Kommunikation er en del af behandlingen

En kommunalt ansat fysioterapeut får en patient henvist med en diskusprolaps som følge efter en faldulykke. Patienten oplyser, at hun har smerter i nakken med udstråling til begge sider samt smerter og føleforstyrrelser i højre arm. Fjerde gang, patienten er i behandling hos fysioterapeuten, reagerer hun efterfølgende med opkast og svimmelhed. Fysioterapeuten kontakter henvisende læge og gør samtidig opmærksom på, at patienten et halvt år efter ulykken stadig har mange smerter i skulderen, og hun vælger at standse behandlingen, indtil patienten er blevet vurderet af henvisende læge.

Så langt så godt. Det mener patienten dog ikke, og hun klager derfor til Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn over fysioterapeutens behandling og over hendes oplevelse af, at behandlingen blev indstillet, fordi patienten var besværlig. Som det ofte går i den slags sager når nævnet frem til, at selve behandlingen – samt det at den indstilles, indtil der er nyt fra lægen - er der ikke noget at udsætte på.

Men klagen har givet nævnet anledning til at se journalføringen efter i sømmene, og den har været mangelfuld, mener nævnet, idet fysioterapeuten i journalen ikke har angivet mål for behandlingen.

Desuden kritiserer nævnet, at patienten blev efterladt rådvild omkring det videre forløb og ikke var inddraget i hverken mål med behandlingen eller formålet med at indstille den.

Disciplinærnævnet lægger vægt på, at patientinddragelse er et kvalitetskrav i sundhedsvæsenet, og at det ligger implicit i det fysioterapeutiske arbejdsfelt at også pædagogikken skal være på plads, hvis man vil opnå et godt behandlingsresultat.