Sådan træner du patienter med KOL

Hvad er vigtigt i træningen for KOL-patienter?

I 2018 blev den nationale kliniske retningslinje for rehabilitering af patienter med KOL opdateret, og det blev indført som en stærk anbefaling, at patienterne skal i gang med rehabilitering tidligt, og som en svag anbefaling, at patienter skal tilbydes udholdenhedstræning og styrketræning, gerne i kombination. Desuden har patienter med KOL brug for uddannelse i at håndtere åndenød, og de har behov for samtaler om angst, sekrethåndtering og om fortsat at have tillid til kroppen. Der er brug for et tværfagligt samarbejde om rehabiliteringen.

Hvad er målet med træningen?

Man kan ikke reparere skaderne i lungevævet. Men vi kan forbedre muskelstyrke og funktion, og lungerehabilitering har vist positiv effekt på åndenød og livskvalitet.

Mange patienter med KOL oplever konstant opblussen af symptomer med indlæggelser og mistet lungefunktion, muskelstyrke, funktionsevne osv., og så kan det være svært at komme i gang igen. Lungerehabilitering hurtigt efter en indlæggelse mindsker sandsynligheden for, at der sker funktionsnedgang og genindlæggelser – så vi skal gøre alt for, at de kommer hurtigt i gang igen.

Hos de meget syge, der næsten ikke kan træne, er der et element af lindring i rehabiliteringen. Ud over at bevare den funktion, de ønsker mest, og lindre åndenød, så har de brug for at møde omsorg og at få en social oplevelse med andre.

Hvad skal man gøre konkret?

Som fysioterapeut skal man løbende kunne vurdere lungefunktionen og graden af symptomer, som er åndenød, træthed og træningsbegrænsning.

I vores rehabilitering på Hvidovre Hospital indgår der et styrketræningselement for de store muskelgrupper i benene i hver eneste træningsseance, så vi bedst muligt opnår helbredseffekt. Men der kan også indgå styrketræning for mave, ryg og arme. Det vigtigste er at træne til muskeltræthed, uagtet om vi laver hård styrketræning eller ej.

Hvad hvis patienterne får åndenød?

Jo mere åndenød, personen har i hvile, jo sværere er det. Det særlige ved personer med svær KOL er, at de er ventilatorisk begrænsede. Det betyder, at i modsætning til raske, så øger personer med KOL ikke respirationsdybden og hastigheden. Tværtimod mindskes respirationsdybden under arbejde, og derved øges ventilationen ikke i tilstrækkelig grad, så personen er konstant i åndenød.

Kunsten er at træne uden at ramme loftet for åndenød. Det betyder, at man må starte dér, hvor patienten er: Hvis en person får åndenød af at rejse sig to gange fra stolen, kan vi med fordel lave styrketræning med færre arbejdende muskler ad gangen, f.eks. mere isoleret og kun med quadriceps. På den måde kan vi komme igennem med styrketræning, uden at åndenød bliver den primære begrænsning.

Hvor langt skal man gå?

Vi må gerne presse patienterne, så de oplever at få åndenød. Så erfarer de i trygge rammer, hvor grænsen er, og at den kan skubbes. Desuden skal vi give dem konkrete oplevelser med at styre åndenøden, så de kender metoderne og ved, at der er noget at gøre.

Hvad skal fysioterapeuten sige til patienterne?

“Puuust ud, når du har åndenød. Spids læberne, så der bliver lidt modstand på åndedrættet, og pust roligt ud. Så øges respirationsdybden, og åndenøden mindskes.”

Vi råder mange patientgrupper til at tage en dyb indånding, hvis de bliver lidt for pressede. Men dét skal patienter med KOL ikke, for de kan ikke komme af med luften igen. De skal blot puste den ‘brugte’ luft roligt ud, så der igen bliver plads til ny luft, og så skal de hjælpes til at erfare kropsligt, at det virker. Det er lidt forsimplet i forhold til, hvor kompleks åndenød er, men det er det bedste råd, vi kan give.

Bliver patienterne bange for åndenød?

Ja, der er meget angst knyttet til KOL, fordi folk oplever, at de ikke kan trække vejret. Det præger alting – og det er let at sætte sig ind i, at man bliver bange, hvis man er truet på sin vejrtrækning. Men træningen går netop ud på, at de får lidt åndenød og lærer at håndtere den, mens de er aktive og i trygge rammer. Mange er bange for at blive kvalt og for at dø. Vi skal turde snakke med dem om det. Ofte har de ikke talt med nogen om deres angst.

Jeg fortæller patienterne, at de ikke dør, mens de går op ad en trappe eller er aktive ved træningen. Man dør ikke pludseligt af et åndenødsanfald med KOL. Det typiske billede er, at patienten langsomt bliver dårligere, får andre sygdomme (ofte hjertekarsygdom), har flere indlæggelser, hvor de bliver trætte, tiltagende bevidstløse og til sidst dør – og som regel er de klar til det på det tidspunkt.

Har de andre særlige behov?

Patienter med KOL skal opmuntres meget undervejs i træningen. De fleste er ikke vant til at træne, så mange øvelser er nye for dem, og de har brug for en god introduktion.

Og så er det vigtigt, at fysioterapeuten og andre sundhedsprofessionelle omkring dem er rolige. Hvis der er stress på, og man har lidt hurtig vejrtrækning, spejler KOL-patienterne det. Vejrtrækning smitter. Så hvis en KOL-patient er hvid i hovedet og har meget lidt ilt i blodet, og det skal gå stærkt med at få personen ned at sidde og etablere ilt, må man tage sin professionelle, rolige maske på og skaffe hjælp i en fart uden stress. De må ikke opleve, at du selv bliver hektisk, for de spejler det, og det har de ikke lungekapaciteten til.

Så patienter med KOL kræver noget opmærksomhed. Efter hver træning må man vurdere, om man faktisk kom igennem med de øvelser, man håbede. Ellers må programmet ændres.

Kan KOL-syge træne sammen med andre kronisk syge?

Det kan de måske godt, og det er jo en realitet i mange kommuner, men det er krævende for fysioterapeuten, for personer med KOL har andre behov end f.eks. hjertepatienter.

Et eksempel: En ofte brugt skala til hjerterehabilitering er Borg-skalaen fra 6-20, hvor en typisk hjertepatient skal stoppe træningen ved 15-17, ‘snakkegrænsen’. I lungerehabiliteringen bruger vi Borgs åndenødsskala fra 0-10, og vi stopper dem aldrig ved snakkegrænsen – der er ikke noget, der hedder snakkegrænse på den skala. I stedet arbejder vi med at beherske åndenøden.

Hos lungesyge er det mere relevant at fokusere på vejrtrækningsteknikker, iltmætning og sekretmobilisering end på blodtryk eller blodsukker. Så hvis man som fysioterapeut både træner patienter med diabetes, KOL og hjertekarsygdom på samme hold, så kræver det virkelig et stort overblik og et individualiseret træningsfokus.