Fra tanke til løb

Det var en morgen i 2009. Annette Fredskov vågnede med en underlig prikkende og sovende fornemmelse i venstre side af kroppen. Hun var lige startet på et job som nattevagt, så det var nok det, fysikken reagerede på, tænkte hun. Men 14 dage senere blev hun også svimmel. Annette Fredskov fik en tid hos sin læge, der straks sendte hende videre i systemet.

”Jeg blev faktisk sur over, at han gjorde så meget stads ud af det. Jeg skulle jo bare lige ned og have at vide, at jeg var stresset og skulle slappe lidt af”, husker hun sin reaktion.

Efter neurologiske undersøgelser, scanninger og en rygmarvsprøve kom svaret. Annette Fredskov havde fået sklerose.

”Først reagerede jeg roligt. Jeg sagde til min familie, at de skulle slappe af, for der var jo mange grader af det, og det var sikkert ikke så slemt. Så kom angsten og også offerrollen, hvor jeg nød al omsorgen og den bekymring, som folk viste for mig. Jeg har været hele følelsesregisteret igennem fra optimisme til kørestol”, fortæller hun.

Et halvt år senere tog hun på kursus på sklerosehospitalet i Haslev. Her lærte hun alt om hjælpemidler, medicin, fleksjob og sociale ydelser. Da hun tog hjem, følte hun sig for alvor syg.

”Jeg ringede til mine forældre og sagde; Det er ikke for sjov, jeg er faktisk syg! Jeg var også begyndt at få inkontinens, som var bare et af de symptomer, jeg havde læst om. Så var det tanken slog mig. Hvis jeg fortsætter med det her tog, så bliver jeg syg”.

Det var der hun tog beslutningen om at ændre sit liv. Eller hoppe af toget, som hun siger. Det skulle være slut med at se sig selv som offer. Hun ville vælge at se sig selv som rask. ”Jeg valgte at sige, at nu er livet kommet med denne her udfordring til mig, og jeg kan selv vælge, hvad jeg vil gøre med den. Jeg vælger noget andet, end at sætte mig ned i sofaen og vente på, at symptomerne kommer”.

Et år og et marathon senere

Annette Fredskov ville leve livet, have det sjovt og gøre nogle af de ting, hun drømte om. En af dem var at løbe et maraton. Men det var ikke nogen god idé, mente hendes læge, der sagde, at det kunne hun godt skyde en hvid pil efter.

”Det provokerede mig voldsomt, så jeg satte straks datoen for mit første maraton. Det var nogenlunde på årsdagen for min diagnose”, griner Annette.

Hun skulle løbe i Frankfurt, og hendes mand Ulrich var med. De havde på forhånd aftalt nogle heppepunkter på ruten, det første allerede efter to kilometer. Annette havde kun løbet et par hundrede meter, da hun blev ramt af en stor lykkefølelse. Hun var solgt.

”Jeg tænkte bare, at jeg ikke kunne vente med at løbe hen forbi Ulrich, og råbe til ham, hvor fedt det var. Jeg var helt høj”.

Det blev det første af flere maraton, og Annette Fredskov begyndte så småt at tænke stort. Hun havde læst om en belgisk mand, der havde løbet et maraton om dagen i et helt år. Var det det, hun skulle? I begyndelsen turde hun ikke sige det højt, men så en dag i efteråret 2011 fortalte hun sin mand om tankerne. ”Hvis der er nogen, der kan, er det da dig”, var hans umiddelbare reaktion.

Også de nære og kompetente løbevenner bakkede op om idéen. Så sådan blev det. Den 1. januar 2012 gik Annette Fredskov offentligt med målet på sin hjemmeside og i pressen. Projekt 366/365 var en realitet.

Sind over sygdom

Vi møder Annette Fredskov lige før hun skal løbe sit maraton nummer 90 i Skodsborg. Det er en del af forberedelsen. Derefter venter 14 dages ferie med familien, og når hun kommer hjem tæller hver dag og hvert maraton – op til de 366. Eller det vil sige, hver dag tæller, men om den bringer et maraton er egentlig ikke det vigtige. Det vigtige er nysgerrigheden. Annette Fredskov er nysgerrig på, hvad kroppen egentlig kan.

”Jeg er meget almindelig og har aldrig været god til sport, og indtil for få år siden var jeg en rigtig ”pleaserpige” med lavt selvværd. I dag er jeg ikke i tvivl om, at de begrænsninger, vi sætter for os selv med vores tanker, er medvirkende til, at kroppen ikke kan så meget. Hvis vi derimod tænker lidt større, kan kroppen meget mere, end vi tror. Jeg ved ikke hvor meget - endnu, men den kobling mellem sind og krop interesserer mig meget. Hvor meget jeg kan gøre ved at ændre mine tanker”.

Annette Fredskov går endda så langt som til at påstå, at hun enten har, eller er godt på vej til at have, kureret sig selv. Hun er 100 procent symptomfri og oplever ikke sig selv som syg længere.

”Jeg tror faktisk, at hvis jeg fik lavet de samme undersøgelser i dag, så ville jeg ikke få diagnosen”, siger hun med overbevisning i stemmen. ”Hvis men kan producere sygdom med sindet, kan man så også beslutte at være stærk og rask? Det tror jeg virkelig på, at jeg kan”.

Det kan hun da ikke! Og hvad så?

Annette Fredskov er helt afklaret med, at en skade eller sygdom kan sætte en stopper for det store mål. Men selv om hun må holde pause undervejs i forløbet, eller stoppe helt, er det ikke lig fiasko.

”Folk mener, at mit projekt kun er en succes, hvis jeg når de 366. Men sådan ser jeg slet ikke på det. Måske kan jeg ikke - og hvad så? Så har jeg prøvet. Jeg synes allerede, det er en succes, for jeg har fået folk til at tænke. Uanset hvad livet bringer af møg, så er det vores eget ansvar at komme videre, og det er ok at drømme stort og sige det højt. Det behøver ikke være noget ekstremt, men alle har nogle spirer i sig, som de kan udvikle. Det gør os ikke til højrøvede mennesker, det gør os til nogen med livskraft og passion”, slår hun fast.