Forsikringsselskaber bærer del af ansvaret

Fysioterapeut, Msc. Anders Holst har skrevet følgende debatindlæg

Praktiserende fysioterapeuter fik i en mail fra Danske Fysioterapeuter i august at vide, at grænsen for speciale 51 er overskredet væsentligt ud over den aftalte økonomiramme i første del af 2016. Det kan føre til nedsættelse af tilskudsdelen til disse patienter. Fysioterapeuter skal derfor begrænse behandlingen af denne patientgruppe for at undgå nedsættelse af tilskudsdelen.

Det er på tide at det bliver belyst, hvad der sker end blot at anklage de praktiserende for systematisk at bryde reglerne. For det første er forsikringsselskaberne et problem. For det andet kan progressiv lidelse under speciale 62 også være et problem, da det er besluttet, at patienter med progressiv lidelse skal på hold, og mange speciale 62-patienter med økonomisk råderum vil vælge speciale 51 i samråd med deres læge.

Fysioterapeuten har en svær sag

Sundhedsforsikringer og sundhedsordninger åbner for stadig større flow af speciale 51 patienter. Disse udstyres med henvisning, oftest efter sundhedsordningen har anvist patienten til fysioterapi. Patienten har et bestemt antal behandlinger til gode som rettighed i ordningen, ofte 10 eller 12 pr. år. Hovedproblemet er at forsikringsklienten køber et forsikringsprodukt, hvor det offentliges penge sælges med, nemlig sygesikringsandelen. Det skal for retfærdighedens skyld anføres, at ganske få selskaber betaler hele behandlingen selv.

Vores erfaring fra praksis er, at det antal behandlinger som forsikringsklienten har købt som rettighed, bliver brugt op. Den fysioterapeut, der forsøger at afslutte den ofte ikke så syge patient ud fra en faglig og økonomisk ansvarlighed, har en svær sag. Der er grund til at have tillid til, at den praktiserende fysioterapeut gør, hvad der er muligt.

Det ser ud som om, at lægerne er ved at pantsætte deres ordinationsret hos forsikringsselskaberne. Man skal forstå, at lægerne ikke har bedt om denne procedure. Henvisning bør være en envejsprocedure fra læge til forsikring, til fysioterapeut. Der sendes også mængder af patienter til de praktiserende fysioterapeuter, der ikke har reel har sygdom eller lidelse. De har blot deres velerhvervede rettighed og kan erfaringsmæssigt nemt skaffe en henvisning. Disse patienter er svære at nægte behandling, når de kommer til fysioterapeuten med lægehenvisningen. Jeg mangler handling fra de praktiserende læger.

Man kan mene, at den praktiserende fysioterapeut er for magelig. De ikke syge forsikringspatienter skal afsluttes hurtigt. Skal rigtig syge patienter på venteliste, fordi forsikringspatienterne tager behandlingstiderne? Det er svært at argumentere for sin sag overfor den appellerende patient, der mener at have sin ret, men vi må gøre hvad vi kan. Men patienten skulle aldrig have været henvist til os. Problemet er sendt nedad gennem behandlings- og forsikringssystemet.

Private bør ikke sælge statens penge

På det rette politiske niveau skal forsikringsselskaberne fratages retten til at ordinere behandlinger betalt af offentlige midler. Det er svært at komme i tanke om andre steder i samfundet, hvor private virksomheder kan sælge statens penge. De huller plejer at blive lukket, som regeringen gjorde med den sidste solcelleordning. Det synes sværere inden for sundhed. Her kan nævnes ventelistegarantien under Anders Fogh-regeringen, hvor pengene fra det offentlige hospitalsvæsen tilflød privathospitalerne, eller bare medicinprisernes himmelflugt i almindelighed. Praktiserende fysioterapeuter skal nu spare på patienter og egen indkomst, så der bliver råd til at medarbejderen fra f.eks. Novo Nordisk kan bruge sin sundhedsordning delvis på det offentliges regning.

Det er til slut vigtigt at tilføje, at vi som praktiserende fysioterapeuter har både forsikringsselskaber, patienter og læger som kunder. Vi skal sælge varen til patienten, og vi skal behandle lægen og forsikringen godt for at få deres klienter. Derfor er det svært for den enkelte klinik at være restriktiv. Vi kan miste kunder til naboklinikken, der måske er mindre restriktiv. Læger og forsikringer vælger måske klinikken, der ikke stiller spørgsmål. Simple mekanismer i et marked, der kan betragtes som dårligt reguleret. De praktiserende fysioterapeuter kan ikke være tilfredse. Vi venter på, at vores forening og regionerne samt evt. højere politiske niveauer gør en indsats i stedet for at sende ansvaret til de praktiserende fysioterapeuter.

------------------------------------------------------

Svar fra formand for Danske Fysioterapeuter, Tina Lambrecht

Tak for et grundigt indlæg, der sætter fingeren på nogle punkter, det er vigtigt at få diskuteret.

Til en start vil jeg gerne understrege, at den information, vi har udsendt, om udviklingen i udgifterne i forhold til den økonomiske ramme, absolut ikke skal opfattes som en anklage mod de praktiserende. Problemerne skyldes ikke, at fysioterapeuterne overordnet set behandler de enkelte patienter mere, men derimod at der kommer stadig flere patienter med en lægehenvisning.

Danske Fysioterapeuter mener, at rammen bør følge udviklingen i antallet af patienter. Det vil være vores tilgang, når vi til næste år skal forhandle om fornyelse af overenskomsten. Men her og nu må vi forholde os til den udgiftsramme, der gælder for denne overenskomstperiode og antallet af patienter, som den giver plads til.

Vi følger løbende udgiftsudviklingen sammen med Danske Regioner, og vi er meget opmærksomme på stigningen i antallet af sundhedsforsikrede. For det er naturligvis uholdbart, hvis flere sundhedsforsikringer har en effekt, som ikke er indregnet i vores overenskomstaftale.

Tallene på området viser dog, at stigningen først og fremmest er sket på holdtræningsydelserne, som typisk ikke er en del af sundhedsforsikringerne. Også data fra klinikkerne peger i retning af, at sundhedsforsikringerne kun kan forklare en begrænset del af udviklingen.

Den væsentligste årsag til udviklingen er, at stadig flere patienter har behov for fysioterapi og bliver henvist. Midt i de problemer, det stigende antal patienter giver, så er det værd at glæde sig over. Men vi skal selvfølgelig have indrettet systemet sådan, at det ikke koster fysioterapeutener penge, at der kommer flere patienter.

Under overenskomsten må vi ikke gøre forskel på patienter med og uden en privat sundhedsforsikring. Det afgørende er lægehenvisningen og patientens sundhedsfaglige behov. Forsikringsselskabet må ikke blande sig i, om og hvornår fysioterapeuten tager patienten i behandling, eller i hvilke og hvor mange behandlinger patienten skal have. Men fysioterapeuter, som behandler under overenskomsten, har også pligt til ikke at tage raske mennesker i behandling og til at afslutte patienten på det fagligt korrekte tidspunkt. Uanset pres fra forsikringer og patienter.

Du nævner også, at nogle patienter uden svært fysisk handicap med progressiv sygdom får en lægehenvisning til individuel behandling under speciale 51 i stedet for at blive behandlet gratis under speciale 62. Hvis patienten undtagelsesvist har behov for individuel behandling, bør fysioterapeuten og lægen udarbejde en undtagelsesredegørelse.

Det er måske nok mere besværligt, end at patienten får en speciale 51-henvisning, fordi det kan medføre spørgsmål fra samarbejdsudvalget, men det er vigtigt at holde fast i, at patienterne får behandlingen under speciale 62 – både af hensyn til patienten, der ellers ender med en regning, de ikke skulle have haft, og af hensyn til, at den overenskomst, vi har indgået, forudsætter, at patienterne bliver behandlet på det rigtige speciale.

Jeg er helt enig i, at det er uholdbart, at rammen ikke er fulgt med antallet af patienter. Det var noget, vi ved de seneste forhandlinger advarede regionerne om, meget let kunne ske.

Aftaler er altid det muliges kunst, men jeg vil gerne sige klart, at man som fysioterapeut selvfølgelig skal honoreres for sit arbejde. Derfor er netop rammen også noget, der kommer til at fylde meget ved de forhandlinger, der starter i foråret