Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Det sundhedsvæsen vi gerne vil have

"Selvfølgelig har vi også benyttet lejligheden til at fortælle om de gode erfaringer og perspektiverne ved at lade fysioterapeuter varetage en række opgaver", siger formand for Danske Fysioterapeuter, Tina Lambrecht.

Der kommer der flere ældre borgere med kroniske sygdomme og komplekse sygdomsforløb. Det vil lægge beslag på flere ressourcer og stille anderledes krav til, hvordan vi indretter sundhedsvæsenet. Derfor er vi nødt til at tænke nyt.

Det er baggrunden for, at regeringen, KL og Danske Regioner har nedsat et udvalg, der skal komme med en plan for, hvordan vi får et sundhedsvæsen, der både er nært og sammenhængende. Som er tæt på borgerne, har høj faglighed, og hvor vi få mere for pengene.

Ganske fornuftigt har udvalget bedt om at få input til, hvordan opgaven kan løses. Derfor har jeg på vegne af Sundhedskartellets organisationer samlet en række forslag til, hvordan en række konkrete problemer kan løses og før sommerferien sendt dem videre til udvalget.

Det har vi gjort, fordi der ikke alene er fokus på, hvad de enkelte faggrupper kan gøre, men også hvad der kan gøres på tværs af faggrupper og sektorer. Og så har udvalget efterspurgt mere visionære og ambitiøse samarbejdsmodeller, der er billigere i drift end de nuværende. Her er jeg ikke i tvivl om, at Sundhedskartellet på en række områder kan imødekomme ønsket.

Og selvfølgelig har vi også benyttet lejligheden til at fortælle om de gode erfaringer og perspektiverne ved at lade fysioterapeuter varetage en række opgaver. Eksempelvis hvilket potentiale der ligger i træning til en række patientgrupper med kroniske sygdomme. Hvordan fysioterapeuter kan bidrage i kommunale akutteams. Og de gevinster der vil være for patienten, lægen og samfundet, hvis det i lægepraksis er fysioterapeuter, der undersøger og udreder patienter med muskel-skeletsygdomme.

Overordnet er vores opgave at beskrive det sundhedsvæsen, vi gerne vil have. Som samfund har vi ikke råd til at blive ved med at bruge pengene på behandling, men skal investere mere og klogere i forebyggelse for at få mere for vores sundhedskroner.

Først og fremmest er vi nødt til at skifte fokus i sundhedsvæsnet fra akutte sygdomme til kroniske lidelser. Vi skal vænne os til, at stadig flere patienter ikke kan helbredes, men kommer til at leve med deres sygdomme resten af livet. Det er en udfordring for sundhedsvæsnet, men heldigvis ikke for fysioterapeuter.

Vi er nemlig vant til at vurdere patientens ressourcer, og har en metodisk tilgang, der passer godt til at behandle patienter med multisygdom og komplekse behandlingsbehov. Fysioterapeuter er stærke i udredning, diagnostik og sygdomslære. Det er kompetencer, som er uundværlige, når man eksempelvis møder en patient med flere kroniske sygdomme samtidig. Og så ved vi, at træning har en veldokumenteret effekt, er økonomisk rentabelt og mindre risikofyldt end kirurgi. Det giver os gode forudsætninger for at spille en endnu vigtigere rolle i fremtidens sundhedsvæsen.