Fleksibel ilt kan få KOL-patienter til at bevæge sig mere

Bevægelse kræver mere ilt end at sidde stille - dét er ikke ny viden. Men når en patient med KOL får hjemmeilt, fastsættes mængden af ilt efter, hvad behovet er, når han eller hun sidder stille - typisk 1-2 liter i minuttet. Det betyder, at al bevægelse, der giver behov for mere ilt, resulterer i iltmangel.

Nu er Linette Marie Kofod, specialeansvarlig respirationsfysioterapeut på Hvidovre Hospital, i gang med et banebrydende forskningsprojekt. Som en af de første undersøger hun, hvad det betyder for patienterne, hvis ilten bliver reguleret i forhold til det akutte iltbehov.

Patienten får en sensor på fingeren, der konstant måler iltmætningen i blodet. Når han eller hun rejser sig og er aktiv, f.eks. går på toilettet eller begynder på den vigtige træning, der kan vedligeholde lungefunktionen, strømmer der mere ilt gennem slangen ind i næsen på patienten.

“Det er utroligt, at der ikke er forsket i fleksibel ilt tidligere, for vi har hele tiden vidst, at kroppen har behov for mere ilt, når den er aktiv,” siger Linette Marie Kofod.

“Der sker en enorm udvikling inden for sundhedsteknologi, og der er store muligheder for at gøre patienternes liv og sundhed bedre ved at arbejde med fleksibel ilt, der sikrer, at patienterne har en bedre iltmætning.”

Mere ilt gav længere gangdistancer

I et tidligere studie har Linette Marie Kofod påvist, at når personer med KOL får fleksibel ilt under træning, kan de gå i dobbelt så lang tid: De øgede deres maksimale gangtid fra i gennemsnit 5,5 minut til 10,9 minut.

Resultaterne var så overbevisende, at hun hurtigt gik videre med forskningen i et nyt projekt: Hvad betyder det for patienterne, hvis deres hjemmeilt reguleres på samme vis - altså i forhold til behovet ved dagligdags aktiviteter?

Deltagerne i forskningsprojektet får målt deres iltmætning gennem den ovenfor omtalte fingersensor og et ‘armbånd’, et pulsoximeter, som de bærer hele døgnet. Via Bluetooth sender udstyret besked til en modtager, en iltrobot, der er koblet på patientens iltkoncentrator i hjemmet. Iltkoncentratoren står typisk i et bryggers, og via en lang slange sørger den for, at der sendes ilt ud til patienten, uanset hvor i hjemmet han eller hun befinder sig. Iltrobotten sørger så for, at iltmængden tilpasses patientens behov fra sekund til sekund.

Toiletbesøg krævede 6,5 liter ilt

Mens deltagerne har udstyret på, kan Linette Marie Kofod følge deres iltmætning og den mængde ilt, der frigives fra maskinen, på en skærm. Det har været en øjenåbner, for nu kan hun se, hvor store udsving, der er i iltbehovet:

“Mens en af mine deltagere sov, havde han kun brug for én liter ilt i minuttet. Så vågnede han og gik på toilettet - og så sendte maskinen 6,5 liter ilt ud til ham i minuttet. Uden ekstra ilt ville han være blevet meget forpustet af den aktivitet. Tilbage i sengen havde han igen kun brug for en liter ilt i minuttet,” fortæller hun.

Patienter med KOL ser ud til at have meget større behov for ekstra ilt, når de er aktive, end man før har vidst, forklarer hun:

“I tidligere studier har man givet patienterne en ekstra liter ilt i minuttet under træning. Men jeg har set nogle patienter, der fik behov for 10 liter ekstra. Og det er i dén situation, lige når patienten er i gang med træning og virkelig har iltmangel, vi fysioterapeuter siger: ‘Nu tager vi lige ti gentagelser mere’! Det er tankevækkende.”

Man kan ikke bare skrue op for iltkoncentratoren, pointerer hun. For meget ilt er farligt. Det skal reguleres omhyggeligt.

Giver tryghed - også for pårørende

I skrivende stund har ni patienter ud af tolv fået udstyret sat op. Selve forskningsprojektet er ikke færdigt, men Linette Marie Kofod kan godt løfte sløret for, hvordan udstyret er blevet modtaget:

“Jeg fornemmer en enormt positiv respons. Deltagerne er meget interesserede i at vide noget om iltregulering, for de kan mærke på egen krop, hvad det betyder, når de har iltmangel. Mange er bekymrede over, at de falder i iltmætning under bevægelse, og nogle undgår at bevæge sig af den grund. De er spændte på, hvad det betyder for deres hverdag, at de får en bedre iltmætning uanset, hvad de laver,” siger hun.

Det er for tidligt at sige noget om, om den fleksible hjemmeilt påvirker patienternes aktivitetsniveau i hjemmet. Den del af forskningsresultaterne er ikke klar endnu. Men i Linette Marie Kofods øjne er der store muligheder i at arbejde med fleksibel hjemmeilt:

“Jeg tror, en bedre iltmætning kan have en tryghedsskabende effekt. Mit forsigtige bud er, at fleksibel ilt vil kunne give nogle lungepatienter en bedre livskvalitet. Det kan min forskning ikke sige noget om, men det kunne være interessant at undersøge det senere.”

Hun efterlyser, at der kommer mere fut i udviklingen af udstyr til hjemmeilt. Iltkoncentratoren, som patienterne har stående, er en stor, uhandy kasse på 25 kg, og den larmer. Sensor-udstyret kunne også gøres mindre og fiksere.

“Vi lever i en tid, hvor mange patientgrupper kan blive reguleret individuelt, f.eks. kan diabetespatienter få en blodsukkermåler og glukosepumpe som et slags plaster på armen. Men patienter med KOL får bare et fast flow af ilt fra en stor, brummende maskine. Det er på tide, vi giver dem et bedre grundlag for at kunne holde sig i gang - og her er fleksibel hjemmeilt formentlig en rigtig god mulighed,” påpeger hun.