Mit forhold til fysioterapi er lidt et had-kærlighedsforhold

David Rasmussen er blevet interviewet flere gange før. Så han ved naturligvis godt, at man skal tænke sig grundigt om, når man skal tale med en journalist, der sidder klar med kuglepen og blok. Så det er altså ikke, fordi han ikke ved, hvad han vil sige – snarere tværtimod – når David Rasmussen roterer en enkelt gang i sædet, holder en kort pause og siger, at han nok grundlæggende har det blandet med fysioterapi. Rent fagligt.

”Det gode ved os fysioterapeuter er jo vores faglige stolthed. Men det er også svagheden. For der hersker især blandt visse fysioterapeuter en selvforståelse, der betyder, at de, der som jeg har andre faglige ting på tapetet, har svært ved få ørenlyd. Mit forhold til faget er derfor nok lidt som et had-kærlighedsforhold”, erkender den 44-årige fysioterapeut og kostvejleder David Rasmussen.

Kostvejledning har han føjet til sin faglighed for at hjælpe patienter med autoimmune sygdomme. Noget, han selv har haft tæt inde på livet, da han som 28-årig blev ramt af den kroniske betændelsestilstand Morbus Crohn, måtte have fjernet en del af tyktarmen, fik en midlertidig stomi og var nede at veje 54 kilo.

Andre faggrupper kan også bidrage

Heldigvis er det en tyve kilo raskere David Rasmussen, der tager imod i sin klinik en solrig middagstime. Vi tripper på strømpesokker henover klinkegulvet i den store træningssal, hvor David og hans kolleger på dette tidspunkt plejer at være i fuld gang med at behandle patienter.

Klinikken er indrettet i en tidligere bankfilial. Davids kontor/samtalerum er hyggeligt og uprætentiøst med stigereoler proppet til kanten med naturvidenskabelig faglitteratur og bøger om kost og immunforsvar med gule post-its blafrende ud de steder, hvor guldkornene om immunologi og restitution putter sig på siderne.

Rummets hygge afholder dog ikke David Rasmussen fra lige at komme med en sidste svada til træningsfikserede fysioterapeutkolleger:

”Der er fokus på fysisk træning og manuel terapi ikke bare i vores fag, men alle vegne. Men efter min mening er det en overfladisk tilgang til patienterne”, siger David Rasmussen. Han tilføjer, at ”det selvfølgelig er helt vildt generaliserende”, men at mange af dem, der beskæftiger sig med fysisk træ- ning, koncepter og manuel behandling føler, at de har svaret på både forebyggelse og helbredelse af samtlige livsstilssygdomme og andre problemer og derfor mangler lidt ydmyg forståelse for, at andre faggrupper måske også kan ligge inde med svar, der kan bruges.

David Rasmussens kone er zoneterapeutuddannet, apropos andre specialer og måder at anskue tingene på. Før han går over til at tale om inflammation og autoimmune lidelser, som er det, der forbinder hans fysioterapeutiske baggrund med specialet som kostvejleder, vipper han afslappet med sine blå strømpesokker og går i rette med det, han opfatter som et ensidigt fokus på evidens:

”Forskningen omkring fysisk træning er efterhånden overbevisende og massiv, så kan jeg godt forstå, at der hele tiden henvises til evidens. Når du samler mængden af evidens på et område, vil nye opdagelser automatisk dumpe eller havne i bunden af evidenshierarkiet, og man skal ikke ret mange år tilbage, før det var tilfældet med fysisk træning, som nu er havnet øverst i hierarkiet. I 1980 påstod en professor, at cancer før trediveårsalderen var en immunologisk problematik. Han blev smidt ud af konferencen, men blev mange år senere hædret for sine påstande”.

Det er ikke kun smerterne, de slås med

David Rasmussens omdrejningspunkt fagligt – og personligt – er som sagt autoimmune lidelser, som eksempelvis Morbus Crohn og leddegigt, og hvordan disse på- virkes af kost, træning og inflammation. Der er ca. 400.000 danskere, der har en autoimmun lidelse, og tallet stiger.

”Det er meget komplekst og spændende. Og netop det at kombinere fagligheder på det her område kan være med til at knække koden for at kunne hjælpe de meget syge patienter”, siger David Rasmussen og tilføjer, at han er overbevist om, at det udover hans særlige faglige kombination af kost og bevægelse, er hans egne, personlige erfaringer med at leve med Morbus Crohn, der hjælper patienterne, som kommer fra hele landet.

”Jeg ved, hvad de kæmper med”, siger David Rasmussen og løfter op i sin T-shirt, hvor der under den blå bomuld gemmer sig et stort ar, som er tegnet på hans egen sygdom.

”Det er ikke smerterne alene, der udmatter patienter med autoimmune sygdomme, og lægerne burde snarere spørge til træthed, udmattelse og søvn. Desuden har en del af vores kroniske patienter mange andre ting at slås med end kun det kropslige. Mange kæmper nemlig sideløbende med deres kroniske sygdom også i årevis med det kommunale system, økonomiske vanskeligheder og fyringer. Det er simpelt hen barskt. Det er de her evighedspatienter, som bliver kastet rundt i systemet, før de får en endelig og ofte blivende diagnose, og som går deres praktiserende læge på nerverne, fordi der ’hele tiden er noget’. Der bliver set ned på dem overalt – i skolerne, på jobbet og også i sundhedsvæsnet”.

Man kommer hurtigt til at holde lige så meget af David Rasmussen, som han holder af sine patienter. Klinikken kom til verden i 2008, og her var tilbuddet fra dag ét specialviden om immunsystemet til de kroniske patienter med autoimmune lidelser. ’Ellers ville de ikke få hjælp’, som han siger. Det sociale engagement har han altid haft – måske fra sin egen opvækst i Roskilde, som ikke var den mest privilegerede. Man kan se fra klinikken på Østervang over til Maglegårdsskolen, hvor han gik i skole fra 1. til 8. klasse, og derfra videre over til bageriet, hvor han blev udlært af sin far som 18-årig og lavede alt fra rugbrød til romkugler, indtil hans Morbus Crohn for alvor brød ud.

”Set i bakspejlet var natarbejde, dårlige kostvaner og hvedemel måske ikke det bedste værn mod at udvikle en autoimmun sygdom”, siger David, der i en periode underviste på Teknisk Skole i Ringsted, da han havde opgivet jobbet som bager.

Et let valg

I 2005, som 34-årig, besluttede han sig for at læse til fysioterapeut i Næstved.

”Det var let valg, for i mange år havde jeg - når folk omkring mig ikke vidste, hvad de skulle læse – altid sagt ’bliv dog fysioterapeut’. Jeg har altid syntes, det var en virkelig fantastisk uddannelse. Studiet var lige mig, og nærmest fra den første opgave var jeg 100 procent på de autoimmune sygdomme. Da jeg blev færdig i 2008, var det til gengæld en antiklimaks-omgang. Faktisk havde jeg ikke den mindste lyst til fysioterapi bagefter, så jeg tog et job i et firma, som solgte fysioterapeutisk udstyr”, siger David Rasmussen.

Efter et godt års tid var der heldigvis en af hans studiekammerater, der fik ham på fysioterapeut-krogen igen. ”Anders lokkede med, at jeg ville komme til at arbejde med patienter med autoimmune sygdomme”, siger han med et stort selvironisk smil.

Som ung i Roskilde spillede David en del fodbold, men i dag er han noget så atypisk som en fysioterapeut, der ikke træner ret meget. Både fordi det ikke optager ham synderligt, og fordi han slet ikke tror, at så meget træning er godt – i hvert fald ikke for alle.

”Jeg bevæger mig selvfølgelig. Cykler til og fra arbejde. Men i forhold til det, jeg arbejder med, nemlig inflammation, tyder meget nyere forskning på, at der ofte hersker en tilstand af såkaldt slumrende eller low grade inflammation i kroppen hos patienterne, og så er motion ikke kun af det gode. Moderat fysisk aktivitet holder inflammationsniveauet nede, mens både for lidt og for meget øger inflammationen i kroppen”, siger David Rasmussen og henter sin bacheloropgave og bladrer i den og et par bøger fra den tætpakkede reol. Han slår op og finder Bente Klarlund-Pedersens J-formede kurve frem for at illustrere pointen.

”Asiatiske munke er det bedste bevis på, at træning ikke nødvendigvis er løsningen. Munkene er ganske enkelt de sundeste ældre i verden. De bliver 110 år, de har aldrig løbet, men de går lange ture, og så spiser de antiinflammatorisk kost helt naturligt. I dag taler alle om antiinflammatorisk kost herhjemme, men i udlandet, særligt USA og England, på Cambridge University, hvor jeg har været som patient, har det været sådan i årevis. Lige ved universitetsområdet i Cambridge er der en hel vej, hvor universitetsprofessorernes egne privatklinikker ligger side om side, blandt andet klinikker, som er specialiserede i antiinflammatorisk kost og livsstil.

Interviewet er næsten slut, da David Rasmussen kommer i tanke om, at det nok er nu, han skal stille sit politiske spørgsmål. ”Gad vide om Danske Fysioterapeuter mon snart bliver klar til at udnævne særlige klinikker som min til ’specialklinikker’”?