
Rikke veksler mellem hjemmebesøg og kontorarbejde

Hvad laver du i dit job som visitator?
Som visitator i Frederiksberg Kommune arbejder jeg med at vurdere borgeres behov for hjælp og støtte i hjemmet. Det gælder både i forhold til hjemmepleje og visse mindre hjælpemidler. Hjemmepleje kan bestå af f.eks. praktisk hjælp til rengøring eller personlig hjælp til at komme i bad. Indimellem visiterer jeg også til rehabilitering, hvis jeg vurderer, at en borger vil kunne genvinde kræfter og funktionsniveau. Man kan sige, at jeg i min rolle som visitator er en slags tovholder, der skal sørge for, at den enkelte får den hjælp, de har behov for, ud fra lovgivning og kommunens rammer.
Hvor befinder du dig rent fysisk?
I mit job veksler jeg mellem hjemmebesøg og kontorarbejde med en vis overvægt af sidstnævnte. Når jeg er ude ved borgerne, vurderer jeg deres behov for hjælp, mens jeg på kontoret arbejder med dokumentation og sagsbehandling.
Hvordan bruger du dine fysioterapeutiske kompetencer?
Jeg bruger især min fysioterapeutiske faglighed, når jeg skal afdække borgernes funktionsniveau og vurdere, hvilken form for hjælp og støtte de vil have gavn af. Min baggrund er bl.a. nyttig, hvis jeg skal identificere, hvilke hjælpemidler de har brug for. Det kan dreje sig om f.eks. rollator, badestol, stok eller greb til opsætning forskellige steder i boligen. Jeg foretager ikke fysioterapeutiske undersøgelser på briks i hjemmet, som man gør på en klinik. Men jeg kan godt nogle gange bede borgeren om at rejse sig og sætte sig eller tage et skridt op ad en trappe, så jeg kan foretage en funktionel vurdering af, hvad de kan.
Er du blevet efteruddannet til rollen?
Jeg har taget 1. modul i en visitatoruddannelse, hvor jeg fik viden om jura og sagsbehandling mv. Jeg kunne godt tænke mig 2. modul på sigt, hvis det muligt at komme afsted. Min arbejdsgiver prioriterer, at nye ansatte kommer afsted på første del, hvilket i min optik giver god mening.
Hvad er det bedste ved jobbet?
Det bedste ved jobbet er nok den spændende vekselvirkning mellem praktisk arbejde på hjemmebesøg og sagsbehandlingen på kontoret. Jeg kan godt lide at få sat ansigt på borgerne og tale med dem. For mange er det en stor hjælp at få en visitator, der både forstår deres fysiske og praktiske behov, og det er givende at opleve, hvordan deres livskvalitet kan forbedres, når de får den rette hjælp. Samtidig har jeg altid kunnet lide skriftligt arbejde, og fordi der er megen sagsbehandling og dokumentation, får jeg mulighed for at udfolde mig på det område også. Derudover kan jeg rigtig godt lide den måde, vi arbejder sammen på tværs af faggrupper på min arbejdsplads. Det er spændende og motiverende.
Hvad er det værste?
Det sværeste ved mit arbejde kan være, når man står med nogle komplekse sager, hvor borgerne eller deres pårørende har nogle forventninger til serviceniveauet, som kommunen ikke kan indfri. Hvis de slet ikke har forståelse for lovgivningen og de rammer, der er sat politisk, kan det blive svært. Heldigvis kan jeg som visitator få sparring fra vores faglige og juridiske konsulenter, og det betyder, at jeg kan få hjælp i forhold til at vide, at jeg træffer den rigtige beslutning, selvom det ikke altid er den, borgeren ønsker sig.
Kan du anbefale andre fysioterapeuter jobbet?
Jeg er meget glad for mit arbejde og har arbejdet i rollen i 12 år nu. Hvis man kan lide at arbejde tværfagligt og at kombinere praktisk arbejde med administrativt, skriftligt arbejde, kan jeg helt sikkert anbefale andre fysioterapeuter jobbet. Jeg tror dog ikke nødvendigvis, at det er det nemmeste job at springe ud i, hvis man er helt ung og nyuddannet. Det er godt at have noget livserfaring, når man skal ud til ældre borgere eller borgere med kroniske sygdomme og prøve at forstå deres situation og tilbyde dem hjælp, der kan gøre en reel forskel i deres liv.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.