Det har givet ekstra jobtilfredshed at arbejde som ortofysioterapeuter
Selv for to erfarne fysioterapeuter som Grethe Aalkjær og Helle Østergaard har det krævet en hård periode med selvstudier, undervisning, supervision og sidemandsoplæring, inden de havde de kompetencer, der skal til, for at kunne udrede og diagnosticere patienterne i skulderambulatoriet på Regionshospitalet Viborg. Og de er langtfra færdige med at lære. ”Det er jo en fortløbende proces. Vi har som udgangspunkt undervisning med en af skulderlægerne en dag i måneden, og sammen arbejder vi på hele tiden at skærpe det kliniske blik”, siger Helle Østergaard.
”Det har været et omfattende projekt og alle, både læger og fysioterapeuter, skal brænde for sagen”, siger Grethe Aalkjær. For selv om de to fysioterapeuter har beskæftiget sig med skulderområdet i mange år, er det en helt anden opgave at skulle udrede og diagnosticere patienterne, hvor også tolkning af røntgenbilleder og ultralydsskanning er en del af det.
Lægerne har undervist både i teori og praksis med fokus på sygdomslære og differentialdiagnostik. Fysioterapeuterne har overværet adskillige skulderoperationer og har lært at tolke røntgenbilleder. Overlæge Michael Toft Væsel har stået for et basisforløb omkring ultralydskanning. Grethe Aalkjær og Helle Østergaard har efterfølgende fulgt og afsluttet en efteruddannelse med certificering i ultralydskanning i regi af Danske Fysioterapeuter og Dansk Ultralyddiagnostisk Selskab.
”Vi har haft en del hjemmearbejde både med at læse sygdomslæren op og med at løse vores opgaver i forbindelse med efteruddannelsen i ultralydskanning. Og det har været krævende – og superspændende”, fortæller Helle Østergaard. Ultralydskanningen er en meget vigtig del af udredningen, og den ville de to fysioterapeuter ikke være foruden.
”Hvis ikke vi havde ultralydskanningen til at supplere vores undersøgelse med, ville vi stå med mange ubesvarede spørgsmål bagefter, og vi ville være nødsaget til at sende patienten videre til skanning andetsteds. Har vi for eksempel en patient med positiv impingement-test, kan vi med en dynamisk ultralydskanning se helt specifikt, hvilken struktur, der er problemet. Drejer det sig om en fortykket subacromiel bursa eller er det en kalcifikation? Er der mistanke om en rotator cuff-ruptur, kan man med skanneren se, om der er tale om en partiel eller en totalruptur, og eventuelt også, om der er sket en retraktion af senen. Det ville vi jo ikke vide, hvis ikke vi havde ultralydskanningen. Det sker jo også, at skanningen afslører noget helt andet, som de kliniske test umiddelbart ikke har peget i retning af. Det kan for eksempel være tumorer i bløddelene”, siger Helle Østergaard.
Diagnosesøgende undersøgelse
Når vi som fysioterapeuter på Sygehuset modtager patienter, har de som regel allerede fået stillet en diagnose. Det nye for os er, at det nu er os selv, der skal stille diagnosen.
Hele undersøgelsen i ambulatoriet er fokuseret på at nå frem til en diagnose og en behandlingsplan. Derfor er vores undersøgelse meget mere struktureret og specifik sammenlignet med den mere funktionsmindede undersøgelse i fysioterapien. Desuden kan vi tolke røntgenbilleder og ultralydsscanne, hvilket supplerer vores kliniske undersøgelse, og gør, at vi ret hurtigt kan nå ind til sagens kerne.
En ikke uvæsentlig del af det at arbejde i et ambulatorium er det stærke tværfaglige samarbejde. Vi arbejder altid parallelt med lægerne, så ved tvivlsspørgsmål kan vi med det samme drøfte det med en af dem.
”Som nybegyndere har det været godt for os, at vi har udarbejdet et undersøgelsesskema, vi kan gå ud fra. Vi gør meget ud af at være korrekte og grundige i vores journalføring, for det skal være i orden, når andre læser vores notater”, siger Grethe Aalkjær.
I den første tid læste overlæge Kaj Døssing alle fysioterapeuternes journalnotater og har sidenhen taget stikprøvekontroller for at sikre sig, at journalerne var tilfredsstillende.
Viden om genoptræning udnyttes
Selv om Grethe Aalkjær og Helle Østergaard skal lægge den traditionelle fysioterapeutrolle af sig, når de træder ind i undersøgelseslokalet, giver deres kendskab til genoptræning nogle fordele i både kommunikationen med patienterne og i deres udfyldelse af genoptræningsplanerne.
”Jeg ved som fysioterapeut, hvilke spørgsmål patienterne ofte står med efter forundersøgelsen, og hvad fysioterapeuterne i genoptræningscentrene ville være glad for at få at vide i genoptræningsplanen”, siger Grethe Aalkjær.
Vi har været en del ude at undervise i primærsektoren, så fysioterapeuterne her er opdaterede på de nye operationsmetoder. Herudover har vi modtaget opringninger fra fysioterapeuter, der vil vide, hvad de må og ikke må, når de får en patient med en operationstype eller et problem, de ikke er stødt på før.
Ordningen gjort permanent
Grethe Aalkjær og Helle Østergaard arbejder hver mandag i ambulatoriet og skiftes til at komme om torsdagen. De har både patienter, der kommer til forundersøgelse og til kontrolbesøg. På sigt er det tanken at oplære et par andre fysioterapeuter til opgaven, så der er afløsere under sygdom og i ferier. Men lige nu har alle brug for at puste ud efter en hektisk periode med undervisning og supervision, fortæller Grethe Aalkjær og Helle Østergaard.
Det har taget cirka et år, fra man i ledelsen besluttede på projektbasis at tilknytte fysioterapeuter til skulderambulatoriet til i dag, hvor ordningen er evalueret og gjort permanent. Grethe Aalkjær og Helle Østergaard tager cirka en tredjedel af patienterne i ambulatoriet, og det har betydet en nedbringelse af ventelisten fra seks måneder til seks uger.
Selv om arbejdet i ambulatoriet er krævende, og Helle Østergaard og Grethe Aalkjær er mere trætte efter en dag i ambulatoriet i forhold til en dag i fysioterapien, er de blevet meget glade for deres nye funktion som ”ortofysioterapeuter”.
”Efter i så mange år at have behandlet skulderpatienterne, giver det en helhed at få lov til at være med til udredningen, og det har det været dejligt at få ny viden og mere ansvar”, siger Helle Østergaard.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.