Skaber vi mere ulighed i sundhed, når alle skal træne?

For nylig sad jeg med en borger, som var henvist af egen læge til genoptræning på grund af knæartrose. Borgeren var synligt oprevet, så jeg valgte at bruge vores tid sammen til en længere snak. Det viste sig, at borgeren havde arbejdet i serviceindustrien i mange år, med mange timers stående arbejde hver dag, og var blevet henvist til et GLAD-forløb på ti uger. Det var min opgave at lede holdet. Borgeren havde fået besked om, at knæene var så slidte, at sidste udvej ville være en knæprotese. Men først skulle hun tabe sig, og allerførst træne. Ortopædkirurgen havde sagt, med et glimt i øjet, at hvis en TKA ikke duer, må benet skæres af. Dette sendte borgeren ud i en angst- og katastrofespiral med tanker, der kredsede om, hvorvidt hun kunne beholde sit ben eller ej.

Det viste sig også i vores samtale, at borgeren har været uden fast bopæl i to år, og at hun overnatter hos bekendte eller på bosteder. Borgeren var netop begyndt på medicin på grund af en psykiatrisk lidelse.

Det var helt tydeligt for mig, at borgeren ikke var i stand til at gennemføre et genoptræningsforløb med de udfordringer, hun stod med. Jeg spurgte hende derfor, om hun kunne se sig selv i et forløb? Det svarede hun nej til. Vi blev enige om, at hun nu, først og fremmest, skal fokusere på at få tag over hovedet og få hjælp til at løse de andre problemer, hun har. Så må genoptræningen komme senere.

Kvinden udstødte et lettelsens suk, sænkede skuldrene og fik et blik i øjnene, der fortalte mig, at hun følte sig set.

Når jeg skriver dette, er det, fordi jeg er rasende over, at sundhedsvæsenet sender en borger til et genoptræningstilbud, som hun tydeligvis ikke kan gennemføre, uden at have øje for de enorme problemer, hun står i.

Som fysioterapeuter er vi skolede i ‘fys’-delen af vores titel, og desværre oplever jeg ofte, at vi glemmer terapeutdelen. Derfor er dette en opfordring til, at vi skaber en fælles og individuel refleksion omkring det faktum, at de fleste af de mennesker, vi ser, får besked på, at træning er vejen frem. For langt de fleste er behandlingen rigtig. Men i de tilfælde, hvor en borger eller patient ikke lever op til vores vejledning i træning, nedskriver vi det som et problem, der har at gøre med vilje, lyst og motivation.

Træning er svært, ligesom det kan være svært at lære et nyt sprog eller at spille et instrument. Det kræver tid, støtte, overskud og ressourcer. Hvis vi kun tilbyder træning som løsning, uden at tage højde for kontekst og ressourcer, er der mange, der vil falde igennem systemet. Er vi ikke med til at diskriminere personer med færre ressourcer, når vi ikke bruger vores terapeutiske redskaber? Ved at se på det hele menneske og den kontekst, de er en del af, kan vi bedre gribe dem, som falder igennem.