Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Fysioterapeuten kan være indgangen til sundhedsvæsenet

Fysioterapeuter med personligt engagement og vilje til at udfordre egen faglighed i et kropsnært møde på ’patientens’ hjemmebane, giver håb for socialt udsattes relationer til sundhedssystemet.
Hjemløselandsholdet var i oktober til VM i gadefodbold i Santiago. Danmarks sidste kamp blev B-finalen. Den endte med en sejr til Nordirland, men danskerne havde alligevel overskud til at smile. Foto: Elaine Livingstone og Thomas Hye-Knudsen

De har ar på krop og sjæl, som medicin, diagnoser, mentorer eller empatiske jobkonsulenter umiddelbart har svært ved at ændre på. De tilhører en broget gruppe af socialt udsatte, som ikke helt formår at navigere i et stadig mere og mere komplekst og konkurrencestyret samfund.  De er arbejdsløse, kollega-løse, hjemløse, aktive eller tidligere misbrugere og ikke mindst psykisk sårbare. Og så dør de alt for tidligt og giver panderynker hos dem, der er optaget af den stigende ulighed i sundhed.  Nogle røg bare af i et af livets sving uden helt at opdage faren, før det var for sent. Andre snublede og blev liggende, fordi ingen greb ind, samlede dem op eller tog medansvar.

Flere har været tættere på døden end livet, men de trodser alle tyngdeloven i en fælles passion for fodbold - oven i købet en fysisk meget udfordrende en af slagsen.  De spiller nemlig gadefodbold i OMBOLD - og får livgivende førstehjælp af fysioterapeuter, der slås for at holde dem inde i en af de få af livets kampe, hvor de både har lyst, talent og kender spillereglerne. Og ikke mindst vejen til målet - uanset om de er på hjemme- eller udebane.

Unikt partnerskab

Mange socialt udsatte har et noget anstrengt forhold til sundhedsvæsenet og til andre autoriteter, som ofte har til opgave at udrede, afdække og endevende deres liv. Enten for at udmåle hjælpebehov, særlige foranstaltninger, vurdere deres arbejdsevne eller motivation for evt. misbrugsbehandling eller livsstilsændringer.

Den skepsis oplevede fysioterapeut og lektor på Professionshøjskolen Metropol i København, Jannick Marschall og nogle af hans studerende, da de for snart tre år siden begyndte samarbejdet med OMBOLD, der i 11 år har udbudt gadefodbold for hjemløse og andre af landets mest socialt udsatte. Ideen var for Jannick Marschall at forebygge og afhjælpe nogle af de skader, som de ofte utrænede og fysisk belastede fodboldspillere udsatte sig selv for ved OMBOLDs stævner og træningssamlinger.

”Vi blev annonceret som et tilbud i forbindelse med stævner, men vi blev ikke besøgt. Og der gik en rum tid, før nogen tog sig mod til, selv om de havde konkrete skader, som gjorde det svært for dem at være med i kampene. Og efter de første små-behandlinger, så sker der jo det sjove – med og mellem mennesker – at spillerne og fysserne begynder at tale sammen. Nu var vi ikke længere ’farlige’. Skaderne var ikke i sig selv alvorlige, men det betød noget, at de havde nogen at adressere deres bekymring over for. Så det var mere en slags tryghed gående ud på, at vi som fysioterapeuter kunne give dem en faglig vurdering af, om det var ok at spille, selv om de havde ondt i led eller ømme muskler”, fortæller Jannick.

De godt 1.000 spillere, der årligt deltager i OMBOLD, er i dag næsten alle kommet på fornavn med Jannick og de fysioterapeutstuderende, som siden er blevet interesserede i at gøre en forskel for nogle udsatte mennesker. Og som samtidig udfordrer sig selv både menneskeligt og fagligt i forhold til en målgruppe, som de ikke har så let adgang til i normal praksis eller i praktikforløb på sygehuse, klinikker og træningscentre.

Først menneske så fagperson

Spillernes indgang til fysioterapien skyldes primært overbelastningsskader, fordi de grundlæggende mest er interesserede i at spille og i mindre grad optaget af at forberede kroppen på, hvad den skal i gang med i kamp. Så det at varme op og tænke over, hvad de spiser og drikker, er ikke så meget i fokus. Kroppen bliver grundlæggende presset, fordi den ikke bliver plejet.

”Jeg tror, de er meget bevidste om, at vi er til for deres skyld. Og på trods af ekspert-rollen, der ligger i vores faglighed, kan de både se og mærke, at vi ikke er der for at moralisere, fælde domme eller agere som systemets forlængede arm. Vi er bare nærværende ører og hænder, som vil gøre vores bedste for at holde dem inde i kampen. Det er en af de væsentligste grunde til, at det går så stærkt i forhold til at opbygge tillid og nære relationer.  Vi har ikke noget i klemme – og kender ikke deres historie, med mindre de selv fortæller os noget”, siger Jannick Marschall.

Når han udvælger de studerende, som får tilbuddet om at følge det danske hjemløselandshold og komme med til det årlige verdensmesterskab i gadefodbold, er det også de studerendes evne til at indgå og fastholde relationer, der er afgørende. Første år blev de studerende håndplukket, men forud for VM i Santiago i oktober i år, blev interesserede studerende introduceret for målgruppen og fik vist videoklip fra forrige års VM i Mexico, hvor fysioterapeuterne debuterede som behandlere. Jannick modtog efterfølgende 16 ansøgninger, men der var kun plads til fire på holdet.

”Jeg gik ikke efter studerende med stærkest fag-faglighed. Men snarere efter dem, der viste størst engagement. De skal selvfølgelig have interesse for idrætsfysioterapi, men de skal frem for alt være indstillet på at give noget af sig selv og turde indgå i relationen.

Klædt på til udsatte kroppe

Mange i målgruppen bærer en del af deres livsomstændigheder udenpå. De fleste har tatoveringer som symboler fra forskellige livsfaser – fra første dag som clean, navne på kærester, børn og sindsro-bønner i flere udgaver, men også mærker fra et liv med misbrug og selvdestruktion.

Jannick fortæller om en kvindelig spiller ved sidste års VM i Polen, der havde ondt i skulderen. ”Da hun tager trøjen af, blotter hun en arm, der er fyldt med ar fra snitsår hele vejen op. Det er en voldsom oplevelse at blive konfronteret med. Men at tage fat i den arm. Røre ved den. Vende og dreje den for at finde ud af, om der var noget muskulært eller andet, der forårsagede skulderproblemer, var en del af opgaven. Da jeg kunne berolige hende med, at hun godt kunne spille, og der ikke var noget galt, åbnede hun pludselig op for noget andet.  Hun var simpelthen så ked af, hvordan hendes arm var kommet til at se ud, selv om hun samtidig fortalte eller nærmest beroligede mig med, at hun var kommet ud af cutter-trangen og var kommet videre”, fortæller Jannick, der har den oplevelse på nethinden, når han skal vælge studerende.

”Det skal være studerende, som tør at være i det rum, hvor patienten eller spilleren kan komme til at fylde rigtig meget. Om de kan lægge den perfekte ankeltape er ikke afgørende. Erfaringen er, at de studerendes læringskurve på det faglige stiger meget markant, og så kommer oven i hele den personlige udvikling, der følger med i det relationelle arbejde i læringsrummet.

Stjernestatus til fysserne

Samarbejdet med OMBOLD og Homeless World Cup har givet de danske og norske fysioterapeuter stjernestatus. Ikke mindst i forhold til spillere og trænere, der ved VM hellere opsøger fysioterapeuterne frem for de tilknyttede læger og sygeplejersker. Det gav noget støj på linjen i det veletablerede sundhedshierarki ved VM i Mexico og Polen, mens det i Santiago tilsyneladende var gået op for arrangørerne, at lindrende hænder og lyttende ører ofte kunne erstatte kanyler og unødige skadestue-besøg. Og OMBOLDs sekretariatsleder er ikke i tvivl om, at fysioterapeuternes faglighed og engagement er et ’kinderæg’, hvis man er interesseret i at skabe sundhedsfremme for de sundhedsfremmede.

”Vores opgave er at gøre så mange som muligt i stand til at forblive inde i den kamp, de brænder allermest for, nemlig fodbolden. Fysioterapeuterne besidder de idrætsfaglige og menneskelige kompetencer, som spillerne efterspørger, mens OMBOLD dækker de mere psykosociale udfordringer. Flere spillere blevet mere åbne og kommet i positiv kontakt og dialog med både det etablerede social- og sundhedsfaglige system. Flere bruger fodbolden som værn mod tilbagefald i misbrug – og andre ’nøjes’ med at drikke og ryge mindre, fordi de simpelthen kan mærke, at de løber længere på literen uden rusmidler. Og det viser, at de både kan og vil tage ansvar, hvis de ellers kan se en idé med tingene”, mener Martin Svend Pedersen.

Del eller udskriv artiklen
0 kommentarer til artiklen
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar