Pas på dig selv i en krisetid
Se webinar med psykolog Marie Kingston
Få gode råd og værktøjer til at håndtere usikkerhed og udfordringer i en krisetid.
Corona-krisen har vendt op og ned på vores hverdag. Det har betydet nye måder at arbejde og leve på. Job og arbejdsvilkår har forandret sig for flere, og mange er bekymrede for fremtiden.
I den forbindelse afholdte Danske Fysioterapeuter i samarbejde med PFA webinaret med titlen Sådan passer du på dig selv i en krisetid den 26. maj 2020.
På webinaret fortalte konsulent, forfatter, fordragsholder og autoriseret psykolog Marie Kingston, hvordan corona-situationen påvirker os, og hvad forandringerne og den nye hverdag gør ved os. Hun forklarede også, hvad usikkerheden for både nutiden og fremtiden betyder for os, og hvordan vi passer på os selv i en krisetid.
Nedenfor kan du finde svar på nogle af de spørgsmål, deltagerne havde til Marie Kingston. Du kan også se webinaret og hente præsentationen.
Psykolog Marie Kingston svarer på spørgsmål om at arbejde i en krisetid
Dialog er vejen frem, og det gælder også inddragelse af både kolleger og leder i dialogen om pres og stress. I kan bruge stresstrappen til at drøfte symptomer på stress. Det kan blandt andet være relevant at drøfte, hvad I oplever at blive pressede af, og hvad I kan gøre for at passe på jer selv og hinanden i teamet.
Stresstrappen kan I også bruge til at spotte stress hos jer selv eller hos kollegerne, så tal gerne om, hvad man gør, hvis man er bekymret for en kollega, eller hvis man selv udvikler symptomer.
I kan drøfte en slags leveregler for teamet, og som AMR kan du måske også tale med lederen/ledelsen om, hvad de kan gøre for at forebygge og håndtere stress i afdelingen.
Det er en rigtig svær situation at være i, når man oplever, at kolleger ikke følger retningslinjerne, og at de ikke lytter, når man påtaler det. Du er i din gode ret til at være bekymret, når retningslinjerne ikke bliver fulgt, og til at påtale det.
Ansvaret for at arbejdspladsen følger retningslinjerne ligger hos ledelsen, og derfor bør din leder vide, hvad der foregår. Du kan måske tage kontakt til din AMR eller TR, som kan støtte dig i den forbindelse.
Her vil det være oplagt, at du tager en snak med din AMR eller TR, for arbejdspladsen skal selvfølgelig følge Sundhedsstyrelsens retningslinjer, både af hensyn til medarbejderne på arbejdspladsen og til patienterne.
Det kan være rigtig svært at påtale det overfor sin leder, særligt hvis man oplever at lederen ikke er lydhør, men her kan medarbejderrepræsentanterne hjælpe.
Det er forståeligt, at du er bekymret over, hvordan din opstart efter corona vil være. Forhåbentlig kan din arbejdsplads støtte dig i, at du får en gradvis opstart, hvor dine opgaver og måske arbejdstid kan tilpasses.
Uanset om din sygemelding skyldes stress, fysisk sygdom eller noget tredje, så er det vigtigt, at din leder og du drøfter en plan for din tilbagevenden.
Det kan være et godt udgangspunkt for planen, hvis I får en dialog om, hvad der skal til for, at du kan passe dit arbejde, og hvad du realistisk er i stand til. Her kan din AMR eller TR måske også hjælpe.
Tillid er en vigtig faktor, når vi taler psykologisk sikkerhed og forebyggelse af stress. Når vi har høj tillid til hinanden, behøver vi ikke være på vagt og gardere os, men kan koncentrere os om vores arbejde og samarbejde i tryg overbevisning om, at de andre handler med gode intentioner. Vi trives med andre ord bedre og vil typisk også være mere produktive og kunne skabe bedre kvalitet i arbejdet.
Det kræver tid, mod og ja - tillid, at opbygge tillid. Det handler om at turde læne sig frem og rejse nogle af de bekymringer du har, eller sætte ord på de
observationer du har gjort dig. I den forbindelse kan det være en stor hjælp at alliere sig med en TR, AMR eller med lederen.
Det kan kan også være med til at opbygge tilliden at koncentrere sig om kerneopgaven og bidrage til fælles opgaveløsning.
Psykologisk sikkerhed – eller tillid som det kaldes i teorien om social kapital, kan ses som et element i social kapital, sammen med retfærdighed og samarbejdsevne. Alle tre relateret til løsning af kerneopgaven. En høj grad af social kapital hænger sammen med lavere sygefravær, trivsel og kvalitet i løsning af kerneopgaven.
Mindfulness-øvelser af psykolog Marie Kingston
Marie Kingston har lavet en rækkke guidede mindfulness-øvelser, der kan være gode værktøjer til at skabe ro og træne accept.