Leder: Masser af fysioterapeuter på Folkemødet
Opskriften er meget enkel. Man tager 60 fysioterapeuter, sørger for at de er klædt på med fakta og gode argumenter og beder dem om at deltage i nogle af de mange arrangementer på Folkemødet på Bornholm. Så er der sikkerhed for, at fysioterapi kommer til at fylde godt i de faglige og politiske debatter. Det var præcis, hvad vi havdevalgt at gøre i år.
Dagen før Folkemødet startede, mødtes Danske Fysioterapeuters regionsbestyrelser og Færøkredsen og forberedte sig på debatterne. Så da borgmester Winni Grosbøll fra Bornholms Kommune havde åbnet mødet, myldrede små grupper af fysioterapeuter ud til arrangementerne for at sætte fokus på forebyggelse, træning, behandling og rehabilitering.
Jeg blev flere gange stoppet af medlemmer, der på eget initiativ havde valgt at tage til Folkemødet, og som havde bemærket, at vi var massivt til stede. Og jeg fik mange positive tilkendegivelser fra andre organisationer og samarbejdspartnere, der havde mødt fysioterapeuter til en række af debatterne. For det lykkedes på fin vis at få udbredt foreningens budskaber, eksempelvis at der er brug for fysioterapeuter i folkeskolerne, i lægepraksis og i psykiatrien, og at fysioterapi og superviseret fysisk aktivitet er vigtigt mange steder i sundhedsindsatsen.
Jeg deltog i løbet af Folkemødet i flere debatter. Blandt andet om, hvordan ny teknologi kan medvirke til, at flere borgere bliver genoptrænet, og hvordan vi som fysioterapeuter kan være med til at skabe mere lighed i sundhed. Og så havde jeg fornøjelsen at holde en pep talk på Speakers Corner om, hvorfor vi bør træne i stedet for at operere mennesker med artrose. Kort og godt var det et fint Folkemøde. Vi har efterhånden fået opbygget en tradition for at sætte fysioterapeutiske aftryk på Folkemødet. De seneste år har foreningen uddelt bolde, sjippetorv og drager sammen med budskabet om, at fysisk aktivitet både er sjovt og sundt, og at fysioterapeuter spiller en vigtig rolle i den forbindelse. Denne gang valgte vi i stedet at blande os mere massivt i debatterne.
På et punkt adskilte Folkemødet sig fra de foregående år. Folketingspolitikerne manglede i stor stil. De havde nemlig travlt med at føre valgkamp alle andre steder i landet. Normalt kan man møde ministre og folketingsmedlemmer, der går afslappet rundt i Allinges gader, på vej fra et arrangement til et andet. Det giver let adgang, eksempelvis til et partis sundhedspolitiske ordfører. Men politikerne skal nok være tilbage igen i stor stil til næste Folkemøde. Og det vil jeg og foreningen også være for atter at sætte fokus på vores faglige og politiske mål.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.