Standard 12 - hygiejne

I perioden 2019-2022 blev der udarbejdet faglige standarder til akkreditering af fysioterapipraksis. Læs standarden om hygiejne.
Titel

12 - Hygiejne

Sektor Fysioterapipraksis Version 1 Udgave 1
Tema Ledelse og organisation
Standard

Klinikken forebygger, at patienter, pårørende og personale pådrager sig infektioner på klinikken.

Formål

At konsultationer foregår under hygiejniske forhold.

Indhold

Klinikken kan redegøre for hygiejnen på klinikken, både i forhold til lokaler og inventar og blandt personalet jf. Nationale Infektionshygiejniske Retningslinjer (NIR).

Rengøring

Klinikken kan redegøre for, at rengøring af lokaler og inventar er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt for patienter, pårørende, fysioterapeuter og klinikpersonale. Rengøring skal udføres, så risikoen for smittefare reduceres, og forurening ikke spredes.

Behandlingsbrikse, apparatur og øvrige hjælpemidler til flergangsbrug

Klinikken kan redegøre for, hvordan rengøring af risikoområder, fx behandlingsbriks, træningsapparatur, anvendt apparatur og udstyr mm. rengøres i forhold til forskrifter udstukket fra leverandører, Sundhedsstyrelsen eller andre relevante aktører.

Håndhygiejne

Der gennemføres god håndhygiejne ved anvendelse af hånddesinfektion og håndvask. Der skal forefindes håndhygiejnefaciliteter og håndhygiejnemidler i de lokaler eller nært tilstødende lokaler, hvor der udføres undersøgelse og behandling.

Klinikken kan redegøre for, hvordan håndhygiejne håndteres i klinikken, særligt på disse områder:

  1. Håndvask og hånddesinfektion
  2. Stillingtagen til brug af håndsmykker og armbåndsure
  3. Stillingtagen til brug af arbejdsdragt.

Smittefarlige patienter

Klinikken har en retningslinje for håndtering af smittefarlige patienter. Der gennemføres dog ikke screening af patienter. Nationale Infektionshygiejniske Retningslinjer for håndtering af smittefarlige patienter følges.

Hygiejne ved hjemmebehandling

Klinikken kan redegøre for, hvordan hygiejnespørgsmål håndteres og italesættes i forbindelse med behandling i patientens eget hjem.

Dette omfatter håndhygiejne, herunder anvendelse af håndvask, sprit og evt. brug af handsker.

Hygiejne ved bassintræning

Klinikken kan redegøre for, hvordan hygiejnen håndteres i forbindelse med bassintræning, herunder:

  1. Håndtering af patienter med inkontinens
  2. Håndtering af pludselig opstået urenhed i bassinet, herunder afføring
  3. Håndtering af udstyr/hjælpemidler i vandet
  4. Kontrol af klorindhold, rensning, kontrol for bakterier mv. ved eget bassin.

Hygiejne ved ridefysioterapi

Ridefysioterapeuten kan redegøre for håndtering af hygiejne i forbindelse med ridefysioterapi, herunder faciliteterne på rideskolen/ridestedet:

  1. Rengøring af undersøgelsesrum og eventuelle redskaber
  2. Rengøring af toilet
  3. Mulighed for vask og afspritning af hænder m.m.

Øvrige forhold, herunder bortskaffelse af akupunkturnåle

Hvis der på klinikken forefindes andre redskaber eller forhold, der kan påvirke hygiejnen, tages der stilling til håndtering heraf. Hvis klinikken fx har akupunkturnåle, opbevares og bortskaffes disse uden risiko for patienter, fysioterapeut, klinikpersonale eller andre på klinikken.

Krydsreferencer

 

Klinikken vil under det eksterne survey blive vurderet på følgende:
Indikator 1

Ved interview med fysioterapeut kan der redegøres for, at lokaler og inventar rengøres med den hyppighed og metoder foreskrevet i NIR.

Indikator 2

Ved interview med fysioterapeut og klinikpersonale kan der redegøres for, hvordan behandlingsbrikse, apparatur og øvrige hjælpemidler til flergangsbrug rengøres mellem to patientkontakter.

Indikator 3

Ved interview med fysioterapeut og klinikpersonale kan der redegøres for håndtering af håndvask og hånddesinfektion.

Indikator 4

Klinikken vurderer kvaliteten af rengøringen af lokaler og inventar, og der følges op herpå. Klinikken fastsætter selv hyppigheden for vurderingen.

Indikator 5

Ved interview med fysioterapeut og klinikpersonale kan der redegøres for håndtering af særligt smittefarlige patienter, og der kan henvises til en retningslinje, hvor det er beskrevet.

Indikator 6

Ved interview med fysioterapeut kan der redegøres for håndtering af hygiejneovervejelser i forbindelse med hjemmebehandling.

Denne indikator er kun relevant for fysioterapeuter, der udfører hjemmebehandling.

Indikator 7

Ved interview med fysioterapeut kan der redegøres for håndtering af hygiejne i forbindelse med bassintræning.

Denne indikator er kun relevant for fysioterapeuter, som varetager bassintræning.

Indikator 8

Ved interview med fysioterapeut kan der redegøres for håndtering af hygiejne i forbindelse med ridefysioterapi.

Denne indikator er kun relevant for fysioterapeuter, som varetager ridefysioterapi.

Indikator 9

Ved interview med fysioterapeut og klinikpersonale kan der redegøres for, hvordan opbevaring og bortskaffelse af akupunkturnåle sker uden risiko for patienter, fysioterapeut, klinikpersonale mv. på klinikken.

Referencer

1 Nationale infektionshygiejniske Retningslinjer om generelle forholdsregler i sundhedssektoren, 1. udgave 2017, Statens Serum Institut https://hygiejne.ssi.dk/-/media/arkiv/subsites/infektionshygiejne/retningslinjer/nir/nir-generelle.pdf?la=da
2 Nationale infektionshygiejniske Retningslinjer for rengøring i hospitals- og primærsektoren, herunder dagtilbud og skoler, 1. udgave 2015 https://hygiejne.ssi.dk/-/media/arkiv/subsites/infektionshygiejne/retningslinjer/nir/nir-rengoering.pdf?la=da
3 Nationale infektionshygiejniske Retningslinjer for almen praksis, 1. udgave 2015, Statens Serum Institut https://hygiejne.ssi.dk/-/media/arkiv/subsites/infektionshygiejne/retningslinjer/nir/nir-almen-praksis.pdf?la=da
4 Nationale Infektionshygiejniske Retningslinjer om håndhygiejne, 2. udgave 2018, Statens Serum Institut https://hygiejne.ssi.dk/-/media/arkiv/subsites/infektionshygiejne/retningslinjer/nir/nir-haandhygiejne.pdf?la=da
5 Nationale Infektionshygiejniske Retningslinjer om supplerende forholdsregler ved infektioner og bærertilstand i sundhedssektoren, 5. udgave 2016, Statens Serum Institut https://hygiejne.ssi.dk/-/media/arkiv/subsites/infektionshygiejne/retningslinjer/nir/nir-supplerende.pdf?la=da
6 Vejledning om forebyggelse af spredning af MRSA, 3. udgave 2016, Sundhedsstyrelsen https://www.sst.dk/da/udgivelser/2016/~/media/430A2A77872E479FA9EBC42A5E053BFC.ashx