MWB #1: Styrke fællesskabet - Resultater 2020-2022

Danske Fysioterapeuters Must-Win-Battle #1 lyder: "Vi driver en platform for fysioterapeuter, hvor viden og processer er synlige, og hvor tilgængeligheden for medlemmer er stor." Læs om resultaterne i relation til MWB #1 i perioden september 2020-september 2022.

926 deltagere og 62 inviterede keynote speakers og oplægsholdere fra ind- og udland deltog i foråret i Fagkongres 2022, hvor der var rig mulighed for socialt samvær og faglig optankning. Fagkongressen gav adgang til mere end 150 faglige oplæg, herunder fire plenumsessioner, 23 symposier, 12 workshops og mere end 70 mundtlige oplæg. Fagkongressen dannede ligeledes ramme om Ph.d-cup, ligesom den 838 kvm store udstilling med 64 udstillere gav ny inspiration til de mange besøgende.

181 tillidsrepræsentanter deltog i TR-årskonference, der løb af stablen i november 2021. Det var en stigning fra den seneste fysiske konference i 2019, hvor 174 deltog.
Formålet med konferencen er at give de tillidsvalgte viden og mulighed for at erfaringsdele, så de står bedre rustet til det vigtige arbejde ude på arbejdspladserne. På konferencen deltog en række eksperter, som kom med input til en række relevante emner, og det blev taget godt imod hos tillidsrepræsentanterne. TR-årskonferencen er arrangeret af TR-rådet i samarbejde med sekretariatet hos Danske Fysioterapeuter.

59 nye tillidsrepræsentanter har deltaget i Danske Fysioterapeuters introkursus for tillidsrepræsentanter i perioden. Kurset sætter spot på TR-rollen og giver input til at håndtere personsager og forhandlinger.

393 medlemmer er i øjeblikket valgt som tillidsrepræsentanter på arbejdspladserne. Det er en stigning på 34 i perioden.

Ikoner_DanskeFys-05.png121 ledere og klinikejere var med, da Danske Fysioterapeuter sammen med Ergoterapeutforeningen sidst holdte lederkonference for foreningens ledermedlemmer i november 2021. Konferencen gav ledere mulighed for at diskutere fremtidens sundhedslandskab med stærke ledelsestænkere, forskere og lederprofiler, ligesom netværk med andre ledere var i fokus.

430 ledere har været tilmeldt en række leder-inspirationswebinarer. Temaerne har spændt fra ledelse af rehabilitering på hospitaler, til mellemlederens dilemmaer, håndtering af forandringer og offentlige lederlønninger og har typisk også givet rig lejlighed til erfaringsudveksling for deltagerne. Erfaringerne har vist, at det er langt lettere at nå ud til lederne med webinarer end med fysiske møder.

Ikoner_DanskeFys-08.png19 netværk for fysioterapeuter skaber i øjeblikket værdi for medlemmerne på tværs af regioner og fagligheder. Netværkene spænder vidt, og medlemmer i hele landet mødes om så forskellige emner som osteopati, psykiatri og akutfysioterapi. Der er generelt stor interesse for at danne netværk og med ansættelsen af tre netværkskonsulenter er det målet at skabe endnu flere netværk over hele landet med udgangspunkt i medlemmernes ønsker og interessefællesskaber.

5844 medlemmer har i perioden deltaget i de tilsammen 178 webinarer, der er blevet afholdt. Webinarerne har til formål at tilbyde ny viden eller skabe debat om relevante emner blandt medlemmerne.

13 procent af vores medlemmer valgte i november 2021 at deltage i undersøgelsen ”Faglighed i fysioterapi”. Undersøgelsens resultater blev fremlagt og diskuteret på fagkongressen i marts 2022, og formålet med undersøgelsen var at skabe viden om, hvad Danske Fysioterapeuters medlemmer forstår ved faglighed i fysioterapi, og hvilke faktorer der påvirker medlemmernes faglighed. Der er udarbejdet materiale, som gennemgår centrale resultater fra undersøgelsen, og som skal danne grundlag for, at medlemmerne fortsat kan diskutere fagligheden i fysioterapi ud fra et fælles grundlag.

14 medlemmer har fået rådgivning og støtte i forbindelse med patientklagesager. Alle medlemmer, der bliver indklaget til Styrelsen for Patientklager, har mulighed for at henvende sig til Danske Fysioterapeuters sekretariat, og vi rådgiver og støtter medlemmet undervejs i forløbet, ligesom vi sammen gennemgår medlemmets sagsfremstilling og giver den fornødne rådgivning.

Ikoner_DanskeFys-09.png4 medlemmer har fået rådgivning og støtte i forbindelse med tilsynssager, hvor sekretariatet i lighed med klagesager står klar til at rådgive og støtte. Vi deltager sammen med medlemmet i møder med Styrelsen for Patientsikkerhed og bidrager med støtte i sagsfremstillinger. Perioden har budt på en enkelt tilsynssag, hvor sagen fik et unødigt langstrakt og kritisabelt forløb, og hvor vi vurderede, at styrelsen ikke havde handlet i overensstemmelse med god forvaltningsskik. Her henvendte Danske Fysioterapeuter sig til styrelsen med en principiel opfordring om at sikre, at et sådant forløb ikke gentager sig.

5 medlemmer er nu del af Danske Fysioterapeuters ”klagekorps”, der hjælper medlemmer, der bliver indklaget til Styrelsen for Patientklager. Korpset består af medlemmer, der tidligere har været indklaget til styrelsen, og som gerne vil sparre med og støtte andre medlemmer, som er blevet indklaget.

2800 medlemmer har frem til 15. august 2022 deltaget i e-learningkursus om krav til journalføring.

50 regionsbestyrelsesmedlemmer havde en engageret og inspirerende konference i september 2022, hvor der var tid til at diskutere fremtidens fagforening og regionernes vigtige rolle i udviklingen.

Corona

Ikoner_DanskeFys-10.jpg2020 blev præget af corona, og også hos Danske Fysioterapeuter blev der travlt med at hjælpe medlemmerne med nye retningslinjer, hjælpepakker og mange andre nye udfordringer. Der blev også brugt kræfter på at påvirke sundhedsmyndighederne, når retningslinjerne blev ændret.

98 lokalaftaler blev indgået i landets kommuner med henblik på at klare de mange nye udfordringer, der ikke kunne rummes inden for overenskomsten. Der blev indgået aftale om beredskab, så det blev muligt også at trække på fysioterapeuter i forbindelse med den store belastning af sundhedsvæsenet.

Corona udløste akut behov for at finde nye måder at møde medlemmerne, og hurtigt blev det klart, at erfaringerne fra corona skulle føres med ind i hverdagen på den anden side af pandemien. I dag er en stor del af Danske Fysioterapeuters tilbud overgået fra fysiske til virtuelle tilbud, og fordelen er, at det er lettere at nå ud til medlemmer fra hele landet, ligesom tid til transport spares for både medarbejdere og medlemmer.

Studerende

Ikoner_DanskeFys-12.png12 ambassadører skaber synlighed og kendskab til Danske Fysioterapeuter på syv ud af ti uddannelsessteder og er samtidig bindeled mellem de studerende og foreningen. Ambassadørerne møder både de studerende online og gennem oplæg for de studerende på forskellige semestre, ligesom der jævnligt er mulighed for at møde en ambassadør i en gangbod med kaffe, konkurrencer og merchandise.

167 fysioterapeutstuderende deltog i 2022 i den studiedag, der var arrangeret som optakt til fagkongressen. De fremmødte var meget begejstrede for dagen, der gav dem faglig inspiration, netværk og mulighed for at besøge kongressens udstilling.

Ikoner_DanskeFys-15.png