Samarbejdet mellem de to sektorer er vigtigt for teenagere med skoliose
Det er med stor glæde, at jeg ser skoliose som tema i fagbladet. De unge mennesker har brug for faglige råd og vejledning midt i deres vækstperiode, og andre med ubehandlede skolioser kan ligeledes hjælpes. De sidste dog som regel kun i praksissektoren. Det, der optager mig mest, er de unge kvinder med adolescent idiopatisk scoliose. Hvordan starter sygdommen? Det er der ingen, som ved endnu. Men det, der sker, er, at en eller flere ryghvirvler drejer sig om deres egen akse og trækker ribbenene med sig. Det bliver til puklen eller den manglende midjevinkel.
Nogle af de unge teenagere er meget fleksible i alle led, de er hypermobile. Disse teenagere er lette at hjælpe, for de kan lære at styre skoliosen med deres muskler, men de kan ikke påvirke rotationen i columna. Teenagere med stive led kan derimod ikke påvirke skoliosen med øvelser. Hvilken af de to grupper pigerne tilhører, må fysioterapeuten vurdere. Nogle skolioser stopper med at vokse, når Cobbs vinkel er mellem 20-40 grader, men hvilke der stopper og hvilke der vokser videre, er ikke en viden, vi har. Derfor er samarbejdet mellem de to sektorer meget vigtig, og det er godt, at det tværfaglige team er med i "Fysioterapeuten", så ingen kommer for sent til den rette behandling. Det er godt at bevæge sig, mens man vokser. Så det er et fint initiativ i praksissektoren at give et tilbud til teenagere. Og det er sjovere at træne i en gruppe, hvor alle har en rygdiagnose.
Hermed et ønske til redaktionen på Fysioterapeuten: Vil I overveje at bringe et tilsvarende tema om mb. Scheuermann?
Af Winnie Hessing
Winnie Hessing har arbejdet med børneotopædi og skoliose hos teenagere, siden hun blev uddannet i 1971. Hun er tidligere ledende fysioterapeut på Gentofte Hospital.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.