"Det er okay at være lidt hård"

Er der gulv i dit hus eller bare grus? Har du din egen seng, eller deler du den med tre andre? Da Matilde Lundberg Christensen var i praktik i Sydafrika, lærte hun at stille en anden type spørgsmål under anamnesen, end hun ville have gjort i Danmark.

Groot Schuur Hospital, hvor hun var tilknyttet ortopædkirurgisk afdeling, er offentligt ejet og behandler nogle af de fattigste mennesker i hovedstaden Cape Town. Patienterne kommer blandt andet fra byens mange townships, en slags lovløse og hjemmebyggede skurbyer.

På hospitalet var der altid flere patienter end hospitalssenge, så tempoet var højere, end Matilde Lundberg Christensen var vant til fra sin kliniske undervisning i Danmark. Hver dag havde hun ansvaret for at indskrive, behandle og udskrive godt syv patienter. Det gav hende en masse brugbar erfaring. ”Jeg er sådan en, der lærer mest af at blive kastet ud i nye udfordringer. Så jeg er blevet stærkere i mine faglige overvejelser af at have så mange forskellige patienter gennem hænderne,” siger hun.

Ingen tid til nænsomhed 

Det høje tempo på hospitalet betød, at patienterne blev mødt med krav om hurtig genoptræning efter operationerne. Fysioterapeuterne havde også sparsom tid til at forberede patienterne på behandlingen.

Det ligger langt fra procedurerne på Hvidovre Hospital, hvor Matilde Lundberg Christensen før har haft klinisk undervisning. Her bliver der for eksempel afholdt et knæseminar, som forbereder patienterne på, at de skal i gang med træning efter en knæoperation. Mantraet er at ”give patienterne ansvar for deres eget forløb”.

Den slags var der ikke resurser til på Groot Schuur Hospital. Tværtimod kunne de sydafrikanske fysioterapeuter bruge en kommanderende tone overfor patienterne for at få dem til at gennemføre smertefulde øvelser. Det lå den danske studerende fjernt. Men da hun en dag skulle genoptræne en 50-årig kvinde, nægtede kvinden at lave sine øvelser.

Grædende patient

Kvinden havde fået nyt albueled og var blevet opereret i skulderen. ”Hi Sweety,” kaldte hun moderligt Matilde Lundberg Christensen. Men så snart den danske studerende tog fat i hendes arm, græd hun højlydt. Kompromisset blev, at de to nøjedes med at tale øvelserne igennem sammen, så kvinden kunne lave dem senere på dagen på egen hånd.

Næste morgen beskrev Matilde Lundberg Christensen situationen for sin teamleder, en fysioterapeut med 15 års erfaring. ”Jeg går med,” sagde teamlederen og gik direkte hen og tog fat i patienten. ”Du skal bare i gang,” sagde hun i en hård tone. ”Vi har brugt penge på at give dig en operation, og hvis du ikke laver øvelsen, er det hele spildt.”

Ved siden af stod Matilde Lundberg Christensen og følte sig meget lille. Imens blev patienten ført med sikker hånd igennem alle øvelserne. Bagefter var hun igen sit smilende jeg og sagde, at ”det slet ikke gjorde så ondt.”

Men selvom patienterne i mange tilfælde blev både raske og taknemmelige, foretrækker Matilde Lundberg Christensen den danske model, hvor fysioterapeut og patient har tid til at samarbejde. Dog tog hun en vigtig inspiration med hjem fra Sydafrika.

”Jeg har lært at påtage mig en autoritet. Som fysioterapeut har jeg jo rent faktisk en viden, patienten ikke har. Det er okay at være lidt hård, så længe man har sin faglighed med,” siger hun.