Tidsforbrug og fysiske rammer
Du kan som tillidsrepræsentant bruge den tid, der er nødvendig, for at du kan udføre hvervet forsvarligt. Det fremgår af TR-aftalen. Du skal dog tage hensyn til arbejdspladsens arbejdsopgaver og omfanget af tillidsrepræsentantopgaverne.
Aftal med din arbejdsgiver
Det kan være en god ide at lave en aftale med din arbejdsgiver om, hvor meget tid, du kan afsætte til TR-arbejdet. Skriv de opgaver ind i aftalen, som du som tillidsrepræsentant normalt har på arbejdspladsen.
Husk også eventuelle udvalgsposter, der følger med hvervet som TR. Beskriv også hvilke konsekvenser dit TR-arbejde får for dit almindelige fysioterapeutiske arbejde, samt hvilke opgaver der må overlades til andre.
Registrer løbende dit tidsforbrug
Selvom du har indgået en aftale med din arbejdsgiver tid til TR-arbejde, anbefaler Danske Fysioterapeuter, at du laver en løbende registrering af den tid, du bruger på TR-arbejdet, så du hele tiden har et konkret overblik over tidsforbruget, når du næste gang skal drøfte det med ledelsen.
Der kan være perioder, hvor arbejdspladsen har særligt brug for din TR-indsats, og her bør du tale med ledelsen om, hvordan du kan aflastes fra dine øvrige opgaver, for eksempel ved ansættelse af en vikar.
Inddrag kollegerne
Hvis du ikke synes, tiden rækker til tillidsrepræsentantarbejdet, kan du overveje, om du sammen med kollegerne skal prioritere opgaverne. Måske vil kollegerne gerne inddrages i dele af arbejdet.
Du kan også prøve at prioritere opgaverne efter, hvilke der giver dig mest indflydelse.
Hvis det ikke er nok, skal du tage det op med din leder.
Se TR-aftalen i MED-håndbogen
Regionerne Se under kapital 3 §13 og §14
KL Se under kapital 3 §13 og §14
Fysiske rammer
Som tillidsrepræsentant er det vigtigt, at du har et kontor/lokale samt pc og internetforbindelse, så du kan udføre dit TR-arbejde, opbevare materiale osv.
Du kan drøfte de fysiske rammer med ledelsen i forbindelse med drøftelserne af dine øvrige TR-vilkår.