Mads blev mødt af en radikal anden måde at se fysioterapi på

“Min studiekammerat og jeg ville rigtig gerne langt væk, for vi ville se fysioterapi, som foregik på en radikal anderledes måde, end vi er vant til herhjemme. Og det synes jeg også, vi fik,” fortæller Mads Malle, der på 5. semester var i praktik i Japan. Sammen med en studiekammerat var den 29-årige studerende fra UC Syd i Haderslev i ni uger tilknyttet et universitet og to statsejede klinikker i den nordlige del af landet og en sportsklinik i Saitama nær Tokyo.

Det stod hurtigt klart for Mads Malle, at fysioterapi er en noget anderledes størrelse i Japan, end han kendte hjemmefra. Hvor vi i Danmark i årtier har dyrket det biopsykosociale, patientrelationer og træning som behandlingsmetode, er faget i Japan centreret omkring det anatomiske.

“Fysioterapeutuddannelsen foregår på universitetet, hvor de virkelig går i dybden med kroppens anatomi, og jeg blev meget overrasket over deres detaljerede viden,” fortæller han.

Andre markante forskelle var det store fokus på massage. Det viste sig, at patientdialogen, som vi i Danmark betragter som en af fysioterapiens grundsøjler, ikke var en del af den japanske metode.

“Når en patient kom ind, så brugte terapeuterne tid på at undersøge og lede efter en fysisk fejl. Fandt de fejlen, gik de i gang med massage, og det var svært at få en forklaring på, hvad der lå til grund for, at de valgte at massere på den ene måde frem for den anden. Uden overhovedet at forklejne deres tilgang, som også gav resultater – det kunne vi se i patientjournaler og forstå på patienterne selv – så oplevede vi samtidig, at behandlingen stort set kun var biomekanisk. Det undrede mig. Der var meget sparsom dialog mellem terapeut og patient før, under og efter behandlingerne. Det var tydeligt, at patienterne forventede, at der blev handlet, og det måtte gerne kunne mærkes. I den sammenhæng virkede deres tilgang som noget, man kunne opleve i Danmark for flere årtier siden,” uddyber Mads Malle.

Japanernes passive behandlingsmetoder kom bag på den studerende.

“Vi var tilknyttet en sportsklinik i Saitama, hvor vi næsten ikke oplevede træning som behandlingsmetode. I Danmark er træningen jo størstedelen, når vi taler fysioterapeutisk intervention.”

Undervejs oplevede han dog stor interesse fra behandlere og undervisere for den danske tilgang.

Teknologi og NKR var fraværende

Inden Mads Malle drog til Japan, var han spændt på, om Japans ry for at være et højteknologisk foregangsland ville skinne igennem i fysioterapien.

“Det fandt jeg hurtigt ud af, at det ikke gjorde. Danskere tænker måske Japan som et højteknologisk land med maskiner og robotter, og jeg havde forventet, at der ville være en lidt mere fri tankegang i forhold til at bruge det i den daglige rehabilitering, men det var slet ikke en integreret del.”

Tidligt stod det krystalklart for Mads Malle, at arbejdet som fysioterapeut i Japan er kendetegnet ved at være mere låst. Det kom især til udtryk, når han talte med japanere om arbejdsmetoder og arbejdsforhold.

“Deres arbejdsdag strækker sig over væsentlig flere timer end herhjemme. Arbejdsdage på 12 timer var ikke unormalt. Samtidig er alt mere hierarkisk opbygget.”

Det viste sig f.eks. ved den måde, den enkelte klinik eller afdeling drives på.

“De har ikke overordnede kliniske retningslinjer, som de forholder sig til. Det vil sige, at det er en læge eller klinikejeren, der afgør, hvordan den fysioterapeutiske metode skal være. Fysioterapeuterne er heller ikke organiseret i et forbund omkring arbejdsvilkår og faglighed, som vi er herhjemme.”

Næste stop New Zealand

Tiden i Japan har givet Mads Malle mod på mere. Han afslutter:

“Det var en rigtig god oplevelse, vi blev mødt af fantastisk værtskab, og jeg er allerede så småt ved at planlægge et nyt muligt praktikophold. Det kunne blive New Zealand, hvis alt går vel. For det er enormt spændende at rejse med sit fag. Jeg har fået større forståelse for nogle anatomiske aspekter, men det har allermest fået mig til at værdsætte endnu mere, hvordan vi ser på fysioterapi i Danmark, hvor vi favner meget bredere og i langt højere grad fokuserer på behandling, der er belæg for, samt på patientdialog og psykologiske aspekter.”