Standard 6 - kommunikation med patientens henvisende læge og kommune

I perioden 2019-2022 blev der udarbejdet faglige standarder til akkreditering af fysioterapipraksis. Læs standarden om kommunikation med egen læge og kommune.
Titel

06 - Kommunikation med patientens henvisende læge og kommune

Sektor Fysioterapipraksis Version 1 Udgave 1
Tema Kvalitet og patientsikkerhed
Standard

Klinikken kommunikerer med henvisende læge og patientens hjemkommune på en måde, der bidrager til at skabe sammenhæng i patientforløbet.

Formål

At sikre relevant, tilstrækkelig og rettidig information om patienten, der bidrager til at skabe sammenhæng i patientforløbet.

Indhold

Samtykke til indhentning og videregivelse af information

Klinikken indhenter patientens samtykke til at indhente oplysninger fra den henvisende læge, hvis supplerende oplysninger er relevante for patientbehandlingen. Det kan fx være information om medicin, konkurrerende lidelser, prøveresultater mv. Samtykke kan være mundtligt men skal journalføres.

Der følges op på, om svar modtages fra henvisende læge.

Ligeledes indhentes der samtykke fra patienten til, at fysioterapeuten kan give tilbagemelding til patientens praktiserende læge. Tilbagemelding til lægen kan fx ske ved en epikrise, korrespondanceskrivelse eller telefonkontakt. Samtykke kan være mundtligt men skal journalføres.

Klinikken kan redegøre for, hvordan udlevering af oplysninger til tredjepart foregår efter lovgivningen. En tredjepart kan være en kommune, en arbejdsplads eller lignende. Samtykke til udlevering af oplysninger til tredjepart skal foreligge skriftligt.

Henvisning

Hvis henvisninger ikke er fyldestgørende eller er fejlagtige kontaktes lægen, eller henvisningen afvises.

Epikrise

Der kan redegøres for, hvordan den enkelte fysioterapeut fremsender epikrise til praktiserende og evt. henvisende læge, hvor det er relevant i behandlingsforløbet eller ved afslutning af et forløb.

Det fremgår af overenskomstens § 6 stk. 3, at epikrise bør afsendes:

  1. når de kliniske fund kræver lægens viden om alvorlig patologi
  2. når der har været et komplekst forløb, som lægen skal følge op på
  3. når et behandlingsforløb har afveget fra et forventet forløb
  4. når specifikke kliniske informationer bør skrives ind i en (læge) journal, idet disse kan have betydning for senere forløb
  5. når lægen bør informeres om forholdsregler, som fysioterapeuten har anbefalet patienten at følge
  6. når fysioterapeuten ønsker at informere om specifikke fund, som kan have helbredsmæssig betydning
  7. når fysioterapeutens vurdering kan danne baggrund for et videre (tværfagligt) behandlingsforløb.

Korrespondance

Der kan redegøres for, hvornår korrespondancemeddelelsesfunktionen anvendes til kommunikation, og hvordan der følges op på svar.

Kontakt med kommuner om patienter med behov for en tværfaglig behandlingsindsats

I tilfælde hvor det vurderes, at patienter har behov for en tværfaglig og tværsektoriel behandlingsindsats, skal kommune og fysioterapeut have tæt dialog. Der kan være behov for tværfaglige tilbud, men der kan også være tilfælde, hvor det fysioterapeutiske tilbud bedre kan løftes i kommunalt regi, eller at kommunen og den praktiserende fysioterapeut indgår et tættere samarbejde om den enkelte patient.

Krydsreferencer

01 - Den faglige kvalitet og anvendelse af god klinisk praksis

02 - Patientsikkerhed

Klinikken vil under det eksterne survey blive vurderet på følgende:
Indikator 1

Ved interview med fysioterapeuter og klinikpersonale kan der redegøres for, hvordan patientens samtykke til at indhente oplysninger fra patientens henvisende læge indhentes og dokumenteres.

Indikator 2

Ved interview med fysioterapeuter og klinikpersonale kan der redegøres for, hvordan der rykkes for svar fra den henvisende læge i tilfælde, hvor fysioterapeut har anmodet lægen om yderligere oplysninger.

Indikator 3

Ved interview med fysioterapeut og klinikpersonale kan der redegøres for, hvordan det håndteres, hvis henvisninger ikke er fyldestgørende eller er fejlagtige.

Indikator 4

Ved interview med fysioterapeut og klinikpersonale kan der redegøres for, hvordan det håndteres, hvis tredjepart anmoder om oplysninger om en patient, herunder hvordan det sikres, at der foreligger skriftligt samtykke.

Indikator 5

Ved interview med fysioterapeut kan der redegøres for indholdet af og praksis for udsendelse af epikriser (hvornår, hvorfor, hvordan osv.), herunder hvordan det sikres, at der foreligger journalført mundtligt samtykke herfor.

Indikator 6

Ved interview med fysioterapeut kan der redegøres for, hvordan der søges dialog med kommunen om patienter med behov for en tværfaglig/tværsektoriel behandlingsindsats.

Referencer

1 Lovbekendtgørelse nr. 903 af 26. august 2019 af sundhedsloven https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=210110
2 Bekendtgørelse om information og samtykke i forbindelse med behandling og ved videregivelse og indhentning af helbredsoplysninger m.v. https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2019/359