Et kærligt puf gennem skærmen

Hver mandag og torsdag kl. 10.30 kobler fysioterapeut og ph.d.-studerende Christina Nielsen fra Hvidovre Hospitals Lungemedicinske Forskningsenhed sig op med fire-seks patienter med moderat til svær KOL. De sidder klar hjemme i stuerne for at deltage i telerehabilitering.

Hos hver af dem står en stepbænk, nogle håndvægte på 1-5 kg og en tablet med programmet Pexip Infinity Connect, der er designet til, at brugerne ikke er it-vante: Med ganske få klik åbner patienterne for linjen ind til holdet.

Christina Nielsen logger på lidt før, så hun kan hjælpe, hvis teknikken alligevel driller. Når de er klar, kan alle se og høre hinanden, og snakken går.

Hver session varer en time og består af ca. en halv times træning og en halv times undervisning om medicinhåndtering, søvn, kost, følgesygdomme mv. Det varetages af bl.a. en KOL-sygeplejerske og en læge.

Et forløb varer 10 uger og er en del af Christina Nielsens ph.d.-projekt, hvor hun undersøger effekten af telerehabilitering. Derefter tilbydes deltagerne 65 ugers opfølgning med vedligeholdende træning en gang om ugen, også online. Det tager næsten alle imod.

Teletræning er mere attraktivt

Telerehabiliteringen er rettet mod patienter med moderat til svær KOL, som har sagt nej tak til lungerehabilitering i mindst to år. Hele 30-50 pct. tager ikke imod tilbud om rehabilitering – transporten er ofte meget hård for dem. Men når træningen foregår via en skærm, ønsker flere at deltage, og telerehabiliteringen har været et tilbud siden coronapandemien.

“Vi har små hold på fire-seks patienter, og træningen kan tilrettes individuelt. Deltagerne kommer til at kende hinanden, og de byder aktivt ind og inspirerer hinanden,” fortæller Christina Nielsen.

“Hvis én ikke er der, spørger de andre efter vedkommende. Det har stor betydning, fortæller de – at der er nogen, der forventer, de kommer.”

Det er anderledes for hende som fysioterapeut at lave telerehabilitering end at lave træning, hvor patienterne er fysisk til stede:

“Jeg kan ikke lægge hånden på dem og vejlede dem fysisk. Så jeg er blevet bedre til at forklare med ord, hvad jeg gør. Heldigvis kan de se mig i fuld figur, så de kan efterligne det, jeg viser dem. Det fungerer fint,” siger hun.

Nogle af deltagerne har hjemmeilt – de får altså ilt gennem en slange, der er koblet til næsen. Ilttilskuddet kan forbedre deres fysiske formåen. Men hjemmeilten er ikke en nævneværdig udfordring for træningen.

“Den største udfordring er, hvis der er udfald i teknikken eller opdateringer til programmet. Så kan det kræve lidt arbejde at få hjulpet de patienter, der har behov for det,” fortæller hun.

Rejse-sætte-sig i intervaller

Træningen består af et standardiseret program, som er benyttet i flere interventionsstudier for patienter med moderat til svær KOL: Opvarmning efterfulgt af seks øvelser, som involverer de største muskelgrupper ligeligt fordelt på over- og underekstremiteter. Rejse/sætte-sig-øvelsen er den vigtigste, fordi den træner det kardiovaskulære system og den perifere muskulatur.

Øvelserne udføres hver i fire sæt. Bagefter er der en kort nedvarmning med bl.a. åndedrætsøvelser.

“Programmet er skruet sådan sammen, så en patient med slem åndenød kan holde en pause, der måske varer ét sæt, og alligevel få en varieret træning,” fortæller Christina Nielsen.

“Patienterne kender øvelserne så godt, at jeg kan koncentrere mig om én deltager, mens de andre træner videre. Hvis systemet smider mig af – og det sker indimellem – så træner de stadig, når jeg logger ind igen. Så de joker med, at jeg bare kan tage en kop kaffe – de kan godt selv,” smiler hun.

Forebygger nogle indlæggelser

Christina Nielsen har ikke oplevet, at en person med KOL blev decideret dårlig under træningen.

“De får åndenød og bliver muskulært udtrættet, og det er også meningen. Når den enkelte patient når sin træningsgrænse, hviler han eller hun og fokuserer på åndenød og respirationskontrol. Det er en central del af at øge træningstolerancen og træningscompliance,” forklarer hun.

Alle data viser også, at det er meget sikkert at deltage i online-træning.

Men hvis hun oplever, at en deltager kommer til at se lidt dårligere ud i løbet af træningen, kontakter hun patienten bagefter og beslutter, om der er behov for at kontakte en læge eller sygeplejerske.

“På den måde tror jeg, vi udskyder eller undgår nogle forværringer og indlæggelser, fordi vi kan gribe hurtigere ind. Denne her patientgruppe kommer ikke så tit selv og siger, at de er blevet dårligere. De vil ikke være til besvær, og de render ikke til læge hele tiden,” fortæller hun.

Næsten alle ønsker opfølgning

Efter 10 uger med telerehabilitering tilbydes patienterne hele 65 uger med teletræning en gang om ugen på hold med fire-otte personer. Forskningen viser nemlig, at selv om patienter med KOL deltager i lungerehabilitering på hospitalet, så er de tilbage på samme niveau som før rehabiliteringen kun ét år senere, målt på gruppeniveau.

Det kan skyldes flere indlæggelser og luftvejsforværringer i den mellemliggende periode – men det kan også hænge sammen med, at mange af patienterne har svært ved at lave vedligeholdende træning i hjemmet.

Derfor undersøger Christina Nielsen effekten af at lave et langt opfølgningsforløb, og næsten alle patienterne siger ja tak. Lige nu er der tre opfølgningshold på forskellige ugedage og tidspunkter.

“De får et kærligt puf, og de kan selv mærke, at træningen virker. Nogle siger, at de gerne vil fortsætte med det resten af deres liv,” fortæller hun.