Når smertesystemet går i selvsving

For behandlere er det ikke noget nyt, at patienter med musearm, piskesmældsskader og andre kroniske smertetilstande ofte udvikler en påfaldende lav smertetærskel - en generel smerteoverfølsomhed - som det til tider kan svært at håndtere i klinikken.

Men om denne type patienter er blevet kronikere, fordi de som udgangspunkt har døjet med en lav smertetærskel, eller om disse patienters evne til at tolerere smerte er blevet forringet som følge af deres vedvarende lidelser, ja det er der først kommet et videnskabeligt svar på for nylig.

Svaret er baseret på et otte-årigt studie, som ledende kiropraktor på Rygcenter Syddanmark I Middelfart, Søren O’Neill, har stået i spidsen for. Undersøgelsen blev omtalt i European Spine Journal i april 2011 i artiklen ’Low pressure painthresholds are associated with, but does not predispose for, low back pain,’ og konklusionen er, at det er smerten, der i sig selv avler mere smerte; en ond cirkel, der snurrer og suger patienten ind i en tilstand af hyperalgesi.

”Vores resultater tyder i al fald på, at nogle patienter bliver mere smertefølsomme, når de lider af vedvarende lænderygsmerter. Den kroniske smerte ændrer nervesystemets kodning, så man reagerer kraftigere og på mindre og mindre stimuli. Efter alt at dømme sker der det, at centralnervesystemet og modtagecentrene i hjernestammen i nogen grad mister evnen til at hæmme smerteinput, så jo mere ondt, man har, jo mere ondt får man”, forklarer Søren O’Neill.

Mikrofonen foran højttaleren

Han har blandt andre arbejdet sammen med landets førende smerteforskere, professorerne Lars Arendt-Nielsen og Thomas Graven-Nielsen fra Center for Sanse-Motorisk Interaktion ved Aalborg Universitet, om at nå det publicerede resultat.

Lars Arendt-Nielsen forklarer, at det, man rent faktisk kan måle, er at sensitiviteten hos kroniske smertepatienter øges i de smertefølere, der sidder placeret som forposter i kroppens muskler, ligamenter og led.

”Og ikke alene modtager patienterne flere impulser herfra. Centralnervesystemet udvikler også en evne til at forstærke de signaler, der indløber, så systemet så at sige går i selvsving. Det svarer lidt til, hvis man sætter en mikrofon hen foran en højttaler, så det hyler og piber”, sammenligner Lars Arendt-Nielsen.

Resultatet er, at smerterne spreder sig på vilkårlig vis i kroppen og bliver diffuse, og at patienten derfor klager over smerter mange andre steder end der, hvor den oprindelige lidelse havde sit udspring.

”Som kliniker undrer man sig måske over, at patienten pludselig får smerter andre steder, uden at man nødvendigvis kan finde en årsag”, siger Søren O’Neill. Tilstanden og patientens klager bør dog under alle omstændigheder tages alvorligt, for en årsagssammenhæng kan der meget vel være, selv om den ikke umiddelbart kan defineres. ”At man ikke kan finde en påviselig årsag til smerten er ikke ensbetydende med, at den ikke findes”, fastslår Lars Arendt-Nielsen.

Ophæver subjektiviteten

Forskerholdets ambition er derfor at ophæve eller minimere den grad af subjektivitet, som hidtil har devalueret patienternes vedvarende klager over diffuse smerter.

”Det er jo påfaldende, at når en patient i dag kommer og klager over smerter i armen, så iværksætter man målinger af muskelstyrke og en masse andre ting, som intet har med smertefølsomheden at gøre, siger Søren O’Neill. Sammen med Lars Arendt-Nielsen forestiller han sig, at det måske kunne være mere relevant at måle patientens smertefølsomhed, foretage en kategorisering og måske på den baggrund forudsige en prognose og udpege en målrettet behandlingsmetode.

”Vi ved, at nogle patienter responderer på en given behandling, og at nogle ikke gør. Måske spiller graden af smertefølsomhed en rolle i den forbindelse”, lyder antagelsen.

Lars Arendt-Nielsen og Søren O’Neill forestiller sig også, at smerteoverfølsomheden simpelthen er en lidelse i sig selv, og deres næste forskningsprojekt er derfor at finde ud af, om sensibiliteten er reversibel. Altså om den kan gå i sig selv, hvis den oprindelige, kroniske smerte forsvinder.

”Foreløbig har vi fundet evidens for, at intensiv træning kan øge smertetærskelen hos kroniske smertepatienter, men vi ved ikke med sikkerhed, om smertesystemet helt kan nulstilles”, siger Lars Arendt-Nielsen.

Skulle det vise sig, at smerteoverfølsomheden ikke kan rulles tilbage igen, står mange behandlere med et alvorligt problem i hvert fald når det gælder behandlingen af rygpatienter.

”I vore dage er den dominerende tilgang til rygproblematikker at lade patienterne være og bare afvente, at rygsmerterne forsvinder af sig selv. Men hvis det viser sig, at en undergruppe af patienter derved risikerer at udvikle en kronisk smerteoverfølsomhed, skulle man måske overveje at ændre behandlingsstrategi”, påpeger Søren O’Neill.

Han understreger, at det foreløbig er ren spekulation, men både på smerteforskningscentret i Aalborg og på Rygcenter Syddanmark i Middelfart er der netop nu fokus på emnet.