Hvad kan jeg byde ind med?

Jette Christensen glæder sig. Kufferten er pakket. Med pludderbukser og andet praktisk løst, let og tilpas dækkende tøj, som hun kan ånde i trods den enorme luftfugtighed, og som ikke støder an mod den muslimske dresscode. Hun har for en sikkerheds skyld også kommet bikini, snorkel og dykkerbriller i kufferten ’hvis nu der bliver tid til en snorkeltur...’

Lige nu sidder vi i Jette Christensens rummelige, lyse kontor i stueetagen på Hvidovre Hospital, som efter hendes egen mening er ’det bedste kontor på hele hospitalet’. Den 54-årige ledende terapeut siger det på en måde, så man straks forstår, at det her faktisk er noget, hun har tænkt over. Hun føler sig heldig. Ikke bare med sit kontor, men i det hele taget. Den forestående Zanzibar-tur er et andet godt eksempel på hendes held og entusiasme.

”Vi skal ned og se, hvordan det går med fysioterapien på hospitalet i hovedstaden Stone Town, som Hvidovre Hospital har været involveret i det sidste halvandet år, og vi skal hilse på første kuld zanzibarianske fysioterapeutstuderende. De er 21 studerende på første hold”, fortæller hun.

Blandingen af det eksotiske og oplevelsen af ’at kunne byde ind’ både som sundhedsfaglig person og som medmenneske er right up her alley. Forleden modtog Jette Christensen Danske Fysioterapeuters Pris og en check på 50.000 kr. for sin gejst og for sin evne til at facilitere forskning og skabe rum til innovation. Det sidste blandt andet udmøntet gennem projektet på Zanzibar, der netop er blevet forlænget.

Samarbejde med Danida

Den korte historie om det aktuelle engagement på Zanzibar er, at Danida har givet penge til udviklingen af Manzi Mmoja Hospital i Stone Town. Da prins Joachim, som er protektor for Care, besøgte hospitalet i 2012, efter fysioterapien på Mnazi Mimoja hospital var blevet indviet af hendes majestæt Dronning Margrethe besluttede Danida at gøre en ekstra indsats – især med knowhow - indenfor fysioterapi. Jette Christensen og Hvidovre Hospital blev kontaktet af ambassaden, og direktør Torben Ø. Pedersen og Jette Christensen tog til Zanzibar for at se på mulighederne.

”Forholdene var meget primitive. Det er de efter dansk standard stadigvæk, f.eks. ligger patienterne på kæmpestore stuer med op til femogtyve senge med kun en sari eller longi over sig hver især. Der står typisk bare et nummer på væggen bag patientens seng, f.eks. ’nummer 2’ er så ham, der har fået højre ben amputeret. I øjeblikket er bedre behandling og patientregistrering blandt de opgaver, vi prøver at få på plads dernede. Men det er en lang proces, fordi det også handler om knappe ressourcer og en anderledes kultur. Patienterne, der kommer til fysioterapi, fejler mange forskellige ting, og de tropper bare op selv eller bliver båret ind af deres familie. Det er typisk akutte skader som brandulykker, fødselsskader, færdselsuheld eller alvorlige arbejdsskader. I Afrika er familien typisk ’medindlagt’ og ligger på sivmåtter på gulvet ved siden af patienten og tager sig af den daglige pleje af ægtefælle eller barn. Der er jo også mangel på andet personale”, forklarer Jette Christensen.

”Sådan et sted er du selvfølgelig vigtig rent fagligt, men du er også et sæt hænder, understreger hun og forklarer, at selv små ting som f.eks. vores måde at handle og ræsonnere klinisk på, gør en kæmpe forskel i lande som Tanzania (Zanzibar er en del af Tanzania, red.)”. 

Ved lidt om meget

Siden Jette Christensen blev færdig fra Næstved Fysioterapeutuddannelse i 1986, har hun taget turen 360 grader rundt i næsten alle specialer fra psykiatri og gynækologi over geriatri til neurologi samt forskning og udvikling. ”Rent fagligt er jeg vist sådan én, der ved lidt om meget”, siger hun selv. Til gengæld har hun stort set været leder alle de steder, hun har arbejdet, helt tilbage fra Nordvang i 1988. 

”Det er pudsigt, for jeg er aldrig gået efter det. Jeg er mere teamplayer end typisk leder, det er i hvert fald ikke de administrative opgaver, regneark eller afrapportering, der trækker ved chefjobbet. Tværtom. Min ’ting’ er det menneskelige potentiale og det her med at kunne se, hvordan du kan flytte udviklingen og dine medarbejdere ved at være en god leder og selv give et ekstra nap”.

Jette Christensen understreger, at hun blev meget overrasket, da hun fik opkaldet om, at hun var valgt som årets modtager af Danske Fysioterapeuters Pris, men hun tør alligevel godt give et bud på, hvorfor hun får den:

”Jeg tror, at det, jeg kan, er at motivere folk til at arbejde med udvikling og forskning, og så er jeg god til at se muligheder. Hvis noget rører sig på hospitalet eller i regionen, prøver jeg hele tiden at se, hvordan fysioterapien kan byde ind”, fortæller Jette Christensen og giver et aktuelt eksempel:

”Man besluttede her på stedet at oprette en indvandrermedicinsk klinik. ’Skal vi ikke have nogen fysioterapeuter dér, spurgte jeg, men fik svaret, at næh det havde man da ikke lige tænkt, for det handlede mest om medicinske problemstillinger”.

Jette Christensen valgte dog at satse på, at fysioterapeuterne havde noget at tilbyde og fandt selv pengene i den pulje, hun har reserveret i sit budget til at gå ud og bevise fysioterapiens værd i tillid til, at pengene så kommer bagefter. Det virkede, for det har – selvfølgelig - vist sig, at det fysioterapeutiske bidrag til den tværfaglige behandling af disse patienter er så værdifuldt, at den pågældende afdeling nu selv søger penge til at gøre det permanent.
”De kan jo se, at det bassinhold og det træningshold, vi har oprettet, er noget af det, der virker allerbedst”.

Never give up

Risikovillighed er et nøgleord, når man gerne vil bidrage til udvikling, og det vil Jette Christensen, også selvom bagsiden af risikovillighed er, at det ikke altid går den vej, man ønsker. Også det har hun et eksempel på.

”Vi havde fået et rigtigt godt samarbejde op at stå omkring behandling af børn med CRPS (refleksdystrofi, red.), hvor anæstesiologer gik ind og lavede nerveblok, så fysioterapeuterne kunne træne igennem med børnene. Vi fandt ressourcerne selv, men det betød, at vi måtte lade andre patienter ligge, så meningen var jo, at der gerne skulle være kommet penge til det, men det lykkedes ikke. Det var rustrerende at skulle fortælle terapeuterne, at vi ikke kunne blive ved at træne med de her børn, selvom vi kunne se, at det virkede”, siger Jette Christensen, men tilføjer, at erfaringerne bliver liggende i skuffen.
”Never give up! Der viser sig måske en ny lejlighed til at hive dem frem, og ellers gælder det om ikke at lade sig slå ud. Det kan ikke alt sammen gå lige godt”.

Godt går det til gengæld med fysioterapeutisk forskning på Hvidovre, hvor Jette Christensens evne til at holde sig til, kombineret med et stærkt hold af fysioterapeutiske forskere, har resulteret i forskningsprogrammet PMR-C, der er et samarbejde mellem terapiafdelingen, Klinisk forskningscenter og Ortopædkirurgisk afdeling, og hvor fysioterapeuterne Kristian Thorborg, Morten Tange Kristensen og Thomas Bandholm er tilknyttet i en delt ansættelse mellem afdelingerne.

”På den måde har vi kunnet få tre post.doc.-stillinger i stedet for en, hvilket giver en helt anden synergi og har skabt et reelt forskningsmiljø”, forklarer Jette Christensen, der aldrig holder op med at tænke udvikling og drømme om næste skridt.

”Et professorat i fysioterapi, som de nu får på Bispebjerg, vil vi selvfølgelig også gerne have, men et er at få lavet en masse forskning, noget andet at få den implementeret i de tværsektorielle forløb. Det er det, der er vigtigt nu”.

Tværsektoriel forskning og implementering er et langt sejt træk, ikke mindst i forhold til de mindre kommuner, der ikke har fysioterapeuter i udviklingsstillinger, mener Jette Christensen, der dog er optimist også på det område: ”Mon ikke kandidaterne er på vej til de mindre kommuner nu? Det tror jeg, men det er der nogle andre end mig, der må tage sig af”.

Hjertebarn

Jette Christensens ’anti-nørdede’ stil er et friskt pust i en tid, hvor mange hellere end gerne vil tale om sig selv som ’fagidioter’, fordi det signalerer, at man har specialviden, dybde og engagement.  

Jette Christensen tænker ikke så meget over det. Selv om hun er en slags generalist, så har hun rent faktisk også ét særligt område, der ligger hendes hjerte nær.

”Børnefysioterapien kan noget særligt i forhold til børns udvikling både fysisk og mentalt. Du kan ikke komme særligt langt med samtale, når det gælder børn, men børn kan til gengæld lege sig ud af de værste traumer, fordi den kropslige indgang til psyken er så naturlig for dem. Det er livsbekræftende, synes jeg, så det er på en måde også nærliggende, at jeg også valgte at lave en ’bred’ børnetest som min master”, siger hun. 

Den omtalte test er PEDI-testen, der undersøger funktionsevnen hos børn fra 0-6 år. Masteren blev taget i 2005, men slippe PEDI igen kan hun ikke. Hun er nu sammen med andre kolleger gået i gang med en version 2 af testen, som kan bruges til børn og unge op til 20 år.

”Jeg ved jo godt, at jeg er et andet sted nu, og at jeg burde overlade den til andre, men som min mand siger, er PEDI mit tredje barn, og man slipper jo ikke bare sine børn”, siger Jette Christensen, der dog ikke som sådan savner selve børneområdet, som hun forlod i 2006.

”Det at arbejde med det samme barn i 10 år og tage bittesmå skridt er min tålmodighed ikke til. Jeg er nået til den erkendelse, at jeg er hospitalsfys. Det er noget med pulsen”.

Det pioneragtige passede mig godt

Jette Christensen kommer med sine egne ord fra det ’mørke’ Jylland. Det med det mørke vil sikkert fornærme viborgensere, der synes, at Viborg og håndbold er lykken, men for Jette var året som au pair i Frankrig og den efterfølgende studietid på Næstved Fysioterapeutskole så meget bedre. 

”Mit livs store beslutning var at komme væk fra Jylland. Næstved var ret nyt som studiested dengang, og det pioneragtige passede mig godt. Der var den bedste ånd på stedet med masser af tillid og frihed. Vi havde nøgle til skolen og kunne gøre, som vi ville – det var lige mig”.

Jette bor i Roskilde med sin lægemand gennem 27 år. Hun har ’selvfølgelig’ en kajak liggende nede ved Fjorden, så hun kan padle ud i smukt vejr, og så er hun fast gæst på Roskilde Festivalen. Ikke bare på grund af musikken, selv om hun angiveligt ’elsker rock’, men fordi hun og hendes mand sælger ’skiburgere’ for Roskilde Skiklub, der har en bod til betjening af grovsultne festivalgæster.

Inden hun siger farvel, roser hun sin arbejdsplads – og glæder sig over, at det er lige her, hun er havnet.

”Jeg elsker de her store rammer på Hvidovre og følelsen af at være en del af paletten. På et hospital handler det om at få det store maskineri til at fungere og finde ud af, hvad ergoer og fysser skal gøre for at få hurtige og gode forløb”.

Og så er der jo det med kontoret, som hun er så glad for, og som ikke så længe siden fik en helt ny udsigt. Fysioterapien skulle spare plads og i stedet for at surmule over dét, opstod ideen om at en træningstrappe, der nu bugter sig lige uden for Jette Christensens vinduer.

”Den er indrettet med plateauer og giver en fantastisk mulighed for intervaltræning til eksempelvis KOL- og hjertepatienter”, siger Jette Christensen, der selvfølgelig ikke stopper her, men allerede har planer for næste skridt: En træningshave ovenfor trappen.