Jeg får det bedre resten af dagen

Lianne Bouet, 88 år, tænder for computeren. Frem toner Christina Nielsen, fysioterapeut på Hvidovre Hospital. Kort tid efter logger endnu to kvinder på. Det er tid til tirsdagstræning for patienter med KOL, og Lianne Bouet er trukket i træningstøjet. Rollatoren står parkeret i armslængde, ligesom iltapparatet står klar.

Lianne Bouet fik konstateret KOL for ni år siden.

“Jeg har røget som en skorsten. Jeg er fra dengang, alle røg, og en pakke cigaretter kostede 2,50 kroner. Men jeg regnede ikke med, at det kunne ramme mig,” siger den tidligere stewardesse, som altid har holdt sig i gang med fitness, golf og lange gåture i naturen ved Jægerspris, hvor hun bor.

“Det kan jeg ikke mere. Jeg kan ikke få vejret,” forklarer hun. I dag bruger hun rollator, når hun bevæger sig ud i haven eller rundt i rækkehuset. Udover et højt blodtryk fejler hun ikke andet end KOL.

Mestrer det digitale

Lungekapaciteten blev beregnet til 75 procent, da hun fik diagnosen. I dag er den nede på 48. Behandlingen er enkel, den består af en inhalator og jævnlig fysisk træning. Lianne Bouet er udvalgt til et forsøg under Hvidovre Hospital, hvor hun har trænet to gange om ugen i ti uger og skal deltage i opfølgende teletræning en gang om ugen i hele 65 uger.

Lianne Bouet er en af de ældste på holdet, men har før undervist i digital teknologi på et ældrecenter, så teknologien volder ingen problemer.

“Jeg har det fint med at stå foran en skærm. Og jeg har ikke kræfter til at tage til et hold med fysisk fremmøde. Både Slangerup og Glostrup Hospital er for langt væk,” siger hun og tilføjer:

“Jeg tror, jeg er udvalgt til forsøget, fordi jeg er gammel, fordi jeg kan det digitale, og så fordi jeg er kvik nok til at komme med lystige bemærkninger.”

En blanding af krop og sjæl

Da Lianne Bouet begyndte i opstartsforløbet på lungeklinikken i Slangerup for et år siden, oplevede hun, at træningen gjorde en markant positiv forskel for vejrtrækningen, men i høj grad også for det psykiske velvære. For selvom hun holder sig aktiv, læser bøger og spiller bridge, og ser sin datter og børnebørn jævnligt, påvirker sygdommen humøret.

“Det er en blanding af krop og sjæl. Jeg trækker vejret lettere, når jeg har trænet, og jeg bliver så glad bagefter. Man kan godt synke ned i et hul og tænke, hvorfor stoppede du ikke i tide? Engang imellem bliver det bare for meget, at jeg ikke kan gå en tur som før. Så træningen betyder meget. Man bliver glad, fordi man gjorde, hvad man kunne, glad fordi det er overstået, og glad, fordi de andre ikke gjorde det meget bedre,” griner hun.

Fysioterapeut Christina Nielsen kører forløbet, der varer i 65 uger. Hun forsøger at variere træningen, f.eks. ved at bruge terningekast til at bestemme antallet af gentagelser.

Lianne Bouet hiver efter vejret, sætter sig og får en slurk vand. Hun holder en pause i træningen. Bagefter fortæller hun, at hun følte, at hun var tæt på at besvime. “Men det gør man jo ikke. Jeg kan godt være bange for at besvime, men jeg bliver ikke svimmel for alvor.”

Lianne Bouet træner i sin stue mellem familiefotos, møbler og malerier. Hun har et iltapparat, men bruger det kun, når hun er alene. For forskellen er lille, og det ser ikke ‘lækkert ud’, siger hun.