Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Effekt af manipulation og øvelser til nakkesmerter

FORSKNINGSNYT / Kiropraktor, ph.d., lektor Michele Maiers har sammenlignet effekten af manipulation og øvelser til behandling af nakkesmerter hos ældre over 65 år.

241 ældre med smerter og stivhed i nakken blev inkluderet i RCT-studiet og randomiseret til tre grupper: Manipulation og hjemmeøvelser; superviserede øvelser og hjemmeøvelser; og hjemmeøvelser alene. I studiet blev der anvendt både kvalitative og kvantitative metoder. De inkluderede fik udleveret et spørgeskema ved inklusionen og 4, 12, 26 og 52 uger efter randomiseringen.

Primære effektmål var smerte (0-10), sekundære mål var funktion, fremskridt, tilfredshed med behandlingen og medicinforbrug. Alle patienter blev behandlet i 12 uger.

Patienter, der fik manipulationsbehandling kombineret med hjemmeøvelser, havde signifikant færre smerter efter 12 uger sammenlignet med de øvrige grupper. Der var en lille men ikke statistisk signifikant effekt på smerter i den gruppe, der både fik superviserede øvelser og hjemmeøvelser sammenlignet med gruppen, der kun lavede hjemmeøvelser.

Efter 52 uger var der ingen signifikant forskel mellem de tre grupper, men den gruppe, der havde fået manipulation og øvelser havde et mindre medicinforbrug end de to andre grupper.

Patienter, der var behandlet hos kiropraktor, var mesttilfredse med den personlige kontakt og muligheden for at få supplerende behandling i form af varme og massage. Til gengæld syntes de, at behandlingsperioden over 12 uger var for lang.

Gruppen, der fik superviseret træning og hjemmeøvelser var også mest tilfredse med kontakten til behandler og mest utilfredse med udvalgte  øvelser. Gruppen med hjemmeøvelser var tilfredse med øvelsesanbefalingerne, og at de kunne gøre øvelserne hjemme. Denne gruppe angav ingen utilfredshed i forbindelse med behandlingen