Danske Fysioterapeuters psykolog-ordning

Er du ramt af problemer, som skyldes et dårligt arbejdsmiljø på din arbejdsplads, kan du muligvis gøre brug af Danske Fysioterapeuters psykologordning og få bevilget samtaler hos en psykolog. Der er imidlertid nogle forudsætninger og krav, der skal være opfyldt for, at du kan få støtten.

Problemer med det psykiske arbejdsmiljø er arbejdspladsens ansvar

Problemer med det psykiske arbejdsmiljø er et arbejdspladsanliggende og ikke alene et individuelt problem.

Den principielle holdning er, at hvis arbejdet er årsag til den ansattes problemer, så er det også arbejdsstedet, der skal medvirke til løsningen, herunder dækning af et antal konsultationer hos psykolog, hvis det er en del af løsningen.

Forudsætninger og krav for brug af Danske Fysioterapeuters psykologordning

Der kan gøres brug af Danske Fysioterapeuters ordning med psykologhjælp, hvis årsagen til problemerne er arbejdsbetingede og der er foretaget anmeldelse som arbejdsskade.

Det skal være tale om massive problemer med det psykiske arbejdsmiljø, og tilknytningen til arbejdspladsen skal være truet, (du overvejer selv at sige op eller er i risiko for at blive afskediget), samt evt. også tilknytningen til fagområdet.

Det skal desuden være afklaret om arbejdsstedet yder støtte til psykologhjælp.

Det er et krav, at andre støttemuligheder er udtømte. Herunder:

  • Arbejdsgiverbetaling.
    (f.eks. arbejdsstedets forsikringsordning gennem Falck Health Care)
  • Andre forsikringsordninger.
    (f.eks. egen forsikring hos Falck) eller lægehenvisning til psykologsamtaler over sygesikringsordningen (kun anvendes hvis den ansatte samtidig er pårørende til personer, der er ramt af en alvorligt invaliderende sygdom, pårørende ved dødsfald mv.)
  • Tilskud fra Sygeforsikring Danmark.
    Der ydes ikke støtte fra foreningens ordning til igangværende behandling/psykologbistand.

Bevilling af samtaler hos psykolog

Vurderer medlemmet, at psykologhjælp er relevant, og er yderligere betingelser opfyldt, kan der bevilges op 5 samtaler hos en psykolog. Medlemmet vælger selv en praktiserende cand. psych. og evt. via www.danskpsykologforening.dk eller www.center-for-stress.dk. Der refunderes alene det aftalte honorar under ordningen med sygesikringstilskud til psykologhjælp og mod indsendelse af original faktura.

Har medlemmet tidligere fået støtte til psykologsamtaler fra Danske Fysioterapeuter, skal der gå 2 år, før denne mulighed igen kan benyttes.

Med henblik på at forebygge psykiske arbejdsmiljøproblemer og forbedre ordningen med psykologhjælp foretages en registrering af henvendelserne: Henvendelsesårsag, symptomer, fravær, alder, arbejdssted, anciennitet som fysioterapeut.

Kontakt

Rådgivning for ansatte og lejere
3341 4620