Hjernen lærer af det uforudsete

Hvad foregår der, når man mister balancen?

Når vi mister balancen, bearbejder hjernen lynhurtigt indtryk fra synssans, proprioceptionen og vestibulærsansen og trækker samtidig på erfaringer med at klare lignende situationer. På baggrund af dette sættes gang i motoriske programmer, der sørger for f.eks. at flytte foden og genvinde balance. Balancetræning foregår derfor i hjernen. Hjernen har en forestilling om, hvordan virkeligheden ser ud, og når virkeligheden er anderledes end det, som hjernen forventer, justeres dens måde at arbejde på. Hvis vi er vant til at færdes mellem lodrette vægge og på vandrette gulve, kommer hjernen på arbejde, når vi går i bakket terræn med skrånende stier.

Hvad gør, at personer har tendens til at falde?

Når en person falder, sker det ofte, fordi han eller hun er blevet dårligere til at se eller holde balancen. Hos ældre mennesker forringes sanserne generelt, musklerne ændrer sig, og de neurale signaler foregår langsommere. Ofte har ældre ikke et realistisk billede af, hvad de egentlig er i stand til. Og hvis de også skal løse flere opgaver samtidig, går det galt. En ældre mand kan måske godt gå over vejen og løfte foden over kantstenen, men hvis han har en tung pose eller et barnebarn i hånden, glemmer han at løfte foden tilstrækkeligt. Det kræver overskud af ressourcer at udføre flere opgaver samtidig.

Hvad er faldrisiko?

Man kan illustrere faldrisiko som en vippe med ‘krav’ på den ene side og ‘ressourcer’ på den anden. For at undgå fald skal der være overvægt på ressource-siden. Et ældre menneske, der måske ser dårligt og har en understimuleret vestibulærsans, har færre ressourcer, og så skal der ikke meget til, før krav-siden bliver tungest. Man kan da forsøge at mindske faldrisikoen ved at øge ressourcerne gennem træning eller ved at mindske kravene.

Hvordan træner man bedst balancen?

Hjernen lærer af det overraskende og afvigende. Det er mest effektivt at træne i det usikre område, hvor personen er lidt ‘på vippen’. Eksempelvis er naturen fantastisk til træning, Her er ujævne stier, bakker, vind og uventede lyde. Og vi bliver glade af at prøve noget nyt og lege med grænserne. Træning skal dog ikke være farlig, så terapeuten må tage højde for, at personen kan blive svimmel og usikker. Og det gælder naturligvis særligt træning med ældre og skrøbelige mennesker.

Hvorfor skal man træne borgerne til kanten?

Træning baner nye veje i hjernen, og man skal gerne føle sig lidt udfordret, for at træningen har den ønskede effekt. Hjernen forsøger at planlægge på baggrund af det kendte, hvorfor overraskelse skaber ny læring. Det kan være en stor pædagogisk opgave for fysioterapeuter at motivere til udfordringer, der matcher personens balancepotentiale. Men i bedste fald vil balancetræning og leg med grænserne føles både sjov og glædesfyldt.