Betydningen af katastrofetanker for lændesmerter

Baggrund

Smerte er en multidimensionel subjektiv oplevelse, som involverer kompleks interaktion mellem biologiske, psykologiske, arvelige og sociale faktorer. Studier har vist moderat effekt af forskellige terapiformer mod katastrofetanker, men der mangler viden om, hvad katastrofetankerne handler om. Terapi med metakognition, forstået som tanker om tankerne, er en metode til at få indsigt i og påvirke tankeadfærden.

Formål

At undersøge hvordan patienter med smerte og tendens til katastrofetænkning selv vurderer deres katastrofetanker og at finde ud af, hvordan disse katastrofetanker påvirker smerteforløbet.

Metode

15 patienter med kronisk rygsmerte og katastrofetanker blev udvalgt fra smerteklinikker og inviteret til at deltage i semistrukturerede interviews. Interviewene blev transskriberet og analyseret.

Resultater

Deltagerne var i stand til at reflektere og metareflektere over deres smerterelaterede tankeadfærd, herunder deres positive og negative holdning til katastrofetankerne. Flere deltagere beskrev samtidige positive og negative opfattelser af tankerne om smerten. Det positive kunne være problemløsende i form af påmindelse om at bevæge sig, mens det negative kunne være fokusering på smerten og overdreven bekymring. Den ruminerende tankeadfærd blev af nogle opfattet positivt som problemløsende, men mange beskrev den som socialt og psykologisk smertefuld, truende og ineffektiv samt svær at kontrollere. Katastrofetænkning vurderes at forværre smerten hos halvdelen af deltagerne. Deltagerne beskrev, at tankerne om smerten flygtigt kom og gik med smerten, men det kunne også blive en ond cirkel, hvor fravær af smerte eller forventning om smerte igangsatte katastrofetankerne benævnt som ”meta-bekymringer”.

Diskussion

Ruminerende katastrofetanker fluktuerer som følge af interne og eksterne faktorer, mens positive eller negative opfattelser af dem kan virke modererende eller aktiverende. Intervention i form af metakognition, som retter sig mod tankerne, formodes at hjælpe disse patienter, men at det er nødvendigt at individualisere terapien til det enkelte.