Variationen med hensyn til alder, helbred og livsstil blandt ældre mennesker kan indfanges i forskellen mellem det, der kaldes ‘den tredje’ og ‘den fjerde’ alder.¹ Den tredje alder omfatter ofte den første del af pensionisttilværelsen, en periode med relativt godt helbred og god økonomi for manges vedkommende. Det er først og fremmest i den fjerde alder, at helbredsproblemer og funktionstab er fremtrædende, og det er i denne periode, at behovet for sundheds- og omsorgshjælp øges. Det er dette, der nu om dage opfattes som den ‘egentlige’ alderdom – blandt andet fordi både risikoen for at blive syg og for at blive afhængig af hjælp øges kraftigt.²

For de fleste indtræffer den fjerde alder, når man er i 80’erne, og en langt større del af de over 80-årige gør brug af sundheds- og omsorgshjælp sammenlignet med dem i alderen 67 til 79 år.³ I 2021 modtog 45 procent i aldersgruppen 80-89 år kommunal sundheds- og omsorgshjælp. I aldersgruppen 90 år og ældre lå andelen på 88 procent.⁴ Tal viser, at ældre over 67 år allerede udgør en fjerdedel af patientgrundlaget hos de fysioterapeuter, der har en driftsaftale med kommunen.³ Meget tyder på, at dette tal er stigende.

Godt halvdelen af dem, der er 80 år eller ældre, og som bor i private husholdninger, bor alene. Man må formode, at behovet for hjælp, omsorg og støtte øges, når man ikke har nogen at dele hverdagen med. Samtidig oplever mange, at det sociale netværk skrumper ind, og at mødestederne bliver færre. Mødet med fysioterapeuten kan således være den eneste sociale kontakt, de har den dag eller måske endda den uge.

Ensomhed eller social isolation?

Ensomhed er en dårlig følelsesmæssig respons på oplevelsen af afstanden mellem den sociale kontakt, man rent faktisk har, og den, man ønsker at have. Ensomhed er altså en subjektiv oplevelse, som hænger sammen med, hvilke ønsker og behov for kontakt den enkelte har.⁵ At føle sig ensom er ikke det samme som at være socialt isoleret, som indebærer, at man har minimal kontakt med andre mennesker. Selvom social isolation og oplevelsen af ensomhed er to forskellige fænomener, kan de have de samme konsekvenser. Studier har vist, at dårligere helbred og forringet livskvalitet samt højere dødelighed kan ledsage begge fænomener.⁶

Der er heller ingen enkel sammenhæng mellem mængden af kontakt og oplevelsen af ensomhed. Mange trives alene og føler sig ikke ensomme, mens andre har et stort kontaktnet og alligevel føler sig ensomme. Ensomhed er således ikke kun et ønske om eller længsel efter nogen at være sammen med. Kvaliteten af den sociale kontakt er vigtigere end kvantiteten.

De fleste studier, der sammenligner ensomhed i forskellige aldersgrupper, finder de højeste niveauer i alderdommen, blandt dem over 80 år.⁷ Dette hænger sammen med, at ældre mennesker, som oplever funktionstab og tab af nære relationer, bliver sårbare over for ensomhed. Vi har imidlertid begrænset viden om livskvaliteten hos ældre i Norge, særligt hos de sygeste og dem, som bor på plejehjem, så vi kan ikke med sikkerhed sige, hvor mange ældre der er ensomme.

Former for ensomhed

Inden for forskning i ensomhed skelner man først og fremmest mellem to former for ensomhed: emotionel og social ensomhed.⁸ Emotionel ensomhed skyldes savn af en virkelig nær relation; det kan være en partner eller nær ven. At miste sin partner kan betyde at miste sin måske eneste fortrolige, hvilket kan føre til emotionel ensomhed. En række studier viser, at enker og enkemænd er dem, som oftest er ensomme, mens gifte eller samboende er mindst ensomme. Når man mister jævnaldrende, nære venner – gerne gamle venner – i de ældre år, kan det være en udfordring at knytte nye venskaber. Emotionel ensomhed kan således øges, især i de ældste grupper. Social ensomhed skyldes derimod savnet af et større socialt fællesskab. Mens angst og en følelse af tomhed synes at være centralt ved emotionel ensomhed, er følelsen af kedsomhed mere væsentlig ved social ensomhed.

En tredje form for ensomhed er eksistentiel ensomhed. Denne er af en anden karakter end de to andre former og indebærer, at individet har en oplevelse af at være alene i verden.⁹ Eksistentiel ensomhed kobles således til primære forhold ved vores eksistens. I modsætning til emotionel og social ensomhed, som kan lindres ved at øge kvaliteten af de sociale netværk eller ved at sænke forventningerne til dem, findes der ikke noget tilsvarende godt middel mod eksistentiel ensomhed.^5,9

Udfordringer i arbejdet med ensomhed

Mens ensomhed i mange tilfælde er situationsbestemt og forbigående, er ensomheden for nogle ældre dyb, alvorlig og mere varig. I en undersøgelse om ældres erfaringer med at have en besøgsven fra Røde kors¹⁰ beskriver nogle af deltagerne ensomhed som ‘en lille celle, hvor der er vægge mellem en selv og det, der er udenfor’, eller som en generel oplevelse af ‘at sidde fast i ensomheden’. Sådanne udsagn illustrerer, at ensomhed er en oplevelse af at føle sig udenfor eller udstødt, og den følelse kan være vanskelig at komme ud af. Der er især to forhold, som gør det vanskeligt at bryde ud af ensomhed. Det ene forhold er knyttet til ensomhedens stigma, og det andet til den selvforstærkende effekt, som dårligt helbred og ensomhed har på hinanden.

Der er et stigma knyttet til ensomhed. Det opleves som socialt belastende at blive afsløret som socialt isoleret, uden særlig omgang med andre mennesker. Nu om dage giver det status at have en stor omgangskreds eller at være en del af en aktiv vennegruppe, og mange kvier sig derfor ved at fortælle, at de er ensomme. Det er et tema, som er flovt og tabubelagt at tale om. Når vi ikke snakker om ensomhed, vil stigmaet forstærkes yderligere, og byrden ved at være ensom kan øges. Det bliver en ond cirkel. Stigmaet, der er knyttet til ensomhed, kan endda betyde, at sundhedspersonalet kvier sig ved at stille spørgsmål vedrørende den ældres sociale kontakter og aktiviteter. På den måde bidrager sundhedspersonalet til at nære og forstærke den onde cirkel. I praksis viser det sig, at også fysioterapeuter føler, at det kan være udfordrende at stille spørgsmål, som direkte eller indirekte omhandler ensomhed. De ønsker ikke at træde folk over tæerne.¹¹ Dette kan få flere uheldige konsekvenser, blandt andet at stigmaet forstærkes yderligere, og at den effekt, som ensomheden rent faktisk har på patientens helbred, overses i behandlingen.

Dårligt helbred, fysisk eller psykisk, og ensomhedsfølelser påvirker hinanden negativt og fungerer som en ond cirkel. Dårligt fysisk helbred kan gøre det vanskeligt at deltage i det sociale liv. Resultatet kan blive ensomhed. Samtidig kan ensomhed over længere tid føre til dårligt fysisk og psykisk helbred. Forskning viser, at ensomhed indebærer lige så stor risiko for sygdom og død som rygning, fedme og for lidt fysisk aktivitet.⁶ Den øgede viden om sammenhængen mellem ensomhed og sundhed har betydet, at ensomhed i stigende grad er kommet på dagsordenen som et folkesundhedsproblem, både nationalt og internationalt.¹²

God medicin mod ensomhed

Erfaringer viser, at det er muligt at lindre ensomhedstilstande, men erkendelse og egen indsats er nødvendige faktorer. En deltager i Røde Kors’ undersøgelse fortalte, at hun tog kontakt til besøgstjenesten for ‘at redde sig selv’.¹⁰ En sådan indrømmelse af egen ensomhed kan fungere som et opgør med stigmaet. Det kan være en drivkraft for den egenindsats, som er nødvendig, hvis man ønsker at skabe sig en mere meningsfuld tilværelse.¹³ De fleste ældre vil have brug for støtte til at finde denne drivkraft. Fysioterapeuter er i en unik position, når det handler om at skabe motivation til at ændre hverdagslivet. Fysioterapeuter møder de ældre patienter regelmæssigt og har mange måder at komme tæt på dem på. Både berøring, behandling og instruktion åbner for at samtale med patienten om hverdagslivet, sociale netværk og ønsker og forventninger til social deltagelse. Når fysioterapeuten tager sig tid til at lytte til, hvordan patienten beskriver sin sociale situation, kan der også skabes et rum til at komme med forslag, støtte og opmuntre til øget social deltagelse og aktivitet. Et godt tip er at holde sig orienteret om ensomhedsforebyggende tilbud i nærmiljøet. Patienten kan måske få en brochure om kirkens formiddagsmøde for ældre, Røde Kors’ besøgstjeneste eller andre kommunale tilbud? Når ensomhed bringes på bane, skabes øget åbenhed om emnet. Endvidere udviser fysioterapeuten omsorg og respekt over for patientens behov, hvilket kan være med til at styrke den terapeutiske alliance med patienten.

Fysioterapeuter med en central rolle

Ældre patienter har ofte sammensatte behov. Når det gælder behandling, vil en helhedsorienteret, biopsykosocial tilgang derfor være nødvendig.¹⁴ Krop og sind påvirker hinanden gensidigt. Når sammenhængen mellem ensomhed, lille socialt netværk og dårlig fysisk og psykisk helbred vurderes og synliggøres i undersøgelsen eller behandlingen, vil fysioterapeuten samtidig få et bedre billede af samspillet mellem patientens helbredsmæssige udfordringer og hverdagsliv. Dette billede kan bruges til at se behandlingen i et større perspektiv. Hvordan kan behandlingen bedst passes ind i den ældre patients hverdagsliv? Fysisk aktivitet og ture, helst sammen med andre, er fremragende medicin mod ensomhed. Både emotionel og social ensomhed kan lindres ved hjælp af sociale mødesteder. Aktiviteter i grupper, hvor der også afsættes tid til socialt samvær over en kop kaffe, kan stimulere til mere fysisk aktivitet og forbedre efterlevelsen af behandlingsanbefalinger. Gode vaner forlænger livet, og gode venner gør livet bedre at leve. Ensomheden kan på denne måde lindres eller holdes på afstand.

Ældre har brug for nogen, der griber dem. Det er vigtigt, at ensomhed opdages, og at gode, relevante og attraktive tiltag bliver foreslået, støttet og gennemført.

Her kan fysioterapeuter spille en central rolle!

Hent referenceliste