Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Fysisk aktivitet kan være alternativ til Viagra

Sammenhængen mellem livsstil og erektil dysfunktion er veldokumenteret, og fysioterapeuter kan bidrage til forebyggelse, udredning og behandling.
Illustration: Gitte Skov

Sundhedsfaglige ved ikke nok om sammenhængen mellem livsstil og erektil dysfunktion, og patienterne får derfor ikke information om, at der kan være et alternativ til farmakologisk behandling.

Det mener i hvert fald fysioterapeut, cand. scient. san. og nyslået master i sexologi Helle Gerbild, der i forbindelse med sit masterprojekt har studeret fysisk aktivitet som behandling af erektil dysfunktion. Helle Gerbild foreslår, at fysioterapeuter bidrager til udredning og behandling af patienter, der opsøger deres læge med rejsningsproblemer.

Et optimistisk budskab

Læge og professor ved Sexologisk Forskningscenter på Aalborg Universitet, Christian Graugaard, hilser forslaget velkomment:

”Generelt er livsstilens betydning for udviklingen af seksuelle problemer desværre lidt af et uopdyrket område. Der er efterhånden ganske solid evidens, men den er ikke rigtigt nået ud i klinikken. Det ser faktisk ud til, at fysisk aktivitet ikke alene kan forebygge seksuelle dysfunktioner, men også bedre dem, når de først er opstået. Det er et meget optimistisk budskab, som vi læger bør tage til os i stedet for pr. refleks at ty til farmakologiske løsninger. Fysioterapeuter har forstand på krop, bevægelse og motion - og i mange tilfælde af rejsningsbesvær er det netop dér, man med fordel kan sætte ind. Så det ville da glæde mig, hvis fysioterapeuter smed blufærdigheden og begyndte at interessere sig for seksualitet. Gerne i et tæt og konstruktivt samarbejde med de praktiserende læger”.

Fysioterapeuter kan bidrage

Lider man af erektil dysfunktion, er der stor sandsynlighed for, at man er udfordret på KRAM-faktorerne. Der er en statistisk sammenhæng mellem erektil dysfunktion og risikofaktorer som fysisk inaktivitet, overvægt, hypertension, metabolisk syndrom, diabetes og hjertekarsygdomme, forklarer Helle Gerbild.

Hun har i forbindelse med sit masterprojekt analyseret 10 studier, der alle påviser en effekt af fysisk aktivitet til behandling af erektil dysfunktion. Hun konkluderer på den baggrund, at fysioterapeuter kan bidrage til behandlingen, og at kendskabet til de fysiologiske sammenhænge kan være med til at motivere mænd, der opsøger behandling for erektil dysfunktion, til fysisk aktivitet.

”Der eksisterer en myte om, at rejsningsproblemer oftest er psykisk betinget og skyldes nervøsitet og præstationsangst. Den trives også blandt sundhedsprofessionelle, selvom 70 procent af al erektil dysfunktion har fysiologiske årsager, og evidensen for effekten af fysisk aktivitet er på 1a-niveau”, siger Helle Gerbild.

”De fleste kender jo godt sammenhængen mellem fysisk inaktivitet og hjertekarsygdomme, men det kan være svært som mand at forholde sig til. Man kan jo ikke nødvendigvis mærke, at man belaster sit hjerte med sin livsstil, men hvis man kan sige til manden, at han med fysisk aktivitet kan bedre sin rejsningsfunktion, tror jeg, det kunne være en stor motivationsfaktor, også i forhold til at blive ved med at træne”.

Hjertekarsygdomme medfører på et tidligt tidspunkt inflammation og arteriosklerose, hvilket resulterer i mindre blodtilførsel til arterierne i penis - også kaldet ’penil angina’. Rejsningsproblemer er typisk det allerførste tegn på begyndende arteriosklerose, fordi penis er det sted i mandens krop, hvor der er størst forskel på blodmængden i afslappet og erigeret tilstand, forklarer Helle Gerbild.

”Fysisk aktivitet har som bekendt en forbedrende virkning på arteriosklerose og dermed på selve årsagen til erektil dysfunktion, og derfor kan fysioterapeuter med vejledning i fysisk aktivitet bidrage til, at mænd kan forbedre deres erektile funktion”, fastslår hun.

”Hvis sundhedspersonale bliver bedre til at inddrage seksuel sundhed i deres dialog med patienter og borgere, vil man således kunne opspore tegn på begyndende arteriosklerose på et tidligere tidspunkt. Mange læger tager desværre ikke initiativ til at tale med patienterne om deres erektile funktion, og hvis patienterne selv tager det op, er løsningen alt for ofte farmakologisk symptombehandling ”, siger Helle Gerbild.

Der skal viden til

Med et kursus i sexologi vil fysioterapeuter være endog særdeles godt klædt på til også at inddrage seksuel sundhed i deres praksis, mener Helle Gerbild.

”De studerende, som jeg underviser på fysioterapeutuddannelsen, har i forvejen basal viden om fysisk aktivitets positive fysiologiske effekt. De vil meget gerne have mere viden om seksuel anatomi og fysiologi og fysisk aktivitets beskyttende virkning på den erektile funktion. Der skal viden til, før man giver sig selv og manden ’tilladelse’ til at tale om et tabubelagt emne. Viden gør, at man kan tale om det, så det bliver værdigt for begge parter og til hjælp for manden. Og viden gør, at fysioterapeuten i samarbejde med lægen kan differentialdiagnosticere de 30 procent, hvor årsagen ikke er fysiologisk”.

At inddrage seksuel sundhed i fysioterapi er en vigtig udvikling af professionen og det fysioterapeutiske fagområde, understreger Helle Gerbild, der i samarbejde med en af praksiskonsulenterne i Region Syddanmark vil forsøge at implementere et tilbud på foreløbig én klinik for fysioterapi.

”Med viden om, at erektil dysfunktion kan være første tegn på en livsstilssygdom, vil det være oplagt, at lægen henviser en fysisk inaktiv patient erektil dysfunktion til videre udredning hos os, så vi kan bidrage til en tidlig opsporing og en mulig behandling”, siger Helle Gerbild, men understreger, at der bør være tale om en tværfaglig indsats. ”Vi bidrager med fysisk aktivitet, men hvis manden ryger, skal der måske et rygestop til, ligesom det til mænd med overvægt kan være relevant med en diætist. Lægerne skal informeres om, at vi har det tilbud, så de ved at henvise til os kan han give manden et valg”.