Min arbejdsplads: Vil I ikke hellere have en fysioterapeut?

Hvad laver du?

Jeg arbejder på Kær-Huset ved Lemvig, et specialiseret botilbud til voksne med svære psykiatriske lidelser. Det er mit første job, og egentlig var det en pædagog, der blev søgt efter. Jeg ringede til lederen og spurgte, om ikke de hellere ville have en fysioterapeut og fortalte, hvad jeg mente, jeg kunne bidrage med. Jeg blev kaldt til samtale, blev ansat i et vikariat og er nu i en fast stilling.

Hvad var din motivation for at søge lige netop det job?

Jeg havde været i en praktik på modul 12 på Psykiatrisk Hospital Risskov. Det er et fantastisk sted, hvor jeg så, hvor meget fysioterapeuter kan bidrage med, og jeg besluttede, at jeg ville søge inden for psykiatrien, når jeg var færdiguddannet. Jeg flyttede til Lemvig med min familie, og da jeg var klar over, at der var langt mellem jobbene, havde jeg fra starten den indstilling, at jeg skulle være åben og innovativ og ikke kun kigge på stillinger, der specifikt stod ”fysioterapeut” på. Da jeg så det job her, havde jeg meget let ved at se mig selv i det, og jeg tænkte faktisk ”hvor er det synd, de ikke har en fysioterapeut”.

Hvorfra fik du modet til at ringe op og byde dig til?

Jeg er nok innovativ af natur, og der var for eksempel kun gået ganske kort tid, efter jeg var flyttet til Lemvig, før jeg havde etableret et hold med udendørs træning til en gruppe ældre damer. Men jeg har også en ballast med mig fra arbejdet i Danske Fysioterapeuters regionsbestyrelse og vil opfordre andre studerende til at søge indflydelse i foreningen og få den indsigt, der følger med, blandt andet i de underliggende strukturer, der er med til skabe job. Men egentlig kræver det ikke mod at være opsøgende, for lederne bliver kun glade for folk, der selv byder sig til. Jeg kan kun opfordre andre nyuddannede til at gå ud at banke på. Vi har en uddannelse, der giver os utrolig mange muligheder, hvis vi griber dem. Selvom man måske ikke får jobbet, kan man være med til at bane vejen for andre, for måske skifter lederen mening, når der for tiende gang er en, der ringer og spørger, om ikke hun hellere vil have en fysioterapeut.

Hvad er det, du kan bidrage med til det tværfaglige samarbejde?

Vi er mere end vores psykiatriske diagnoser. Mennesker med en psykisk lidelse lever i gennemsnit 15-20 år kortere end andre, blandt andet fordi de somatiske udfordringer ofte kommer til at stå i skyggen af den psykiatriske lidelse. Mit arbejde er meget relationsarbejde, for du når slet ikke ind til de her mennesker, hvis du ikke har en god relation, men jeg ser det som min fornemmeste opgave at tænke fysioterapi ind. Mit udgangspunkt er hele tiden fysioterapeutens, og jeg tydeliggør, at fysisk sundhed også gælder for beboerne her. Flere af dem har diagnoser som for eksempel sclerose, parkinson og diabetes. Jeg bidrager med kropslig udredning efter behov, kigger på funktion og arbejder med BAT, og i øjeblikket er jeg i gang med at implementere må- nedlige sundhedssamtaler.

Hvordan er du blevet modtaget?

Jeg er blevet taget enormt godt imod. Fordi jeg selv har skabt mit job, er her ingen faste dogmer om, hvordan man skal være fysioterapeut her, og alle har været meget åbne og nysgerrige efter, hvad jeg har at komme med. Omvendt lærer jeg også rigtig meget af pædagogerne og de andre faggrupper, der jo har nogle kompetencer inden for relationsarbejde, som jeg ikke er i nærheden af, fordi jeg ikke har så lang erfaring. Jeg indgår fuldstændig på lige fod med dem, også hvad angår vagter om aftenen, og det er rigtig godt. Det giver mig et andet perspektiv, at jeg ikke kun ser beboerne om dagen, for de er også syge uden for kontortid. Jeg kan godt lære dem nogle vejrtrækningsteknikker mellem klokken 8 og 16, men det giver noget ekstra, at jeg også er der, når de skal sove og har brug for at slappe af. Og så giver det en anden form for solidaritet i personalegruppen, at vi alle bidrager til at få huset til at hænge sammen.

Føler du dig ikke efterhånden mere som pædagog og mindre som fysioterapeut?

Jeg står stærkt på min fysioterapeutiske faglighed, og den er afsæt for alt, hvad jeg indgår i. Den giver mig en basis, en tryghed og en faglig stolthed, og fordi jeg bliver mødt med så meget anerkendelse fra både min leder og mine kolleger, synes jeg snarere, at min faglighed bliver styrket, end at den bliver udvandet. Men jeg har meget at takke min praktik på Risskov for; det gør det hele så meget lettere, at man kommer fra et sted, hvorfra man kan sige, at man ved, det virker. Skolerne har en stor opgave i at sikre, at vi kan blive ved at komme i klinisk praktik også på de mindre områder som i psykiatrien - for hvor har vi meget at bidrage med!

Hvad er det bedste ved dit job?

At to dage ikke er ens, og at alle faggrupper hver dag yder en professionel tværfagligindsats for at skabe et meningsfuldt liv for beboerne. Jeg har brug for hele min fysioterapeutiske værktøjskasse i arbejdet med beboerne, hvilket gør mit job utroligt meningsfyldt for mig. Men det bedste er kombinationen af ansvar og frihed. Ansvaret for at give beboerne den bedste behandling og friheden til at skabe en stilling, hvor fysioterapi står i centrum.